Nu lysner det i horisonten. Snart er Danmark så fri af coronaens tag, at vi kan smide mundbindene, sende tusindvis af tilskuere til fodboldkampe og koncerter, og lige om lidt er bordet drejet, så det bliver alle de mennesker, der ikke jubler højlydt ved udsigten til kolleger, nærvær, evige kram og konstant fællesskab, der må finde sig i et samfund, der igen er til glæde for et ekstrovert samfund med fokus på at forbruge sammen.
Jeg har ikke nogen forkromet pointe. Blot en kort fortælling om, at jeg i pinsen var medhjælper hos DM i Padel, der blev afholdt i Odense. Forsamlingsrestriktionerne på det tidspunkt dikterede, at der måtte være højst 50 personer i hver af de to haller, hvor arrangementet blev afholdt. Vi hyggede. Jeg har savnet Padel. Det er stadig dejlige mennesker. Overvejende. Og det føltes helt normalt i et par dage. Da jeg kom hjem, fik jeg en sms fra min kammerat, som fortalte, at flere ved stævnet var testede positive efterfølgende. Blandt andet én, jeg havde talt længe og intenst med. Så jeg fik et opkald fra statens smitteopsporing og måtte af sted til en test.
Nu har jeg i en periode levet fra sommerhus til sommerhus, så med bopæl i Øster Hurup og kun adgang til offentlig transport, måtte jeg køre med to forskellige busser i samlet halvanden time for at komme til Hobro, som var nærmeste sted med ledige testtider. Besynderligt nok skulle jeg testes sammen med “almindelige” mennesker. Jeg havde forestillet mig, jeg skulle ind af en særlig indgang, hvor personalet var iklædt beskyttelsesdragter ‘a la Outbreak, men det var et helt normalt testcenter. Det tog 10 minutter, så var jeg ude igen og kunne så vente en time på en bus, der kørte mig halvanden time tilbage til Øster Hurup.
Mindre end 24 timer senere kom svaret, og den var god nok. Positiv. Jeg har stadig ikke helt fattet dags-regnestykket. Jeg skulle testes på 4. og 6. dagen, men da den første var positiv, behøvede jeg ikke test 2. Men det gav mig et bud på dage. Som jeg læste mig til, fik de fleste symptomer mellem dag 2 og 12. Flertallet i dagene 5 – 7. Og jeg fik symptomer fra om søndagen, som vel var min dag 7. Cirka. Det var ikke voldsomt, men jeg havde feber. Høj feber. Mild feber. Hoste og jeg var meget tilfreds med, at der kom slim med op, for den tørre hoste fik dårlige anmeldelser alle vegne. Jeg mistede appetitten (!?) og gik 5 dage uden at spise andet end en blomme og måske en banan pr. dag. Kræfterne forsvandt, feberen blev ved, og den blev krydret med kuldeture, diarre og opkast.
Folk fortalte mig, at jeg nok skulle glæde mig over, at jeg havde en mild omgang – jeg tænker modpolen må have været indlæggelse og respirator – men det var altså noget andet end en sædvanlig influenza. Mest fordi det blev ved. Og ved. Og ved. Nu er jeg symptomfri. Feberen er væk. Og jeg har fået noget af appetitten igen. Men jeg er helt og aldeles kraftesløs. Jeg går ture hver dag. Den længste tur har været på 35 minutter, og når jeg vender tilbage til hytten, må jeg ligge på sofaen og samle energi i halve og hele timer. Det er svært at vide, hvor meget skyldes medfødt dovenskab, og hvor meget der er eftervirkninger fra sygdom, men rart er det altså ikke.
Jeg er temmeligt heldigt stillet, at jeg kan holde næsten fri og skære ned på arbejdsopgaver, så jeg ikke er tvunget til at sidde og kæmpe mig igennem latterlige opgaver, som produkttekster eller beskrivelser af lufthavne i den anden ende af verden, som jeg ellers har gjort i en periode. Det har jeg bare kastet fra mig, for det orker jeg ikke.
Så eh … hvad er pointen? Tjah, jeg vil måske bare sige, at så smertefrit synes jeg sgu ikke, det er. Måske er jeg mere pylret eller ømskindet end de fleste – men det synes jeg nu ikke plejer at være tilfældet. Måske var jeg faktisk heldig. Men jeg synes nu alligevel godt, at vi kan prøve at holde fast i, at det altså ikke er helt normalt at blive syg med det hersens skrammel. Men jeg er all pro, at I bare giver den gas. Nu har I lidt nok alle sammen. Slå jer løs. Så skal jeg nok selv passe på mig selv. Men jeg håber, det er ok, at jeg lige samler både kræfter og mod lidt endnu, før jeg synes, det er megafedt at forsamles igen. Ikke fordi jeg er bange for at blive smittet igen. Men fordi så fedt har det sgu aldrig været med de store forsamlinger. Det er ikke for mig. Sorry.