Football vil formentlig gøre alt for at undgå at skulle “come home”

Det er tid igen. En række sportsmennesker har været i garagen og støvet den gamle kasse med klicheer af, og vi har fået fornøjelsen af den evindelige traver, at nu er det tiden at “Football’s coming home”. Ved I, hvorfor den bliver ved at være aktuel? Fordi Football eddermame ikke gider home, hvis det er England, der kalder. De åbnede deres EM-slutrunde med en helt igennem forfærdelig fodboldkamp mod Kroatien.

Det hele er lagt til rette. 6 af 7 kampe kan England få på hjemmebanen Wembley, så spiller de finale foran deres eget publikum. Jeg lover, hvis de er i nærheden af finalen 12. juli, så græder jeg mig i søvn på fodboldens vegne. De er ikke et specielt godt fodboldhold.

Pickford i målet står for et hold, der hører til midt i Premier League. De centrale forsvarsspillere kan løbe, tackle og heade, men som moderne forsvarsspillere, der skal sætte spillet i gang – forsvarerne er de første angribere – findes der ikke mange, jeg nødigere vil have på mit hold end det centrale engelske forsvar. Midtbanen med Calvin Phillips fra Leeds – også et midterhold i Premier League – samt Declan Rice fra West Ham er fodboldmæssigt ikke god nok, og sandt er det, at Sterling, Foden og Mount er gode boldspillere, men det er de i klubberne primært i kraft af det vanvittige influx af verdens bedste internationale spillere, og i front er Harry Kane en notorisk målskytte, mens hvis jeg måtte vælge mellem fx Kane og Lukaku, ville jeg vælge belgieren 11 af 10 gange. Ja. 11 af 10!

Nu vandt de kampen 1-0, og så kan vi godt forberede os på endnu en omgang meningsløs eufori. Jøsses, hvor jeg hader engelsk fodbold.

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Finland
4 England

12 Schweiz
13 Wales

21 Kroatien
22 Danmark
23 Rusland
24 Tyrkiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.