Ufærdige Tanker

Når det blir i morgen, og der er penge nok, så kommer lykken

Sikke jeg venter. Altid. Eller i hvert fald en stor del af tiden. Jeg venter på at blive gældfri. Jeg venter på at få min bil tilbage fra værksted. Jeg venter på at komme i god form igen. Jeg venter på at finde en kæreste. Jeg venter på, at der bliver tid nok til det hele. Jeg venter. Venter. Og venter.

Hvorfor jeg har så svært ved bare at være, aner jeg ikke, men det er trættende. I min Mac-pendant til Excel har jeg lagt budget frem til år 2025. Så er gælden væk, og jeg har et meget større rådighedsbeløb. Så er bilen sikkert også tilbage fra værksted. Og i 2025 har jeg helt sikkert været i forrygende form et par gange – og i kageform indimellem.

De allerbedste dage. Aftener. Og nætter. Er dem, hvor jeg glemmer det hele. Dem hvor jeg ikke bekymrer mig. De dage, aftener og nætter, hvor jeg er i godt selskab, hvor jeg bare er, og hvor jeg bare handler. Men det er svært. For livet koster på alle konti. Både den banken hjælper med at holde styr på og de andre – de mentale, de fysiske og de relationelle.

Jeg er ikke sikker på, der kommer en pointe her, men det kan så i sig selv være en form for pointe. At det umiddelbart nytte- og formålsløse i virkeligheden tjener det formål at være til. Jeg bliver ikke grundlykkelig, når jeg hele tiden jagter formål, forbedring og indhold. Jeg bliver lykkelig, når jeg er. Når jeg giver mig selv lov at være ulykkelig, ked, vred og frustreret. Når jeg er. Så er jeg lykkelig.

Det forbrænder (åbenbart) ingen kalorier

Jeg har brugt uendelige mængder af energi på at tænke over og forsøge at skjule, hvor umanerligt autentisk og menneskeligt mine trøjer og skjorter har det med at falde ned over mig, når jeg sidder ned.

For eksempel i offentlig transport. Jeg har typisk betalt 250 kroner for enten en tur til København eller Aarhus. Det meste af turen går med at spekulere på, om andre nu kigger forargede på det lidt blødere end sædvanligt vaskebræt, jeg flasher, når jeg sidder ned. For ja, det hele har det med at samle sig i sådan nogen Madam Skrald-lignende dynger, når jeg sidder ned. Og så sidder jeg dér, hiver ud i trøjen – vel vidende, at det er en øvelse, der skal gentages cirka hvert tredje sekund, hvis det skal have synderlig effekt – og tænker som en gal på, hvad andre mennesker mon tænker om mig og min uappetitlige fremtoning.

Endnu har ingen sagt noget direkte til mig, men mon ikke stort set alle udbrud af latter og fnis i kupeen undervejs kan tilskrives, at de har vekslet blikke eller hvisket om mig? Mon dog ikke? Formentlig ikke. Hvis andre mennesker er lige så ligeglade med, hvordan jeg ser ud i et tog, som jeg er med, hvordan de ser ud, så nej. Så er det næppe, derfor de griner. Eller fniser. Men jeg kan ikke slippe tanken. Hvor irriterende er det lige.

I de gode perioder hvor jeg nådigt ser i spejlbilledet og roser mig selv for at have arbejdet fint med maven, så det ikke er så slemt med dellerne, når jeg sidder ned, husker jeg så altid at minde mig selv om, at jeg egentlig har lidt tendens til bryster. For jeg skulle jo nødigt gå rundt og ligefrem være tilfreds med mig selv. Og så kan jeg jo lige så godt bruge “hive-i-tøjet-kræfterne” på at hive lidt højere oppe. Ikke at det hjælper. Men jeg gør det alligevel. Jeg fatter det ikke. Hvad er det for et vanvittigt selvbillede? Måske er jeg ikke den eneste? Så er det synd for alle jer andre også – jeg elsker jer, lige præcis som I er. Måske er jeg faktisk den eneste? Så må jeg komme over det, og så kan jeg glæde mig over, at jeg faktisk har nogle ret pæne lægmuskler.

