Uden tilskuere er fodbold bare et sjovt spil for 22 mennesker

Som underholdning betragtet falder værdien af fodbold ganske betragteligt, når der ingen tilskuere er. Jeg har kæmpe respekt for sundhedsmyndighedernes arbejde i forhold til corona-virus, så det følgende er ikke en klagesang.

Faktisk synes jeg overordnet set det er helt tåbeligt at insistere på at gennemføre fodboldkampe, når der nu er så mange andre ting på spil med den temmeligt aggressive corona-virus i omløb.

Men; da det nu har været søndag, og fodboldmæssigt endda en ganske fin en af slagsen set fra min sofa, så har jeg set ganske meget bold i dag. Og det meste helt uden tilskuere. Jeg har tygget mig igennem Hobro-Esbjerg – med alt det potentiale for en nedryknings-gyser, man overhovedet kan ønske sig som neutral.

Jeg har set SønderjyskE-OB, fordi jeg er jo fra Fyn. Så begyndte jeg at se FCK-Horsens, men det var simpelthen så ulideligt tamt, at jeg tidligt i opgøret kastede mig over noget rengøring med skuresvamp og sortering af elastikker, mens jeg ventede på Manchester-derbyet mellem United og City.

Hvor der var fyldt til bristepunktet med tilskuere. Fordi … eh, i England bliver de ikke syge? Eller måske fordi de er i gang med Brexit, så “F*** alle jer andre. Vi gør, som vi vil!”. Jeg ved det ikke. I hvert fald var det med afstand dagens bedste fodbold-oplevelse. Brølet fra tilskuerne undervejs. Ved store chancer. Ved fejl. Ved domme, der gik ens favoritter imod. Det var vidunderligt.

Og dagen blev endda afsluttet med en af sæsonens for mig som Juventus-fan allermest betydningsfulde kampe – Derby D’Italia mod Inter. Som blev en gennemprofessionel og sikker sejr til Juventus, men uden tilskuere føltes det altså bare rigtig meget som en træningskamp. Aparte – sådan har tv-kommentatorerne forsøgt at sælge produktet hele dagen. Men altså mest aparte på den ikke så tillokkende måde.

Så når vi – tilskuere og fans – betaler i dyre domme for produktet professionel fodbold, så synes jeg egentlig alt for ofte, det bliver glemt, hvor stor en del af produktet selve tilskueren er. Hvor kedelig og intetsigende en fodboldkamp er uden stemning på lægterne med fans af begge mandskaber, som skaber intensitet og ‘med-støj’.

I kølvandet på den igangværende tyske disput om moderne fodbold, og med klubejerskaber af overjordiske rige mellemøstlige sheiker, som kaster sig over sporten som hvidvask af deres lidt for ofte tvivlsomme forretninger.

Med klubbernes skamløse udbytning af deres fanbase for eksempel i form af tre eller fire forskellige trøjer (hjemme, ude, 3. trøje og special edition), som bliver skiftet hver sæson – ofte med en pris på 1.000 kroner stykket og med stigende billetpriser (jeg har nedlagt veto mod at se fodbold i den engelske premier league – hver gang jeg har kigget, begynder billetpriserne på den falske side af 1.000 kroner. Det vil jeg ikke give for at se en fodboldkamp live.)

Måske er det på tide at anerkende, at showet fodbold langt mere hensigtsmæssigt kan foregå i en form for samarbejdende symbiose frem for den her meget ensidige rollefordeling. Måske?

For uden tilskuere er det altså bare 22 mennesker, der har det sjovt med en bold. Det bliver svært at få folk til at betale, hvad det koster at se fodbold – live eller på tv – i 2020. Tror jeg. Så når den her sundhedskrise engang er overstået, og vi bare skal vende tilbage til hverdagen, så håber jeg, klubberne og ejerne har fået en bedre fornemmelse for værdien af det samspil, der bør være mellem de forskellige aktører i fodbold-skuespillet.