Følelserne sad uden på tøjet hos det danske landshold, da kampen mod Belgien gik i gang. Et dansk hold var tydeligt opsatte på at sætte handling bag ordene om at spille for Christian Eriksen. 1 minut og 40 sekunder gik der, så sparkede Yussuf Poulsen bolden i nettet til dansk føring på 1-0. Belgien så noget rundtossede ud og fandt aldrig rigtig deres fødder eller spil i løbet af første halvleg.
Efter 10 minutter var der dømt Parkens ækvivalent til efterskolers afsluttende tudedag, og i 60 sekunder blev Christian Eriksen hyldet med klapsalver, bannere og spillere, der omfavnede hinanden på banen. Et meget smukt øjeblik. Danmark fortsatte med at have fat i spillet, og træner Hjulmand havde tydeligt spottet, at Belgiens svage punkt er deres forsvarskæde, så der blev sat nålestik efter nålestik ind i et aggressivt og højt pres, hvor Poulsen og Braithwaites arbejdsiver parret med Mikkel Damsgaards voldsomt imponerende evner på bolden gang på gang drev gæk med belgierne. Det blev ved 1-0 i første halvleg, og det skulle vise sig at blive et problem.
For i anden halvleg begyndte den belgiske træner Roberto Martinez at trække på de varmeste sæder på udskiftningsbænken. Kevin De Bruyne kom ind fra anden halvlegs start, og 10 minutter senere lagde han op til Thorgan Hazards udligning. Det var ikke nok for træner Martinez, som 5 minutter senere hev Dendoncker og Carrasco ud og satte Eden Hazard og Axel Witsel i spil. Det løftede Belgien, og derfra var det reelt et spørgsmål om tid, før de ville sætte endnu et stød ind mod den ellers godt strukturerede og hårdt arbejdende danske defensiv. 70 minutter stod der på uret, da Lukaku fra Belgiens højre side drev bolden centralt, og den endte helt ovre i venstresiden, hvor De Bruyne hamrede den ind med venstrefoden helt nede ved roden af stolpen til højre for Kasper Schmeichel i det danske mål.
Det slog ikke danskerne ud, og de tog igen teten i kampen og knoklede sig tilbage og lykkedes med at skabe flere muligheder i kampens afslutning, men de kom dog ikke nærmere, end Martin Braithwaites hovedstød på trekantsammenføjningen. Dermed endte det med 2-1-sejr til Belgien efter en kamp, som begge hold kan være stolte over.
Til gengæld er der sgu noget bondeknold over det danske publikum. Vi er mega-begejstrede for, at de finske tilskuere viste klasse og sang med på Christian Eriksen-tilråb. Vi er imponerede over, at Lukaku viser sin holdkammerat ære og respekt, og Kevin De Bruyne havde åndsnærværelse nok til ikke at gå amok over sin scoring 20 minutter før tid.
Men de danske tilskuere buh’er og piber under modstandernes nationalsang. De buh’er, når Courtois må i græsset, fordi en dansker er rendt ind i ham og så videre og så videre. Mange vil mene, at det er en del af spillet, og når kampen er i gang, er det publikums opgave at påvirke modstander og dommer, så Danmark får bedst mulige vilkår for at vinde. Men man kan ikke både hylde FairPlay og nyde andre tilskueres respekt og så opføre sig som en knold uden opdragelse og forståelse for, at der er andet i verden end fodbold. Utroligt nok at jeg skal skrive det efter lørdagens episode. Vi er en flok uciviliserede, selvfede, selvglade og brovtende bonderøve. Ganske enkelt. Og måske særligt i flok under påvirkning af alkohol. Ad.