Ekskoner, -kærester og -mænd

“Vi kan lige tale en lille halv times tid mere, så skriver jeg til Jon og spørger, om han vil kigge forbi. Er det ok?”


Det er vel noget af det mest civiliserede, jeg nogensinde har været med til. Jeg mødtes med min ekskone, Camilla, i fredags. Hun fyldte 40 i august, og jeg havde endnu en fødselsdag i september, og så plejer vi lige at mødes og høre, hvordan vi hver især har det.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan mødes. Hun har været en del af mit liv i 19 år, og det er næsten – n æ s t e n – halvdelen af mit liv. Så det ville være vildt underligt, hvis hun bare var forsvundet pist væk ud af mit liv med skilsmissen for mere end 3 år siden. Men jeg tror da, særligt fordi vi ingen børn har sammen, at mange synes, det er lidt underligt, at vi bliver ved at ses. Jeg synes, det er underligt, når folk synes, det er underligt. Vi har delt liv sammen i rigtig mange år, og fordi kærligheden ikke længere kunne bære et forhold, betyder det jo ikke, at jeg ikke stadig holder meget af hende og under hende alt godt.

Siden i fredags har jeg fortalt flere venner og bekendte om mødet, og der er meget varierede holdninger til, om det er helt gakgak, at vi stadig mødes, eller om det er fint og præcis, som det skal være. Jeg stemmer for det sidste. Men jeg kan nu godt huske, da vi lige havde fundet sammen, og Camilla insisterede på at mødes med ekskærester. Det var en sten i skoen. Et irritationsmoment. Og var der nu ikke en risiko for, at hun ville finde tilbage til en af dem?

Det gik heldigvis over, og med tiden lærte jeg at sætte pris på den egenskab, som de møder med fortiden i virkeligheden er udtryk for: En loyalitet og vedholdenhed og en insisteren på ikke at lade ting glide ud i glemsel, fordi de ændrer form eller formalia. Det er faktisk en ret fin egenskab, synes jeg, og selv om jeg ikke selv er så god til at udvise den over for andre, så ligger det mig i dag fjernt at pålægge nogen helt at slå hånden af deres fortid – da særligt den kærlige del af den.

Alligevel kunne jeg mærke et sug i mellemgulvet, da hun spurgte, om det var ok, for det var det “selvfølgelig”. Vel vidende at det næsten kun kunne blive akavet, men jeg stoler så meget på hendes dømmekraft, at hvis hun vurderer, at det er til det bedste – primært for hende og hendes nye mand – og sekundært for, at vi stadig kan mødes 2-4 gange om året i et par timer og lige “touche bases”, som det vel hedder på nydansk, så måtte det være sådan. Han er ikke ukendt for mig. Han underviste på danskstudiet allerede dengang, jeg gik der, så jeg ved, hvem han er. Og han ved nok også godt, hvem jeg er. Men derfra og så til at sidde der og høfligt konversere hinanden, kunne der nu alligevel godt være et stykke vej.

Det gik fint, synes jeg. Som jeg gør, når situationer er lidt akavede, pludrede jeg løs, og jeg forsøgte at føre samtalen over på hans hjemmebane, så vi talte om litteratur lidt løst og fast. Jeg er sikker på, han bemærkede min mangelfulde (måske nærmere fraværende) terminologi til at drøfte litteratur, men det var fint – det var, som det skulle være. Men da Camilla rejste sig, fordi hun ville ryge, og ingen af os ville knække halsen af stolthed og sige,at vi ville gå med ud, ja, så sad vi pludselig der. På en café på Amagerbrogade. Alene sammen. Vi fandt heldigvis sammen i det mest logisk at tale om. Det mest ufarlige vi har til fælles: Svigermor. Hende kunne vi tale om, mens Camilla var væk.

Og faktisk har Camillas mor vist en lignende vej i årevis. Jeg har været til en juleaften hos hende, hvor der var i alt 4 mænd fra hendes liv forsamlede om bordet. Den nuværende kæreste. Camillas biologiske far. Faren til Camillas lillebror. Og en eksmand mere. På samme tid. Jeg har altid svoret, at jeg ikke ville ende i samme suppedas, men nu sad jeg så der sammen med Camillas nye mand og sludrede henkastet om tv-serier og litteratur, så godt jeg nu magtede det. Jeg tror, det gik fint. Og jeg håber, jeg igen kan mødes med Camilla og høre, hvordan det går hende. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at fejre juleaften sammen med dem. Men man kan jo aldrig vide …

Søde og kærlige mennesker

Jeg overhørte en bid af en samtale mellem et nogenlunde ungt par – de var nok et sted mellem 22-26 år – tidligere i dag.

– Jeg kan godt lide den der.

Pegefingeren trykkede hun mod ruden til en smykkeforretning, mens hun sagde det.

– Jaeh, der er mange, du kan lide, svarede han tøvende.

– Der var også et par stykker i den der butik tidligere, medgav hun.

