Jeg har valgt offentlig transport. Det giver … særlige oplevelser

Det er selvfølgelig en lidt vel flot overskrift, for jeg solgte min bil tilbage i november, fordi jeg ikke rigtig orkede at skulle i krig med jobsøgning med det samme efter afskeden med efterskole-eleverne i det sønderjyske. Og det har føltes som et enormt privilegium at leve af de penge, jeg fik for bilen. Omvendt er det da en kende mere besværligt uden. Men jeg bor nu i centrum af Odense, og det burde da kunne lade sig gøre at klare sig uden bil. Burde!

Nå men jeg har haft store planer i foråret om at flytte udenlands i en periode. Planer som langt hen af vejen blev sat på hold af corona-restriktioner, for der var rødt. Meget rødt, der hvor jeg ville hen. Jeg havde opsagt lejligheden på Skibhusvej, og da jeg egentlig ventede på at kunne komme af sted, besluttede jeg at booke sommerhuse rundt i Danmark. Jeg begyndte i Jegum, hvor jeg spadserede 6 kilometer ind til Oksbøl, når jeg skulle handle. Og 6 kilometer tilbage igen, når jeg havde handlet. En ofte lidt tungere tur, men jeg blev ret ferm til at beregne, hvor meget jeg kunne have i rygsækken.

Derefter var jeg hos mine forældre et par dage, og så skulle jeg til Øster Hurup. Dér har jeg aldrig været. Mine forældre tilbød generøst at køre mig derop, og det betød jo, at jeg nok overpakkede en anelse. En kuffert. Min rygsæk. En IKEA-pose med diverse. Og min guitar. Spol hurtigt 8 uger frem, og så var Øster Hurup overstået. Her begynder min rejse med offentlig transport.

For at komme fra Øster Hurup til Odense skal du først med bus til Hadsund. Det er cirka 25 kilometer væk og tager tæt på 40 minutter at køre. Derfra skifter du til en anden bus. Den kører dig til Hobro, som er lidt længere væk. 45-50 minutter i bus. Så cirka halvanden time efter afgang er du på Hobro Station, og så skal du ramme et tog, som kører sydpå (vigtigt – ellers er der meget langt til Odense, hvis du vil nordenom kloden) og så går det ellers af sted i cirka 2,5 time, så lander du på banegården i Odense. Nuvel …

Jeg kiggede i Rejseplanen. Det så lidt snævert ud i Hobro. Den foreslog ture, hvor busserne ankom, og jeg så skulle ramme et tog 4-5 minutter efter. På Hobro station skal du gennem stationsbygningen, under sporene og op igen for at komme til toget. Det virkede som lidt kort tid med en rygsæk, kuffert og guitar. (Ja, jeg har spist en IKEA-pose og det meste af dens indhold i løbet af 8 uger. Jeg siger ikke, hvad der var i den!) Men jeg ville af sted 9.20, så ville jeg ankomme i Odense i nærheden af klokken knap 14.00. Cirka.

Så jeg besluttede at vente med at købe DSB-billet, for orange var for risky, og normalpris er jo det samme, uanset om den er købt i forvejen eller på stationen. Jeg tænkte, jeg var så tidligt på færde, jeg kunne undgå den tætte trafik, når folk fik fri fra job og uddannelse. Så jeg planlagde at tage bussen fra Øster Hurup Camping – fordi det ligger lige ved siden af Dancenter, hvor jeg skulle aflevere nøglen. 879 meter fra min bolig. Det var sådan set rigeligt til, at jeg prustede af bagage-overvægt – og måske også anden overvægt, hvem ved? Men jeg var klar til afgang 9.14, og bussen skulle komme 9.21.

Klokken blev 9.21.

Den blev 9.25.

9.28.

9.30 passerede en bus i modsat retning – Øster Hurup er en by med huse på hver sin side af ‘Kystvejen’. så de fleste kører enten i den ene eller anden retning på den centrale vej. Chaufføren gloede helt vildt på mig, og han satte farten en anelse ned, men fortsatte så. Jeg vidste, han skulle ud til en vendeplads i den anden ende af byen og tænkte, det nok ville vare 10-15 minutter.

Klokken blev 9.40. 9.42. 9.43. Da den rundede 9.50, ringede jeg til Nordjysk Trafikselskabs kunde-“service”. Talte med en ung mand. Han bekræftede, at bussen var kørt til tiden – eller “med 2 minutters forsinkelse”, og at den ganske rigtigt stoppede ved Øster Hurup Camping. Jeg ventede lidt for at give ham en chance for at hjælpe mig. Der skete intet. Så jeg opsummerede for ham: “Så dit forslag er, jeg venter til 11.23 – altså mere end 2 timer efter den planlagte afgang – og bruger 60 kroner mere på en ny billet, fordi den jeg har købt udløber 8 minutter, før næste bus kører?”. Han tøvede ikke et sekund. “Ja, det er jo din eneste mulighed”.

