Jeg har savnet mennesker – men det er stadig ubehageligt

Corona-isolationen bliver jeg nødt til at indrømme, jeg har nydt. At være mig selv. Alene. Har været helt vidunderligt. Jeg har fået gode vaner. Nye vaner. Og jeg har tænkt. Rumineret. Spekuleret. Det er ikke altid af det gode, naturligvis, med så meget tid til at tænke. For mig har det betydet tunge overvejelser om, hvad det er for et liv, jeg vil leve. Hvad jeg sætter pris på. Hvad jeg vil opnå. Og hvad det betyder for, hvad jeg gør med livet.

Jeg bliver næppe færdig med tankerne. Det håber jeg er en løbende proces, som varer resten af livet, men langsomt spirer hverdagen frem, og den pirrer konstant til mine tanker. Jeg er i dag – mandag – på sidstedagen af 5 dage i Stockholm, Sverige. En kompis bor her og har holdt navnegivningsfest med sin fru og deres son. Selve ceremonien var søndag, men jeg kom allerede torsdag, så jeg fik også tid til at se en anden kompis heroppe. Begge mine danske venner er gift med svenske kvinder, og den ene har boet her i knap 20 år, mens den anden er “ny i trafikken”, når det kommer til Sverige.

Turen herop var med fly. Mundbind hele vejen fra ankomst i Kastrup til exit fra Arlanda Lufthavn. Det var overraskende ubehageligt. Både mundbindet og endnu mere at flyet var fyldt. Alle pladser!? Så vi sad tæt. Og ja, vi vender i samme retning og har mundbind på. Det er givetvis ikke den store smitterisiko, men jeg var ukomfortabel ved at have folk så tæt på mig. Sådan har jeg reelt altid haft det, men det er blevet forstærket, kan jeg mærke.

Til navngivningsfesten i går, søndag, var der mange mennesker. De fleste – tæt på alle sammen – var for mig helt ukendte. Men efter 2 alkoholfrie øl slappede jeg tilpas meget af til at kaste mig ud i samtaler med en masse forskellige mennesker. Det var fantastisk. Jeg talte med en svensker, som efter 30 år i SVT nu er konsulent og arbejder mest som moderator. En nordmand, der var flyttet til Stockholm for mange år siden. Han var producent på primært det kongelige teater i Stockholm og havde arbejdet mange gange med Lars Norén. Jeg talte med en af værtindens gymnasievenner, med værtindens mor og med en ung kvinde, som havde boet i USA i 5 år og nu var tilbage i Stockholm. Og jeg talte med en IT-konsulent, som havde en fantastisk familie med to børn på 16 og 18, og så havde de et mobil-setup i form af en Tesla med træk og en campingvogn, som de alle 4 overnattede i under hele opholdet i Stockholm. Verden er fuld af forskellige måder at leve på.

Vi grinede med hinanden af de svenske genstridigheder med at forstå dansk, og som de høflige mennesker, svenskere jo er, grinede de sikkert indeni af mine forsøg på at tale cirkus-svensk. Men vi kommunikerede. Connectede. Grinede. Spiste og drak. Det var helt utroligt mysigt. Det var også hårdt, fordi vi meget af tiden befandt os på udebane rent sprogligt, men det var absolut det hele værd.

Just nu er jeg naturligvis smask-forelsket i Stockholm og kanelbullar og svenskere og den smukke og vilde natur og de velfungerende tunnelbanar og metroen. I dag er jeg i mit rejsetøj, som betyder joggingbukser, og jeg er den eneste, som vader rundt så casual. Athleisurewear på svensk betyder stadig stillig elegance, og til festen var der en svensker, som i en nordisk sammenligning sagde, at alle ju vet, at danskerne er de cool i norden. Vi enedes selvfølgelig også om, at nordmændene er de mindst cool, men måske er danskerne mest cool, men så er svenskerne i hvert fald de mest stilfulde, elegante, og jeg kan faktisk godt lide, de gør sig så umage med sig selv og hinanden. De er en slags nordiske trygge velfærdsmennesker med et snert af amerikansk drive.

Heja Sverige – og tack så mycket for denna gången.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.