– Hvis jeg bare havde tal på alle de gange, du har kunnet lide nogen af dem”, sagde han lidt for modigt og fortsatte så halvt mildt, halvt underdanigt:

– Bare i dag. Eller bare den sidste time … skat. Hehe, brummede han forsonende.

– Nu har jeg jo taget kataloget med hjem. Så slipper du ikke for at kigge i det med mig, svarede hun i en spørgende tone.

 

Screen Shot 2015-09-26 at 14.28.32

 

Jeg hørte ikke, hvad han svarede. Men samtalen blev siddende i mig. Der er noget fint i den måde at kommunikere sammen på. De føler sig frem med respekt for hinanden, og jeg kan godt lide det. Det er dog ikke det hele, jeg lige kan afkode eller se værdien af. Jeg har to ting, jeg særligt grunder over, og har du en fornuftig – den må gerne være simpel, så kan jeg måske endda forstå den uden for megen hjælp – forklaring, så bring den endelig på bane. Jeg er top-lydhør i dag.

For det første er der den mandlige aktørs indspark med, at han slet ikke kan tælle alle de – jeg gætter på, hun kigger på ringe – ringe, hun har ytret, hun kan lide. Hvad vil han mon egentlig med den konstatering? Han kan enten ville fortælle, at han har svært ved at tælle. Det er næppe det. Han kan også forsøge indirekte at fortælle, at nu er han snart træt af at kigge på ringe, og de har set på en del. Det kan han jo bare sige. Hvis han ikke har bolde til at sige det ligeud, fordi han også gerne vil være en sød kæreste – og det lød det til på tonefaldet – så gør han da bedst i at bide sig i læben og være med til den bitre ende.

Hvorfor sådan en halvmavesur, passiv-aggressiv kommentar? Hvorfor gør vi det? (Ja, jeg gør det vel også selv) Og så det der appendix med ‘… skat’ som helt tydeligt lød, som om han var nervøs for, om han var trådt over stregen og havde brug for at mildne luften. ‘Skat’. Det er da ikke en undskyldning. Det er en kærlighedserklæring, og som sådan fortjener det da at blive brugt. Underligt. Synes jeg.

Endnu mere besynderligt er det for mig, når hun – og jeg indrømmer, jeg har oftest oplevet det være kvinder, der har sagt noget lignende, men jeg er ikke sikker på, det er kønsbetinget – så lige svirper med halen til sidst og forsøger at afstemme forventningerne, så han godt ved og kan forberede sig på at skulle kigge i smykkekatalog med hende.

Er det hende, der spiller taktisk, fordi hun fornemmer, han er på flade fødder og kan presses til et ja? Vil hun virkelig have ham presset til et ja, hvis det ikke er, hvad han har lyst til? (Og hov, måske handler det ikke om smykkekataloget, men om det, de skal finde i smykkekataloget? Men dét vil hun vel heller nødigt presse ham til?) Hvad er det for en konstruktion af en sætning? Hvorfor siger hun ikke ligeud – altså jeg vil helt vildt gerne have, at vi begge kigger i det her katalog sammen, har du lyst til det? Og så må det vel være ok, hvis han rent faktisk ikke har lyst og siger nej. Ellers må hun jo sige det, som det er: Jeg vil kigge i det her katalog, og jeg kræver, at du kigger i det sammen med mig. Det vil da være ærligt i det mindste.

Et forhold er vel ikke sådan en omgang noget for noget. Det er det ikke for mig i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, jeg kan sætte præcise ord på, hvad det så handler om, men hvis det nu er kærlighed, så betyder det for mig mere noget med at give frem for at kræve. Noget med at støtte, lytte og forstå. Måske endda netop sætte sig selv til side en gang imellem – ikke for at sætte point i parforholds-banken (det lyder som sådan en, der krakker på et tidspunkt) – men for at styrke parforholdet, for at vise respekt og for at skabe nærvær, samvær og velvære. Synes jeg.

Jeg øver mig enormt meget på også at kunne se og acceptere værdien i at lade andre give. At jeg kan tage imod netop uden, at det bliver til et regnskab. Men fordi jeg har lyst. Fordi det også er dejligt at tage imod. Og hvad er egentlig at tage imod. Og hvad er at give. Giver en anden ikke netop mig glæden ved at give, når de tager imod? Det tror jeg.

PS: Jeg var fredag i denne uge (sep 25) i Stockholm for at holde oplæg til et hold af Digital Business studerende ved Hyper Island. Det var sidste dag på det specifikke forløb, og de drak nogle øl og spiste noget pizza efterfølgende. Min ven og chef (ja, i den rækkefølge) Rasmus var også med, og vi var med dem på bar senere.

Jeg står i baren med én af de studerende, og jeg spørger, hvad han vil have. Han kigger på mig og siger uden tøven: Er det sådan noget med at give omgange, for det er min økonomi ikke til. Jeg kunne ikke lade være at grine og forsikrede ham, at jeg bare gerne ville give en øl som tak for dagen, og at han ikke behøvede give en omgang som modydelse. Som Peter Belli så fint rappede det engang: “Der er bare ingen regning”.