Gab noget rod fra Baku

Lad os begynde med, at det foregår i Baku, Aserbajdsjan. Hvorfor UEFA bliver ved at placere relevante fodboldbegivenheder i denne udørk af en fodboldby er komplet uforståeligt. Stadion er tæt på tomt, og der er kun lige akkurat lige så ophidset stemning som til et menighedsrådsmøde, der ikke har beslutningskompetence i forhold til stauderne på bagsiden af den lokale kirke. På bandereklamerne står der “Qatar Airways – See you in Qatar 2022”. Og det kan man jo frygte, de får ret i. Hvorfor bliver sådan en kamp ikke spillet et sted, hvor der kan være 20.000-25.000 tilskuere fra Schweiz og Wales? Det er noget rod, og det fjerner fodbolden fra sit publikum. Det tror jeg ikke er klogt.

Hvis man ikke har overgivet sig til fodbold som koncept, er det sådan en kamp som Wales – Schweiz, der får folk til at kradse hovedbunden til blods og undrende slå ud med armene og spørge: “Hvorfor gider I dog glo på det?”. Og spørgsmålet er forståeligt. Men hvis man har overgivet sig, ved man, at der skal 10-15-20 og nogen gange flere gange Wales – Schweiz til, før man løber ind i et opgør med samme intensitet og hjerte som Italiens åbningskamp ved slutrunden. 1 af 2 er ikke en dårlig statistik, og vi kan med al rimelighed forvente, at der kommer flere opgør som Wales – Schweiz. Flere kampe, hvor mandskaberne holder mere på former og på struktur end på at levere levende, vibrerende fodbold fyldt med gnist, gejst og optimisme.

Efter 14 minutter gabte jeg første gang, og da kampbolden efter 20 minutter måtte udskiftes som følge af punktering, var det et næsten urimeligt fint symbolsk billede på en første halvleg, der på ingen måde er god reklame for fodbolden. Schweiz prøver, og de to offensive backs, Ricardo Rodriguez og Mbabu, er en fornøjelse, mens resten af aktørerne ærlig talt havde gjort os alle en tjeneste, hvis de i stedet havde taget en uge på Mallorca med All Inklusive, Speedos og en liggestol, for som underholdning betragtet er det godt nok ikke mange mønter værd.

I går afsluttede jeg Italien – Tyrkiet-teksten med en forventning om, at Wales og Schweiz må have slikket sig om munden ved udsigten til tyrkernes manglende evne. Nu tror jeg, de grupper, som skal parres med nummer 2 og eventuelt nummer 3 i denne gruppe, så småt ser frem til det tætteste, man kommer på en walkover i en EM-ottendedelsfinale. Jøsses det har været skidt. Mægtig skidt.

2. halvleg leverede i det mindste to scoringer, og den schweiziske Breel Embolo spillede sig op og scorede det enlige mål for Schweiz og serverede flere muligheder for holdkammeraterne. Af besynderlige årsager havde kampens danske kommentatorer frarøvet den walisiske angriber Kiefer Moore muligheden af henholdsvis fornavn og efternavn, så han blev kampen igennem omtalt som “Kiefer-Moore”, men det tager næppe glæden fra ham, for han udlignede, da Wales midtvejs i halvlegen var med i kampen i 5-7 minutter, og det var altså nok til at nappe det ene point. De sidste fem minutter skulle vel forestille at være spændende, men jeg må indrømme, jeg småsnorkede lidt på sofaen. Nu venter Danmark – Finland. Der er lagt op til folkefest i Parken. Det bliver 16.000 galpende rød-hvid-klædte over for finsk sisu, og mon ikke finnerne ender som ‘Jokke’, mens danskerne kan fejre sejren. Det håber vi.

Power ranking:
1 Italien

12 Schweiz
13 Wales

24 Tyrkiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.