Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.
Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.
“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.
Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.
Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.
For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.
Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.
Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.