Nænsom nærhed og masser af nærvær (næsten)

“Hvis du ikke er rød som ung, har du intet hjerte. Hvis du stadig er rød som voksen, har du ingen hjerne” Hahahahahahahahahahaha.

Ovenstående har jeg hørt ret mange gange, og jeg må indrømme, at jeg af og til har ventet i spænding på, hvornår den voksne lidt mere hjernebaserede tilgang til livet ville indtræde. Jeg venter stadig. Som tiden går, bliver jeg ganske rigtigt mindre og mindre rød. Men jeg bliver ikke blå. Eller sort. Eller grøn. Jeg bliver egentlig mest apolitisk. Men jeg bliver i hvert fald helt sikkert og under ingen omstændigheder mere kynisk, hjernebaseret og voksen i min tilgang til livet.

Jeg er blevet ret meget skarpere til at fornemme, se og sanse, når andre mennesker har det skidt. Når venner har brug for nærhed, når familie har brug for nærvær, og jeg ser oftere og oftere fremmede, der har åbenlyst har brug for mere hjerte og mindre hjerne i andre menneskers omgang med dem. Og jeg tager det til mig. Som om hver evig eneste situation, hver evig eneste strejf af smerte og alskens globale ulykker er noget, jeg skal udbedre og lindre.

Måske er det i takt med, at jeg selv oplever mere og mere smerte. Måske har jeg selv langt om længe oplevet hjertesorger, ensomhed, kejtethed, økonomiske problemer, eksistentielle kriser, job-udfordringer eller -mangel, nederlag, depressioner, vanskeligheder og meget andet, så jeg nu for alvor kan mærke i mig selv en form for genkendelse, når jeg ser det hos andre? Måske …

I hvert fald tænker jeg ofte over, hvordan jeg kan gøre mere. Hvordan jeg kan være en bedre ven. Være et mere nærværende menneske. En mere omsorgsfuld søn, bror, nevø, barnebarn og så videre. Hvordan jeg kan række ud, nå og omfavne andre mennesker. For er det ikke det, vi er her for? At nå. At være med. At være sammen. Jeg er egentlig ligeglad, om jeg har hjerne eller hjerte. Jeg vil nærvær. Omsorg. Og nærhed.

Orker ikke skændes længere – har brug for at blive klogere

Af og til rammes jeg af en form for selvindsigt. Det kan godt slå ret hårdt. Det kan også føre fine ting med sig, og det håber jeg faktisk, dette vil. Og jeg lover at gøre det forholdsvis kort.

– Jeg tror ikke, der findes henholdsvis gode og onde mennesker.
– Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at forskanse sig bag hver sine fastlåste argumenter.
– Jeg vil rigtig gerne lære mere om, hvad – om noget – jeg overser i det store billede.

Så here goes: Jeg er helt sikkert dét, mange vil kalde en pladderhumanist. Jeg vedkender mig, at jeg ingen økonomisk sans har – om ikke andet så hårdt presset af min stakkels bankrådgiver. Og jeg kan have det med at gå rundt i et utopia. Jeg vil ikke sætte et nummer på antallet af flygtninge, der skal være i Danmark. Jeg vil til gengæld gerne sætte et nummer på, hvor meget landmænd må udlede i miljøet, og hvor mange mennesker, det er acceptabelt, er sygemeldte med stress.

Screen Shot 2016-02-19 at 17.07.39

Jeg forestiller mig dog ikke – jeg kender mange mennesker, der ville mere end betakke sig for den pladderhumanistiske label – at der er mange, der ligefrem opmuntrer til stress. Til mere forurening. Og så videre og så videre. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan jeg skulle formulere dette. For det bliver jo hurtigt mig, der smider en masse af mine holdninger på banen, og så beder andre komme med mod-argumenter. Så det her er det minimale antal argumenter, jeg åbenbart kan skrive (undskyld). Så er der ikke nok nogen fra cirka socialdemokraterne og ud til det yderste højre på det politiske spektrum, der vil fortælle mig, hvordan jeres drømmesamfund ser ud?
(Nu putter jeg lige en smule i munden på jer: Fx ift global opvarmning, elbiler vs fossilt brændstof: Er jeg en jubelidiot, hvis jeg vil undgå fossilt brændstof helt, eller hvordan skal en eventuel omstilling se ud? Eller skal vi ikke omstille, fordi vækst og udvikling ofte løser den slags problemer?)

