Jeg læste et fint indlæg på platformen Medium, om Keanu Reeves, der er ganske kendt for at være en sky og introvert offentlig personlighed. Så i indlægget havde forfatteren gjort sig den ulejlighed at se og læse en masse interviews med Keanu Reeves og uddrage nogle pointer. En af dem kom af følgende citat:
“I’m at that stage in life where I stay out of discussions. Even if you say 1+1=5, you’re right — have fun.”
Keanu Reeves
Det minder jo om klassikeren med to personer i samtale:
– Jeg diskuterer ikke med folk på nettet. Ligegyldigt, hvor idiotiske ting, de siger, siger jeg bare, at de har ret.
– Det er jo fuldstændig latterligt, hvordan skal de nogensinde finde ud af, hvor idiotiske de er?
– Du har ret.
Jeg kan blive fuldstændig balstyrisk, når nogen taler om pyt-knapper. Verden mangler ikke pyt-knapper. Verden skal tage sig sammen. Svindlere skal mærke en konsekvens. En rigtig konsekvens. Kan man ikke lade være at pille ved andre mennesker, skal man mærke en konsekvens osv osv. Men der er egentlig ikke mange, der reagerer med, hvad jeg finder passende proportionalitet. Så måske skal jeg alligevel have fundet noget overbærenhed frem – Keanu-style.
En af de ting, jeg er ret skrap til, er at tale. Af karsken bælg. Tænke mens jeg taler og på den måde ikke give rum til afbrydelser. Det er jeg ret god til. Og som en af mine elever, da jeg var på efterskolen så fint sagde efter en time: “Jeg tror faktisk ikke, du er ret klog. Du er bare god til at formulere dig”. Kvikt. Det har hun formentlig ret i. Og det har ført til, at jeg i meget højere grad forsøger – ingen er perfekt, så indtil videre forsøger jeg, og man bliver bedre til det, man træner – at lytte, stille spørgsmål og forstå, hvorfor mennesker mener, siger og gør, som de gør.
I går var jeg med i en lille fokusgruppe om organdonation, og jeg fortalte om min holdning til det – de må tage alt, de kan bruge – og så sagde jeg, at jeg håbede, jeg kunne sige det så åbent som muligt, for det var ment nysgerrigt, men jeg var meget spændt på at høre argumenter fra mennesker, der godt vil donere enkelte organer men for eksempel ikke vil have, nogen piller ved deres hornhinder/øjne. Dét undrer mig, og det fik jeg faktisk en forklaring på. Ikke at jeg er omvendt og enig, men det var en forklaring. Så banalt det end kan lyde, kan det godt betale sig for mig at lytte. Bare en gang imellem. Som et forsøg.
Vil du stadigvæk donere dine hornhinder?
Altså ikke lige nu, hvis du står og mangler 🙂
Men hvis jeg enten er hjernedød eller hjertedød, og lægerne vurderer, at de kan bruge noget, så får de det hele. Jeg kan ikke personligt forestille mig, jeg har noget at bruge hornhinder til, mens jeg rådner og bliver til jord.