Du skylder ikke nogen noget

“Så kør dog til Torino”

Når man er et talende, fabulerende, drømmende og ikke altid videre handlekraftigt menneske – som fx mig – er der heldigvis af og til andre mennesker, der får nok af at høre på alle tankerne, forbeholdene og drømmene, der forbliver drømme.

Jeg var et sært sted, dengang i foråret 2015. Jeg overvejede, hvilken en af de mange døre livet byder på, når der har været store opbrud – jeg var lige blevet skilt og fyret inden for 6 måneder – jeg skulle vælge. Det var ikke let. Når alle muligheder ligger foran dig, og du gerne vil en hel masse af dem på en gang. Og så var det, en god ven en dag sagde til mig: “Hvorfor pakker du ikke den der lille lyserøde Fiat og kører til Torino. Så kan du slå græs for Juventus. Eller klippe hæk. Du kommer næppe til at tjene mange penge, men du kan få et sæsonkort til hjemmekampene på Juventus Stadium, og hvis det gør dig lykkelig, hvorfor så ikke? Du skylder ikke nogen noget. Og det er jo ikke sådan, at folk vil gå og tale om dig og sige: “Han var nu egentlig dygtig, sikken skam han bare forsvandt.” Du kan bare pakke bilen og trille af sted. Du skylder primært dig selv at gøre alt du kan for at blive lykkelig”.

Altså, jeg kørte jo ikke til Torino. Dengang rejste jeg til Mexico. Siden ‘hjem’ til Odense. Og nu er jeg i Næstved. Men jeg tænker stadig en hel del over det, han sagde. Du skylder sådan set bare verden at blive den mest lykkelige version af dig selv overhovedet muligt.

Jeg kan godt bilde mig selv ind i perioder, det ikke passer. Jeg skylder en masse, tænker jeg så. Jeg er super-heldig at være født i et røv-rigt land og have fået en uddannelse og et job, hvor jeg helt sikkert tjener mindst så mange penge, som jeg er værd. Så jeg kan sagtens føle, jeg skylder. Big Time. Men jeg forsøger at blive bedre til at samtidig at huske, at jeg trods alt ikke skylder at tage hele verden på mig. At det er ok at være lykkelig, lige præcis dér hvor jeg er i livet. Cirka midt i. Et fint sted. Glad. Omgivet af gode mennesker. Forholdsvis tryg. Forholdsvis lykkelig. Og det er ok, at jeg prioriterer mig selv af og til. Det er også ok, at jeg bruger kræfter på de mennesker, jeg holder allermest af.

Og at jeg ikke (altid) behøver bekymre mig om sult i Sudan, børnearbejde i Bangladesh, Trump, Putin og Nordkorea (nej, jeg gad ikke duckduckgo’e, hvordan jeg staver til Kim-Kim!).

Så jeg er ikke kørt til Torino. Endnu. Men jeg har taget det til mig som et mantra. Som en påmindelse om, at jeg også godt må være lykkelig. Bare lidt. Engang imellem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)