“Hvad er du bange for? Altså ud over klima og Trump og den slags. Er der så noget?”. Ja, det er ikke mig, der fører dybe Messenger-samtaler med Svend Brinkmann, men derimod en flig af en samtale fra et online-datingsite. “Hvad er jeg bange for?”
Jeg er bange for at blive så bange for verden, at jeg ikke får gjort noget. For tiden går jeg og lurer på et hus, som jeg gerne vil købe. Det er gammelt, og der kan være alt muligt galt med det. Det kan være. Det kan også være, der ingenting er galt med det. Pointen er, at unge mig ikke ville have tænkt så grundigt over tingene. Unge mig ville have købt huset og så tacklet tingene i den rækkefølge, de kom. I det hele taget går jeg og spekulerer en del. Skal jeg nogensinde have en kæreste igen? Vil jeg, eller vil jeg ikke have barn/børn? Ejerbolig eller lejebolig? I Danmark eller udlandet?
Hvorfor bliver det sådan med tiden, at alting skal vendes og drejes? Er det mon bare mig? Og hvorfor føles det, som om det er værre, hvis tingene ikke lykkes i dag, end det gjorde for et halvt liv siden? Det er jo i bund og grund bare liv. Vi kan prøve. Prøve igen. Og forhåbentlig blive bedre. Og lykkes det ikke, må man bare rykke et par felter tilbage og begynde et andet sted. Eller hvad? Er det mig, der er naiv? Ikke har forstået vigtigheden?
Jeg er bange for at miste modet til at være uovervejet. Jeg er bange for at blive bange for livet.