Og jeg er ingenlunde interesseret i at skændes. Jeg vil så gerne blive klogere. Helt uden ironi og sarkasme og mudderkast. Jeg spørger af et oprigtigt hjerte, fordi jeg tror på dialog, samtale og fællesskab (er der også en holdning til det, er det også velkomment)

Besos, knus, tanker og kram ❤️

(PS: Jeg kan helt sikkert ikke sige mig fri for at være underlagt en eller anden form for sprogkode, diskurs eller andet lal, som gør mig partisk eller lignende. Er der noget, der alligevel støder på den ene eller den anden fløj, så helt og fra hjertet oprigtigt: Undskyld. Det var ikke meningen)

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.31

Tinder og mig – et match made in Heaven?

“Du skal op på hesten igen”. Ikke verdens mest charmerende udtryk, men jeg er nu efterhånden ret godt bekendt med det. Vi nærmer os to år, siden jeg blev skilt. De romantiske eskapader har siden været – for nu at sige det diplomatisk – ualmindeligt begrænsede. Der har været perioder, hvor jeg absolut bare har villet have lov at være i fred – og det er gået helt smertefrit – og så har der været perioder, hvor jeg har tænkt, at det kunne da godt være, jeg skulle lede efter selskab igen.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.10.05

Og det har jeg så gjort nu. Med Tinder. Af alle ting. Min 19-årige kusine har ellers flere gange mindet mig om, at “det altså mest er for de unge”, men når jeg så alligevel uploader app’en, ser jeg altså også jævnaldrende – endda nogen et nøk ældre end mig. Kønnere, givetvis, men altså en anelse ældre. I denne omgang besluttede jeg at gøre en smule mere ved det. Tidligere har jeg fået fysisk kvalme af erkendelsen af, at når jeg sidder og trykker: “Nej”, “Nej”, “Nej”, “N… eller vent! Nej” så er der jo mennesker, der sidder andre steder og med lige så følelseskold beslutsomhed forkaster mig som potentielt Tinder-match. Det har taget mig noget tid at komme overens med.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.09.36

Jeg læste en statistik – jeg kan desværre ikke finde linket, men tro mig på mit ord lige her – at når der er matches, sker der i 50% af tilfældene ikke mere. Nix. Nada. Intet. I andre 35% af tilfældene svinger den ene – åbenbart typisk manden – sig op til at skrive noget bevinget i familie med “Hej søde” eller “Hvordan går det?”. Artiklen med statistikken anbefalede så, at man gjorde sig en anelse umage og forsøgte at lande i de resterende 15%. At man læste lidt på profilen, kiggede på alle – ikke bare det første billede. Og forsøgte at finde en fællesnævner, en krog, en icebreaker. Fin idé. Så jeg googlede mere. Der er apps, der kan hjælpe dig med at finde på kække opening lines. En af dem jeg i et anfald af overmod testede var: “Jeg har spurgt ‘Siri’, hvad man skriver til en pige med så sødt et smil på Tinder”. Forståeligt nok kom der aldrig noget svar. Ganske enkelt en temmeligt lam indgangs-replik. Men jeg fik ret hurtigt smag for at teste forskellige måder at gå til det på.

