Dengang jeg underviste på efterskole, tillagde jeg mig en del onkel-kommentarer. En af de flittigt brugte gik på, når eleverne kækt talte om lige at nuppe en “all nighter” – altså springe nattesøvnen over – eller når de bare fortalte, hvor lidt de reelt sov hver nat. Fordi samtaler på værelset, onlinetid og natterend. De er jo unge. Mit onkel-spørgsmål lød så:
– Ved du, hvor alle vi gamle, rynkede mennesker kommer fra?
– Nej …
– Det er unge mennesker, der tror, de kan undvære søvn, som er blevet ældre. Så kommer man til at se ud som mig.
Der er nok lidt for meget tø-hø til unge mennesker, men jeg kom til at tænke på det i dag igen, da vi skulle igennem endnu en omgang online-bashing. Laura på 12 år har sendt et brev til statsministeren OG RESTEN AF FOLKETINGET. Den gæve pige opfordrede simpelthen til færre skænderier og mere samarbejde.
Men The Owls Are Not What They Seem, og alskens mennesker med god tid på nettet overfaldt statsministeren, hendes spindoktorer og Laura for enten at have forfattet brevet selv, bruge brevet til egen vinding eller at Laura aldrig selv kan have skrevet brevet, fordi det er for velformuleret – “men hun kan så heller ikke sætte kommaer”, som jeg læste et sted. Damned if you do and damned if you don’t …
Nå men det jeg kom til at tænke på var, at alle de sure og vrantne voksne mennesker også kommer et sted fra. De kommer selvfølgelig fra sådan nogen som Laura, der forsøger at bidrage med en opfordring til at forenes og samarbejde, og så oplever hun, hvordan det bliver puttet i kasser, afvist, hånet, nedgjort, manipuleret osv osv. Som med rynkede, gamle mennesker så stammer sure, vrantne og skænderi-villige voksne også et sted fra: Oplevelsen af at det slet ikke kan betale sig at tale pænt eller opfordre hinanden til at enes.
Vi lever I en tid, hvor det handler om at råbe højest til det største publikum. Som jeg ser flere steder online, er det simpelthen et argument, at “du har kun xx følgere” – underforstået at modparten har mange flere, og flere følgere betyder, man har mest ret.
Jeg genkender Lauras ønske om mere samarbejde og mindre skænderi. Jeg ser mig selv i Greta Thunbergs næsten desperate frustration over at se et så tydeligt problem og samtidig skulle acceptere, at der ikke bliver gjort noget – nok i hvert fald – ved det. Jeg ser og forstår præcis, hvor de unge mennesker kommer fra. Og jeg forstår desværre også, hvorfor de – som alle os andre – bliver til så forbitrede voksne mange af dem.