Jeg har en penneven, som er et helt andet sted i livet, end jeg er. Det giver altid interessante perspektiver og spændende tanker, når vi skriver sammen. Hun ser verden – ikke fundamentalt anderledes end jeg gør – men hun ser tingene fra et andet eller måske bare fra flere perspektiver. Når jeg roder rundt i mit bagkatalog og undrer mig over, hvorfor jeg ikke kan finde mig til rette i et liv, der minder om flertallets, så er hun sød til at rose mig for at være ‘beundringsværdig kompromisløs’. Sådan har jeg aldrig selv tænkt på det, og det er helt sikkert sundt af og til at blive udfordret på sine egne fordomme og fastlåstheder.
Hun introducerede for nyligt begrebet “Et konformt lorteliv”. Et liv med alt det, mange mennesker jagter: Ejerbolig, partner, børn, gode jobs, flere biler og flere ferier om året og en bevidsthed om det priviligerede, travle og dog konforme lorteliv. Og det medfølgende krav om at blive i hverdagens hjul og løbe stadigt hurtigere for at følge med til de stadigt stigende forventninger og krav, mange pålægger sig selv. Det er helt og aldeles fremmed for mig. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg lever et liv på kanten af almindeligheden, og at jeg netop ofte vælger at gøre ting, som andre ikke så let kaster sig ud i.
Noget af det kommer af, at jeg ingen partner har, ingen børn, ingen fast bolig, og at jeg har flyttet så ofte, at jeg ikke længere knytter mig til steder og ejendele. Derfor er det let for mig at pakke en taske og rejse et andet sted hen. Det er der en enorm frihed i. Men det er jo også en form for isoleret liv, hvor jeg selv både er min primære beslutningstager og nærmeste fortrolige. Når jeg flagrer fra sted til sted, kan det være vanskeligt at opbygge virkelig lange og intime relationer. Det betyder blandt andet, at de relationer, jeg rent faktisk har, sætter jeg voldsomt pris på og stiller også store krav til.
Og jeg forsøger egentlig ofte at stille spørgsmålet i en rolig stund med andre mennesker, hvad de ønsker sig af livet. Hvad vil de gerne? Hvad er drømmen? For nogen er det en forfremmelse. For andre at gå ned i tid. Nogen vil gerne sikre deres børn og øvrige familie. Andre vil have en smart bil – måske endda en Alfa Romeo ❤️ Dét svar. På dét spørgsmål. Er det mest interessante, jeg ved. Jeg nyder, når folk åbner for posen, og jeg undrer mig, når det viser sig, at der ikke er ret meget i den pose. At posen egentlig mest er fyldt med en lyst til at nå frem til i morgen i en stadig strøm af dage, som til slut ender.
Hvad ønsker du dig? Hvad stræber du mod? Hvad vil du gerne med det her smukke, smukke liv? Som vi jo måske nok kun får version 1.0 af, og så er det overstået. Såeh … hvad er vigtigt for dig at nå?