Kort efter at jeg var begyndt at ‘swipe’ løs, talte jeg med min ven Rasmus, som er en anelse mere tal-orienteret, end jeg er. “Det er jo bare et ‘numbers game. Det giver ingen mening at sidde og sortere og forsigtigt swipe ganske få til højre (som betyder ja). Swipe i rivende hast dem alle til højre, indtil du ikke har flere højre-swipes. Og så kan du sortere”. Egentlig et udmærket råd. Jeg må lige forklare: Når man – som for eksempel mig – ikke betaler for Tinder, er der et begrænset antal højre-swipes. Når jeg har sendt tilpas mange piger i “Du er sød-lejren”, må jeg vente 12 timer på at få nye muligheder for at swipe. Så jeg har forsøgt at tilpasse min døgnrytme, så jeg får maksimalt ud af de to gange 12 timer. Det er jo noget rod, hvis jeg først swiper klokken 13, for så skal jeg holde mig vågen til 01.00 om natten for at få nye swipes. Dét gør jeg ikke, og så går jeg ligesom ‘glip’ af en runde nye swipes. Ja, det er en underlig verden, men det giver mening, når man sidder midt i det. For mig i hvert fald.

Så jeg swipede løs, og så snart der var et match, udtænkte jeg listige åbningsreplikker. Nogle af dem førte til fine samtaler. Andre førte til absolut ingenting. Overraskende nok var der en del kvinder, der nåede at skrive før mig. Så de ligesom tog sig af den vanskelige åbningsreplik. Det er åbenbart knapt så krævende som kvinde: “Hej!”, “Hvad så”, “Hejsa” og “Hej Michael. Du ser sød ud” (!!). Krukket som jeg kan være – og ofte er – begyndte jeg at sortere selv i de beskeder, der blev sendt af sted. Hvorfor? Tjaeh, jeg sendte selv nogle, der ikke blev besvarede og retfærdiggjorde det over for mig selv med, at sådan er det nok bare på Tinder.

Relativt hurtigt besluttede jeg at droppe ideen om at swipe bevidstløst til højre. Så jeg bruger lidt mere tid på det igen. Men det går stadig ret hurtigt, og ofte lykkes selve timing-delen glimrende, så jeg kan sidde og swipe i pausen af en CL-kamp. Praktisk. Kvadratisk. Let. Så langt, så godt. Men jeg kan jo så heller ikke løbe fra, at den kyniske libertiner, jeg var i starten af 20’erne er væk. Tilbage står en romantisk, lidt gammeldags, parforholdssøgende og -trængende mand cirka midt i livet. Men man må ikke være desperat på Tinder. Det er absolut og aldeles no-go (måske også andre steder, men det har jeg ikke undersøgt. Endnu.)

En af samtalerne udviklede sig forrygende. Hun var sød. Jeg fik ikke sagt for mange dumme ting. Vi aftalte at mødes. Hun foreslog 14. februar. Jeg var i vildrede. På Valentine’s?? Skulle jeg lægge noget i det? Ville det blive for sært? Ej, jeg ville gerne mødes med hende, og søndag var jo sådan set en fin dag. Så vi aftalte at mødes på Forlæns og Baglæns i Aarhus. Klokken cirka 20.15. Tid til en dydig kop kaffe og indledende samtale. Eller måske en bajer – hvis hun var sådan en type – og noget grineri. Torsdagen før skrev hun: “Jeg kan også mandag aften, hvis det passer dig bedre.” Det gjorde det ikke. Ellers tak. Søndag er fint. Fredag morgen skrev hun igen: “Min aftale i aften er aflyst. Skal vi mødes spontant dér?”. Det kunne jeg heller ikke. Så nej tak – lad os holde fast i søndag. Set i bakspejlet er jeg nu i tvivl, om det var et desperat forsøg på at slippe ud af Valentine’s-halløjet. Men nu er det jo for sent.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.12.03

Mig ind i et tog søndag. Afgang mod Aarhus. Vel fremme. I god tid. Sådan kan jeg være. Finder Forlæns og Baglæns. Der er helt og aldeles lukket. Kulsort. Jeg sætter mig på trappestenen. Trøsteskriver lidt med Twitter, som jeg havde delt “date-eventen” med. They got my back! Gode mennesker. Jeg når lige at opdatere, at stedet er lukket, og hun ikke er kommet endnu, så løber jeg tør for batteri. Jeg sværger; der var 38% tilbage, da jeg stod af toget. Tænkte det var rigeligt, for jeg skulle ikke bruge telefonen under daten. Selvfølgelig ikke.