Godt så. Jeg blev stående. 10 minutter. 20 minutter. Gik frem og tilbage på fortovet. Krydsede vejen af og til. Gik frem og tilbage igen. Overvejede at sætte mig, men jeg havde jo – troede jeg – 4,5 times siddende rejse foran mig. Endelig blev klokken 11.23, og bussen kom. Det var samme chauffør, som havde sagtnet farten.

“Jeg så godt, du stod der i morges. Og jeg ville egentlig have sagt til dig, at jeg ikke kom den vej forbi. Men jeg synes, jeg var kommet lidt for langt frem, så jeg kørte videre. Afgangen klokken 9.20 kører over Vøddum, så den kommer ikke her forbi. Det er jeg altså ked af,” sagde han. Det var oprigtigt ment. Det kunne jeg se. Ikke mindre irriterende. Men trods alt oprigtigt. Det var jo ikke hans skyld, at kundeservice ikke anede, bussen ikke kørte forbi mig.

Nå, mig ind i bussen med alt mit pikpak og af sted mod Hadsund. Det gik smertefrit. Vi ankom til tiden, og da jeg steg ud, kom chaufføren ned og undskyldte endnu engang: “Jeg er ked af, du har spildt et par timer af din dag”. Og jeg sagde til ham – hvad i alverden skulle jeg ellers sige? – “Det skal du ikke tænke på. Det er alligevel bare en rejsedag”.

Næste step var Hadsund – Hobro. Her var varslet bøvl i Hobro, hvor et stoppested var spærret, og jeg skulle igen ifølge Rejseplanen gå et stykke fra busterminalen til togstationen. Igen lidt uforudsigeligt i forhold til at købe billetter i forvejen. Men turen gik fint. Eller det vil sige undervejs, stirrede jeg – og lyttede jeg – mig gal på en ung knægt. Han var vel 11-12 år. Sad med sin mobil og stenede Tiktok-videoer. Skiftede efter 12-15 sekunder. Uden høretelefoner. Med musikken spillende ud i bussen. Jeg overvejede at være den voksne og sige til ham, at han måtte tage høretelefoner i. Besluttede i stedet at sidde og bande indvendigt over den uopdragne unge. Bag ham sad en 18-20-årig knægt og talte i mobil. Samme slags larm. Uvedkommende larm. Bedst som vreden brusede så selvretfærdigt i mit sind kom vi til Vive eller Oue. Det husker jeg ikke. Knægten skulle af. Han slukkede for sit Tiktok, trykkede på knappen og stillede sig klar. Da bussen standsede, og dørene åbnede sig, sendte han et langt blik op mod chaufføren og råbte: “God sommerferie!” Mit hjerte smeltede på stedet. Nurh, det er sikkert den samme chauffør dag ud og dag ind hele skoleåret. Hvor fint at ønske god sommer. Godt jeg ikke nåede at påtale den manglende opdragelse, for den manglede slet ikke.

Da vi kom til Hobro Busterminal, stavrede jeg op til chaufføren og spurgte, hvordan jeg lettest kom til togstationen. Forberedt på at tage alle mine ting på nakken og spadsere den lille kilometer derhen. “Hvis du bare lige kan vente 2 minutter, så kører jeg derop”. Nå da. Nu vendte lykken. Glad satte jeg mig. Og så ankom vi til Hobro Station. Nu skulle jeg bare ind i et tog og flade ud resten af rejsen.

Flade ud fik jeg lov til. Jeg var på stationen cirka 12.50. Næste afgang 13.19. Jeg tjekkede DSBs app: “Udsolgt af pladsbilletter”. Pokkers. Næste afgang 13.34: “Også udsolgt”. De kommende 6 (SEKS!) afgange var udsolgt. Så jeg fik en plads på toget 15.45. 3 timer senere. 3 timer, hvor jeg bare skulle hygge mig på Hobro Station. Som ingen kiosk har. Men de har bænke. Og et livligt fugleliv i nogle store flotte træer lige ved siden af stationen. Så der sad jeg. Lyttede til podcasts, men kun lidt for jeg var også lidt nede på batteri på telefonen, og gik den ud, skulle jeg grave kortet med koden frem af en taske. Dybt nede fra en taske. Så jeg var lidt forsigtig. Gosh, tiden sneglede sig af sted. Tog ankom. Tog kørte igen. Flere toge ankom. Flere toge kørte. Og endelig var klokken 15.45, så jeg kunne komme i toget, og så gik det i rask tempo mod Odense. Forventet ankomst 18.23. Efter mere end 9 timer på farten.

Men så let skulle det jo ikke være. Da vi nærmede os Fredericia Station, meldte den kække togmand med adgang til mikrofonen, at vi var foran planen. “Det kan jeg godt love ikke sker igen,” jokede han. Tø-hø. Så vi måtte gøre ekstraordinært langt stop i Fredericia på 10 minutter. Fordi vi var foran planen. Vi var eddermame ikke foran min plan. Men minutter sneglede sig forbi, og langt om længe var vi fremme i Odense, hvor min far heldigvis var så sød at hente mig og alle mine ting på stationen. Jeg er kæmpe fan af offentlig transport. Men i perioder er det mere teoretisk fan. Jeg savner min bil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.