www.vilster.com

Kategori: Familie

  • Samtaler ved morgenbordet

    Min arbejdscomputer kommer ofte med en besked om, at “Der er en ny opdatering”. Så trykker jeg på opdateringen, og minutter senere er alt godt igen, og jeg arbejder videre, som om intet var hændt. 

    Men i morges, da computeren genstartede, var der et helt nyt ikon i min menulinje. Google havde benyttet lejligheden til at installere deres AI-apparatur, Gemini. Så det ligger nu på computeren. 

    Orwell og plusgod litteratur

    Det fortalte jeg min lillebror over morgenmaden, og vi talte om – endnu engang – hvad kunstig intelligens betyder og kommer til at betyde for os. 

    Han er ved at læse Orwells 1984 og fortalte om det interessante sprog i bogen, hvor det modsatte af god ikke er dårlig men derimod det temmeligt mundrette ugod.

    Og når noget er bedre endt godt, er det ikke bedre men det noget mere logiske plusgodt. 

    Er du ramt af en hævelse?

    Ved en verden af tilfældigheder fortalte radioværten fra P4 samtidig om Regeringens nye skamplet af en bunke forslag til ungdomsuddannelser.

    Værten meddelte: Der er lagt op til en hævelse af karaktergennemsnittet fra 5 til 6 for gymnasiet.

    Vi kiggede på hinanden. Spærrede øjnene op. Er fremtiden allerede begyndt? Er det levendegørelsen af Orwells 1984? 

    Spændende og norsk – det lyder som et oxymoron

    Min lillebror har netop læst en spændende bog af den interessante norske AI-forsker Inga Strümke, og han fortalte, at hun rejste et spændende spørgsmål formuleret i retning af: “Hvis al kunstig intelligens bliver trænet på menneskelig tekst, og vi så alle sammen begynder at bruge AI til at skrive, hvad vil det så betyde for træningen af AI om 40-50 år, hvis størstedelen af den tilgængelige tekst til den tid er skabt af tidligere AI?”

    Det spiller sådan set fint sammen med noget, vi har talt en del om, der handler om, hvad der sker, hvis AI bliver det skabende element i mennesket kunst-produktion.

    Hvis Midjourney skaber vores billeder. Hvis Chat GPT står for tekstproduktion. Hvis AI skaber sange, musik og videoer. Hvor bliver menneskets kreativitet så af? Er det ikke en muskel som alt andet?

    Hvor skal vi hen, du?

    Risikerer vi ikke som med evnen til at finde vej, at den forsvinder sammen med GPS’en? Er det smart at sætte det til og ikke behøve bruge kræfter på at finde vej? 

    Jo da, men spørgsmålet er måske, hvor meget af vores tankevirksomhed, vi kan udlicitere til maskinerne, før vi selv holder op med at have evnen til at tænke selv. I hvert fald på samme niveau som nu.

    Jeg er ikke decideret imod AI, men jeg kan være en kende bekymret for, om vi – endnu engang – styrter hovedløst frem efter det sidste nye uden for alvor at være klar over, hvor det fører hen. 

    Idioterne kommer. Vent, idioterne er os!

    Det åbner for interessante tankerækker i forhold til, hvor vi egentlig gerne vil hen med menneskeheden.

    Kursen kan meget vel være mod et fremtidsscenarie á la filmen Idiocracy, hvor et menneskeliv består af en masse TV-kigning og forbrug af drone-udbragte dingenoter og dimser, som vi slet ikke vidste, vi havde brug for, før Amazon viste os det.

    Jeg dømmer sådan set ikke. Men vi skal gå fremtiden i møde med åbne øjne og bevidste valg. 

  • “I er jo mønsterbrydere”

    Helt lakonisk. Uden hverken det ene eller det andet. Det kom fra min mor i går, da jeg var hjemme for at fejre Sankt Hans. Hun mente, at hendes fire knægte alle havde brudt den sociale arv ved at tage en form for uddannelse. “Vi har jo ingen uddannelse”, fortsatte hun.

    Jeg forklarede, at hun da havde taget en pædagogisk uddannelse, kort før hun forlod arbejdsmarkedet på grund af helbreddet, mens min far jo altså er uddannet revisor. Tidligt i 70’erne. 1970’erne. Det talte ikke, kunne jeg forstå. Men det gør det nu for mig. For jeg ser på ingen måde mig selv om mønsterbryder.

    Jeg har været heldig at have helt forrygende forældre, der har vist omsorg, kærlighed og selvopofrelse hele vejen, og så er al det fis med uddannelse, penge og prestige altså røget helt og aldeles i baggrunden. De har givet mig en masse værdier, som handler om, hvordan jeg opfører mig over for andre mennesker.

    (Indskudt note: Nogen vil nok mene – det kan fx være tidligere eller nuværende kolleger – at jeg kan have svært ved at opføre mig ordentligt i arbejdssammenhæng. I dag spurgte min chef bekymret til, “hvorfor bliver du så ilter?”, og tidligere har en anden kollega undret sig over, at jeg tager alting så personligt. Det er en anden historie!)

    Dét, jeg har med fra mine forældre, handler om respekt for andre. Det handler om, hvordan vi behandler dem, der ikke rigtig kan slå fra sig. For mig siger det utroligt meget om folk, hvis de behandler receptionister, køkkenpersonale, sekretærer, pedeller, rengøringsfolk og lignende med en form for nedladende distance eller endnu værre med direkte nedladenhed. Dét har jeg helt sikkert lært hjemmefra. At behandle folk ordentligt. Andre mennesker har aldrig været brugt hverken som mål, som dårlige eksempler eller som noget, jeg skulle konkurrere med. Det er jeg glad for i dag.

    Jeg er også glad – og taknemmelig – for, at de satte mig med blade og bøger i en ung alder, så jeg har fået glæden ved at læse ind med sutteflasken (næsten!). Da jeg fik mit første arbejde, som bestod i at køre med Områdeavis om mandagen, Ugeavis om onsdagen og reklamer (ofte M A N G E af dem) i weekenden, ja, så bragte, pakkede og kørte mine forældre mig. Først til depot. Siden hjem med alle tryksagerne. Og endelig ud på ruten. De har altid haft min ryg. Jeg stoler uendeligt på dem. De lader mig aldrig falde. Selv ikke nu, hvor jeg er blevet 43 år. Det er altså en helt igennem vidunderlig følelse.

    Andre ting jeg er glad for handler blandt andet om støtte i svære stunder, om kærlighed, når alt går godt, om tilbud om fællesferier, om hjælp til (utallige!) flytninger, om gavmildhed, generøsitet og hjertevarme.

    Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive kort, men det er jo allerede for sent. Så jeg vil runde af med at fortælle, at mine forældre har deres bryllupsdag nummer 41 i dag. Og at de har været kærester i 46 år.
    (Og ja, det betyder sådan set, at jeg i stedet for Michael Vilster burde have heddet “Michael Snow”, I know 😎).

    Kæmpe tillykke til mor og far ❤️