Så nu var min telefon død. Og vores mødested lukket. Jeg følte mig en del som en “Sitting Duck”. Tænk hvis hun boede lige over for og nu stod bag et gardin og fnes af mig. Tænkte: “Grimme menneske. Jeg kommer aldrig ned.” Sådan gik det heldigvis ikke. Kort efter kom hun, og, som man siger, resten er historie – eller i hvert fald hemmeligt – herfra. Det gik godt. Hun var umanerligt charmerende og sprudlende selskab. Og jeg håber, vi skal ses igen.

Til gengæld har jeg nu mistet al lyst til at swipe på Tinder. For det føles underligt forkert. Jeg er et på alle måder håbløst gammeldags menneske.

Hvor meget ærlighed kan vi egentlig klare?

Jeg kan enormt godt lide Karl Ove Knausgård. Jeg var ret begejstret for ‘Min Kamp’ – og så selv om jeg indrømmer, at visse passager undervejs tog lidt længere tid at læse end andre. Og noget af det jeg har tænkt rigtig meget over, er den grad af ærlighed, der var i bøgerne. Nu aner jeg jo ikke, om han har fundet på det hele, det har han sikkert, men det der med at være så hudløst ærlig, er der noget tiltrækkende ved. Det eliminerer ligesom en masse bøvl og bump i kommunikationen.

Omvendt er der selvsagt også noget helt igennem brutalt og hensynsløst ved at være ærlig, ærlig, ærlig. Tænk hvis jeg en dag spiste noget af min mors mad, og jeg ikke kunne lide det. Og jeg så var nødt til at sige det til hende. Tænk hvis man sagde tingene lige ud til sine potentielle partnere. Hør, jeg er skidebekymret for, om du egentlig er god nok til mig. Jeg vil gerne se dig igen, men jeg har godt nok en hel masse tvivl. Ikke fordi jeg ikke kan lide de ting, du siger, men fordi jeg synes, din uddannelse er alt forkert for mig. Eller “Jeg dater ikke økonomer – det gider jeg ikke”. Superærligt. Men altså, hvordan skulle det dog ikke gå? Der ville jo blive en kæmpe bunke udfordringer.

Jeg er begyndt at skrive dagbog. En lille fedtet notesbog, jeg har købt til formålet. Med Eiffeltårnet på forsiden. Ja, for jeg er jo lidt sådan en romantiker, bilder jeg mig ind. Og slap dog lige af nogle sandheder, jeg får formuleret for mig selv på de sider. Meget af det kniber det med at genlæse, for – hånden på hjertet – min håndskrift er ikke, hvad den var engang (læsbar!) – men bare det at tænke tankerne, formulere for mig selv, hvad der foregår på indersiden. Hvad jeg spekulerer over. Og jeg sidder ofte og pusler med tanken om at gøre det hele offentligt. Jeg tror ikke, jeg selv ville have problemer med det, men de mennesker jeg omtaler, ved jeg jo ikke, hvordan ville reagere. Det er fristende. Skræmmende. Og fristende igen.

Hvad kom vi egentlig for?

Hvad skal vi med vores liv? Er det virkelig bare en helt tilfældig meningsløs, kortvarig optræden i det store fælles teater uden hverken for eller imod og uden for alvor at lave anden form for aftryk end en lille bitte prut i det helt store spil? Er det virkelig sådan?

Meningen med livet er det, du selv putter i det. Der er ingen mening – du skal skabe den selv. Aha, sådan en helt individuel mening. Jamen fedt nok. Men så alligevel ikke. Dovne Robert – som i øvrigt er begyndt at reklamere for nogle vitaminer og nu kaldes Friske Robert – havde jo en helt individuel mening om, hvad han ville putte i sit liv. Hvad hans mening med det hele var. Det slog mig ikke, som om det var helt ok. Så måske er der alligevel en fælles opfattelse af, hvad vi skal fylde vores liv med.

