Et år med bemærkelsesværdig lidt bevægelse og voldsomt meget tankevirksomhed

31. oktober 2020 havde jeg sidste arbejdsdag på Højer Design Efterskole. To hele skoleår og tre måneder blev det til. Jeg havde fået nok. Var proppet, som da man som barn åd om kap af tarteletter nytårsaften, hvor der ingen grænse var, og da man nåede nummer 12, var kinderne udspilede og maven gnaven. Sådan havde jeg det for et år siden, og jeg var heldigvis i den priviligerede situation, at jeg kunne trække stikket og trække mig i isolation. Så det gjorde jeg. En måned i sommerhus. Så et par måneder i en lejlighed i Odense med intentionen, at jeg ville rejse ud snart.

Men corona trak ud – det ved I, I var der jo også – så jeg nappede tre måneder i et sommerhus i stedet og håbede, situationen blev bedre. Jeg nåede endda både at blive smittet og ret syg af corona og senere at blive vaccineret. Så flyttede jeg i lejlighed i Odense, hvor jeg er nu, og her blev tanken om et ophold udenlands endnu mere vægtig. Jeg ville. Jeg måtte. Jeg skulle af sted.

Jeg har tænkt utroligt mange tanker det seneste år. Arbejdet minimalt. Levet af min opsparing og salg af min bil. Forsøgt at være god ved mig selv. Haft opture og nedture i takt med coronaens ditto. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad jeg ønsker mig af livet. Besluttet mig for snart det ene og snart det andet og ganske kort tid efter noget tredje.

Jeg har altid betragtet mig selv som engageret og passioneret. Andre har formentlig set mig som hysterisk og egenrådig og opfarende. Og urimelig. Da jeg søgte på nettet, hvordan jeg kunne ændre de her træk ved mig selv, fik jeg blot en advarsel om at holde mig fra den slags narcissistiske mennesker.

Da jeg gik til min egen læge og sagde, jeg havde brug for at tale med én, mente hun, jeg skulle have antidepressiver: “Du er jo ikke depressiv, og du har ikke angst, men hvad har du at miste? Prøv dog de her piller!”. Det føltes ikke rigtigt. Jeg er ikke afvisende over for antidepressiver. De virker for utroligt mange mennesker, og jeg er sikker på, psykofarmaka hele tiden udvikles og bliver bedre og bedre. Men det virkede lidt for meget som en venstrehånds-udlevering, og “du kan jo alligevel ikke nå et forløb hos en psykolog eller psykiater, og der er lang ventetid.”.

Så nu rejser jeg til solen. Til lyset. Til den anden side af verden. Hjælper det noget? Flytter nissen ikke med? Det gør den givetvis, men jeg tænker, at det giver mig en chance for endnu mere ro, endnu mere tid til omtanke og eftertanke. Så må vi se, hvordan det hele ser ud og føles, når vi når midten af maj, og jeg vender snuden mod Danmark enten for en kort visit eller for et længere ophold.

2 meninger om “Et år med bemærkelsesværdig lidt bevægelse og voldsomt meget tankevirksomhed”

  1. Til solen, på den anden side af jorden?
    Den gyldne stat, Californien? Solskins staten Florida? 🙂

    1. Det er også et godt bud, Sebastian. Men i første omgang tager jeg ‘tilbage’ til Mexico. Sol. På den anden side af jorden. Bare syd for Land of the Free

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.