Undskyld. Jeg var en idiot

Formentlig har du set bevægelsen #metoo, der ruller globalt. Mennesker – primært kvinder – fortæller om deres oplevelser med at blive udsat for seksuelle overgreb og krænkelser. Og de er mange. Både kvinderne og overgrebene. Først så jeg til i tavs forundring. Skamfuld. Men også en kende hellig, for sådan er jeg heldigvis ikke, og i mit stille indre fordømte jeg alle de tosser, der ikke kan finde ud af at behandle kvinder ordentligt.

Men så skete der noget. Og det er ikke rart at tænke tilbage på. Lige så stille kom der glimt frem fra en tid, hvor jeg måske alligevel ikke var så ren i kanten.

Jeg var 16 eller 17 år gammel. Havde lige haft min første seksuelle oplevelse med en pige, som ret hurtigt dumpede mig med en af de mest nænsomme forklaringer, jeg nogensinde har oplevet: “Du er for klog til mig”.

Men jeg havde fået smag for oplevelsen og kom på en eller anden måde – jeg husker ikke hvordan, og den manglende hukommelse er faktisk også en del af skammen – i kontakt med en 15-årig pige, som kendte hende, der lige havde droppet mig.

Hun var med hjemme på mit værelse. Det var en skumringsaften, husker jeg. Og vi sad på min seng – 80 centimeters Club8 op af væggen – og jeg blev mere og mere nærgående. Nu vidste jeg, hvordan man skulle gøre (mente jeg), så det ville jeg vise hende. Hun stivnede fuldstændig. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af og bare nyde. Forsigtigt lirkede jeg hendes bukser ned, og så sagde hun fra. Heldigvis. Grædende, mens hun hev sine bukser op, fortalte hun, at hun altså ikke havde lyst, og så tog hun af sted. Vi så ikke hinanden igen. Det forstår jeg godt. 

Dét har jeg tænkt en del over. Prist mig lykkelig for, at jeg nu er klogere, og at det ikke er sket siden. Troede jeg.

Så kom jeg i tanke om en julefrokost, da jeg arbejdede i Bilka, Odense. Vi var i Odd Fellow-palæet i Odense. En stor fest med mange gæster. Jeg var lidt forelsket i en sød medicinstuderende, som arbejdede i kasselinjen. Hun vidste godt, jeg var interesseret, men hun var ikke vild med mig.

Til festen fik jeg rigeligt, nej alt for meget (dårlige undskyldninger, der ikke gælder) festet, danset og overhovedet ikke talt med hende, jeg var vild med. I stedet fik jeg ud på aftenen talt med en ungarbejder, som jeg i hverdagen talte godt med, og hende fik jeg på tomandshånd i et afsides rum. Nogenlunde afsides. Vi talte. Og jeg forsøgte at kysse hende. Ud af det blå. Hun blev paf. Chokeret. Og skubbede mig væk. Heldigvis var hun stærk nok til at afvise mig, og så fik jeg ellers skældt huden fuld. Hun var enten 16 eller 17 år gammel. Kæft, jeg var en idiot.

Jeg fik dårlig samvittighed og følte mig skamfuld. Dog ikke mere end at jeg nu fandt en anden kollega – endnu en medicinstuderende – som jeg havde beundret længe og egentlig anså for at være en god ven. Hende lettede jeg mit hjerte hos og fortalte hvor skidt en karl, jeg følte mig som. Hun kvitterede med en historie om et skrantende parforhold. Og så endte vi der på hver vores stol med mine hænder under hendes skjorte og hendes arme om mig. Nød hun det? Det tvivler jeg på. Og så – som en meget velfortjent straf – trådte hende, jeg egentlig var vild med, ind i rummet, fik øje på vores underlige omklamring af hinanden og skred på stedet med udråbet: “Hvis jeg nogensinde så meget som havde overvejet at være sammen med dig, så er det slut nu”.

Har jeg lært noget af det? Nu har jeg i flere dage gået og gennemgået efterfølgende relationer, og der er endnu ikke dukket noget op, som jeg burde rapportere. Men min hukommelse er åbenbart ikke god længere, så måske dukker der mere op. Jeg tænker, at når jeg så let kan glemme disse tilfælde, kan jeg vel også have glemt andre. Så jeg er i gang med en mental gennemgang af alle mine tidligere seksuelle relationer og ransager mig selv for opførsel, jeg burde have undgået.

Omfanget af fortællinger fra kvinder på det her hashtag er vanvittigt. Det er så omfattende, at det næsten er ubegribeligt. Og at jeg nærmest kan glemme, hvordan jeg selv har været en del af det, siger en del om, hvor indgroet og systemisk det virker for mig (og måske andre mænd) Det er simpelthen ikke i orden.

Heldigvis er det nu min oplevelse, at jeg har fået bedre styr på min relation til kvinder. At jeg ser dem som mennesker frem for redskaber til min tilfredsstillelse eller afbenyttelse. Men sådan ville jeg også have sagt til mig selv dengang. Jeg opfattede mig selv som ganske fin i kanten på krænkelses-fronten. Jeg var sikkert et røvhul på mange andre måder (også), men når det kom til at behandle kvinder anstændigt, følte jeg mig på sikker grund. Åbenbart grundløst. Jeg kan ikke vurdere graden af krænkelse, de her kvinder har oplevet ved at blive udsat for mig. Men uanset hvilken grad er det jo i hvert fald over grænsen, når jeg tænker tilbage på det.

Undskyld. Jeg var en idiot.
Det håber jeg ikke, jeg er længere …