Ulandsfrivillige. Det giver da mening. Sygeplejersker. Det giver mening. Det gør alting jo ud fra den betragtning, at man udfylder en rolle i fællesskabet. Kasseassistenter har jo også på den måde en berettigelse. Skraldemænd (eller hvad de nu vil kaldes af fine titler for tiden) har jo i allerhøjeste grad en berettigelse. Men hvad så med kommunikatører? Hvad er det lige, vi gør af godt? Andet end at genere penge til et eller andet forvildet, forvirret og forskruet system. Er det godt nok? Er meningen så bare, at man skal finde sin plads i hamsterhjulet og gøre sit bedste?

Jeg aner det jo ikke. Jeg spørger sådan set bare. Jeg håber helt personligt, at meningen er noget med mennesker. Noget med at være tæt på, støtte, holde om og holde af de mennesker, vi elsker. Det er i hvert fald noget af det, der giver allermest mening for mig. Men jeg ved det jo ikke. Hvor skulle jeg vide det fra?

Alt det de andre ikke kan

Noget af det, der gør mig allermest træt af politik og politiske diskussioner, er, at det altid handler mest om at fortælle, hvorfor de andres forslag ikke hænger sammen. Det gør mig simpelthen så sjældent klogere.

Jeg ved jo godt, at jeg personligt er meget mere lydhør, når Enhedslisten sabler endnu et blåt forslag, fordi det er umenneskeligt, kynisk og i øvrigt underfinansieret, mens jeg er noget mindre villig til at lytte og da slet ikke villig til at se fornuften, hvis det er Liberal Alliance, der fortæller, at der ikke er råd til røde forslag, og at de er lalleglade, naive og i øvrige underfinansierede.

Men altså; jeg kan godt savne, at det handler meget mindre om de andre og meget mere om det enkelte partis egne ideer. Hvad er det for et samfund, de enkelte partier drømmer om? Hvordan ville Danmark se ud, hvis der nu var 90 mandater til Dansk Folkeparti? Eller hvis der var 90 mandater til SF? Hvad er det for et samfund, de gerne vil have?

Måske nøler de med at melde så klart ud, fordi de jo risikerer at blive holdt op på tingene: “Jamen I lovede, at trækprocenten ville komme under 10!!” – men uden 90 mandater kan LA jo ikke holde et sådant eventuelt løfte, ligesom Enhedslisten ikke kan garantere at indføre borgerløn, med mindre de tildeles et absolut flertal. Men jeg er da alligevel interesseret i at høre, hvad de gerne vil. Hvad de drømmer om. Hvad er deres visioner for Danmark? Ud over som det ser ud for nuværende at være på tværs, når andre partier mener noget.

Lige nu kan jeg godt sidde med en fornemmelse af, at de alle sammen på Tinge har en idé om vækst, flere penge og meget mere arbejde til alle. Er det mon sådan, det forholder sig? Er det dét, de vil?

Altså; jeg kan jo ikke love, at jeg vil knuselske dem alle sammen, hvis de fortæller om deres reelle hensigter, men jeg kan garantere, at det vil forøge min respekt for de stensikkert hårdtarbejdende mennesker ganske voldsomt. Men måske er min respekt bare ikke noget at stræbe efter … Eller også er det sådan, at jeg bare skal gå i partiprogrammerne, og dér kan finde de ultimative drømmescenarier for de enkelte partier. Måske.

“Jeg har ikke brug for udvikling”

Jeg synes næsten selv, det er provokerende bare at skrive det. “Jeg har ikke brug for udvikling”. Citatet er fra Svend Brinkmanns “Stå fast”, som jeg på opfordring er ved at gennemlytte (ja, lydbog er et hit lige nu hos mig). Det er ret interessante tanker, han bringer til bords, og det er da nok også derfor, at hans bog og han selv har fået så meget gennemslagskraft.

Som seriøst indspark til et samfund og en samtid der i rasende fart er på vej frem, op, videre, vildere, mere, gladere, selvudviklende ser jeg rigtig mange gode perspektiver i det. Men hvordan indarbejder man lige sådan noget i sin helt egen hverdag? Tjaeh … jeg kan rigtig godt lide hans tanker om, at man skal forsøge at se lidt ud over egen næsetip. Forpligte sig på nogle fællesskaber, der rækker ud over ens egen kalender-app og særligt ud over ens egne interesser. At der er pligt. At der er ting, man ikke har lyst til, som man bare må gøre.

Særligt det sidste er opsigtsvækkende for mig, der meget, meget længe har pralet af og forsøgt at holde fast i, at jeg er styret af mavefornemmelse og lyst. Skal jeg virkelig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til? Af pligt? For at være et “ordentligt menneske”? Virkelig …? Jeg kan godt til tider savne fornemmelsen fra dengang, jeg var medlem i en fodboldklub. “Min” klub blev det ret hurtigt, og jeg lærte folk at kende. Både de cool. De knap så cool. De voksne, de flittige og de dovne. Men vi var sammen, I vores klub. Det har jeg da lyst til at genoplive, men jeg ved jo også godt, at det medfører timevis af kedelige aftener som center boldhenter, som tut-bestyrer eller til møder om den ene eller den anden petitesse. Måske er livet en stribe petitesser? Måske er lykken i hverdagen?

Eller hvad ville der ske, hvis jeg rent faktisk tog mig sammen og meldte mig som ‘voksen-ven’? Dét har jeg længe haft lyst til. En slags lege-onkel for børn og/eller unge mennesker med brug for voksent selskab (jeg kan godt selv være i tvivl, om jeg rent faktisk kan kvalificere som voksent selskab men mon ikke …). Det ville da helt sikkert skabe en form for forpligtelse af den længerevarende og sikkert også nogle gange kommende på tværs-agtige facon. At forpligte sig til fx et ugentligt møde er jo samtidig at sige, at så er der altså andre ting, der skal i baggrunden. Næppe noget problem de dage, hvor det eneste, jeg går glip af, er Sporløs eller ostepops i sofaen, men hvad med de aftener, hvor der er fødselsdag i familien, eller hvor der er landskamp på tv – eller Juventus!!?? Forpligtelser. Voksent liv. Velkommen til. Jeg er ikke længere sikker på, det er så kedeligt, som jeg troede engang.

Søde og kærlige mennesker

Jeg overhørte en bid af en samtale mellem et nogenlunde ungt par – de var nok et sted mellem 22-26 år – tidligere i dag.

– Jeg kan godt lide den der.

Pegefingeren trykkede hun mod ruden til en smykkeforretning, mens hun sagde det.

– Jaeh, der er mange, du kan lide, svarede han tøvende.

– Der var også et par stykker i den der butik tidligere, medgav hun.

– Hvis jeg bare havde tal på alle de gange, du har kunnet lide nogen af dem”, sagde han lidt for modigt og fortsatte så halvt mildt, halvt underdanigt:

– Bare i dag. Eller bare den sidste time … skat. Hehe, brummede han forsonende.

– Nu har jeg jo taget kataloget med hjem. Så slipper du ikke for at kigge i det med mig, svarede hun i en spørgende tone.

Screen Shot 2015-09-26 at 14.28.32

Jeg hørte ikke, hvad han svarede. Men samtalen blev siddende i mig. Der er noget fint i den måde at kommunikere sammen på. De føler sig frem med respekt for hinanden, og jeg kan godt lide det. Det er dog ikke det hele, jeg lige kan afkode eller se værdien af. Jeg har to ting, jeg særligt grunder over, og har du en fornuftig – den må gerne være simpel, så kan jeg måske endda forstå den uden for megen hjælp – forklaring, så bring den endelig på bane. Jeg er top-lydhør i dag.

For det første er der den mandlige aktørs indspark med, at han slet ikke kan tælle alle de – jeg gætter på, hun kigger på ringe – ringe, hun har ytret, hun kan lide. Hvad vil han mon egentlig med den konstatering? Han kan enten ville fortælle, at han har svært ved at tælle. Det er næppe det. Han kan også forsøge indirekte at fortælle, at nu er han snart træt af at kigge på ringe, og de har set på en del. Det kan han jo bare sige. Hvis han ikke har bolde til at sige det ligeud, fordi han også gerne vil være en sød kæreste – og det lød det til på tonefaldet – så gør han da bedst i at bide sig i læben og være med til den bitre ende.

Hvorfor sådan en halvmavesur, passiv-aggressiv kommentar? Hvorfor gør vi det? (Ja, jeg gør det vel også selv) Og så det der appendix med ‘… skat’ som helt tydeligt lød, som om han var nervøs for, om han var trådt over stregen og havde brug for at mildne luften. ‘Skat’. Det er da ikke en undskyldning. Det er en kærlighedserklæring, og som sådan fortjener det da at blive brugt. Underligt. Synes jeg.

Endnu mere besynderligt er det for mig, når hun – og jeg indrømmer, jeg har oftest oplevet det være kvinder, der har sagt noget lignende, men jeg er ikke sikker på, det er kønsbetinget – så lige svirper med halen til sidst og forsøger at afstemme forventningerne, så han godt ved og kan forberede sig på at skulle kigge i smykkekatalog med hende.

Er det hende, der spiller taktisk, fordi hun fornemmer, han er på flade fødder og kan presses til et ja? Vil hun virkelig have ham presset til et ja, hvis det ikke er, hvad han har lyst til? (Og hov, måske handler det ikke om smykkekataloget, men om det, de skal finde i smykkekataloget? Men dét vil hun vel heller nødigt presse ham til?) Hvad er det for en konstruktion af en sætning? Hvorfor siger hun ikke ligeud – altså jeg vil helt vildt gerne have, at vi begge kigger i det her katalog sammen, har du lyst til det? Og så må det vel være ok, hvis han rent faktisk ikke har lyst og siger nej. Ellers må hun jo sige det, som det er: Jeg vil kigge i det her katalog, og jeg kræver, at du kigger i det sammen med mig. Det vil da være ærligt i det mindste.

Et forhold er vel ikke sådan en omgang noget for noget. Det er det ikke for mig i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, jeg kan sætte præcise ord på, hvad det så handler om, men hvis det nu er kærlighed, så betyder det for mig mere noget med at give frem for at kræve. Noget med at støtte, lytte og forstå. Måske endda netop sætte sig selv til side en gang imellem – ikke for at sætte point i parforholds-banken (det lyder som sådan en, der krakker på et tidspunkt) – men for at styrke parforholdet, for at vise respekt og for at skabe nærvær, samvær og velvære. Synes jeg.

Jeg øver mig enormt meget på også at kunne se og acceptere værdien i at lade andre give. At jeg kan tage imod netop uden, at det bliver til et regnskab. Men fordi jeg har lyst. Fordi det også er dejligt at tage imod. Og hvad er egentlig at tage imod. Og hvad er at give. Giver en anden ikke netop mig glæden ved at give, når de tager imod? Det tror jeg.

PS: Jeg var fredag i denne uge (sep 25) i Stockholm for at holde oplæg til et hold af Digital Business studerende ved Hyper Island. Det var sidste dag på det specifikke forløb, og de drak nogle øl og spiste noget pizza efterfølgende. Min ven og chef (ja, i den rækkefølge) Rasmus var også med, og vi var med dem på bar senere.

Jeg står i baren med én af de studerende, og jeg spørger, hvad han vil have. Han kigger på mig og siger uden tøven: Er det sådan noget med at give omgange, for det er min økonomi ikke til. Jeg kunne ikke lade være at grine og forsikrede ham, at jeg bare gerne ville give en øl som tak for dagen, og at han ikke behøvede give en omgang som modydelse. Som Peter Belli så fint rappede det engang: “Der er bare ingen regning”.