Livet er dybest set en lang kæde af begivenheder.
Det kan være store begivenheder. Det kan være små begivenheder. Men i det store hele er livet en lang forestilling, hvor der sker meget eller lidt, og for de fleste er mængden af begivenheder nok et sted mellem de to yderpunkter meget og lidt.
Tiden flyver af sted. Uanset om vi vil det eller ej. Sekunder tikker, minutterne flyder, og timerne snegler sig frem. Dagene bliver til en uge. Til to uger. Til en måned, og årene ruller andægtigt forbi i deres helt eget mere eller mindre fastlagte årshjul med diverse afvigelser undervejs.
Vi forsøger i perioder at påvirke årshjulet ekstra ved at planlægge ting.
En forsker blev forleden citeret for et hack til lykke, der handlede om, at man skal fylde sin kalender med begivenheder i fremtiden. Det behøver ikke være bungee jumps og udlandsrejser. Det behøver selvsagt ikke være årlige bryllupper/skilsmisser eller dødsfald. Men dog med begivenheder, man bliver glad af.
Og det er alt sammen meget fint. Det skal man endelig gøre. Men hvor meget af vores lykke hænger vi på andre mennesker? Hvor meget kræver vi, at andre mennesker skal lege med, for at vi kan opnå vores egen lykke?
Kan det lade sig gøre at påvirke sit eget liv uden at involvere andre? Kan man planlægge og påvirke begivenheder, der måske/måske ikke involverer andre? Kan vi acceptere deres eventuelle afvisning og stadig føle, at vores egen lykke er uforandret af det?
Når du sætter dig ned og kigger på den kommende tid og de ting, du gerne vil have skal være en del af dit liv; Hvor meget overvejer du så, hvad det betyder for dig at have andre mennesker som en del af det? Er det primært din egen lykke, det handler om? Eller er det meget ofte en idé om, at det, der gør dig lykkelig, vel også helt naturligt gør andre mennesker lykkelige?
Verden er delt op i cirka lige mange introverte og ekstroverte. Det er egentlig lidt gummibetegnelser, for mennesker er jo først og fremmest mennesker, men der er nok noget om, at nogen trives bedst i andres selskab, mens nogen andre trives bedst i eget selskab. Det kan der jo være mange grunde til. Intet af det er rigtigt eller forkert.
Eller er det? Verden holder mest af ekstroverte. Ikke mange jobannoncer efterspørger en introvert karakter. Selv om altså omkring halvdelen af verdens befolkning falder ind i den kategori. Hvorfor er det egentlig en uønsket karakter at være introvert?
Min helt personlige erfaring fra for eksempel arbejdspladser er, at ekstroverte fylder meget, og at det altid er dem, der har et bud på en idé, når der skal leges brainstorm.
Det kan jo være fint, for så kommer der ideer på bordet, men hvis der aldrig bliver rum til at introverte kan byde ind, går vi altså glip af cirka halvdelen af klodens befolknings perspektiv og input. Det virker da som en dum idé. Måske endda ligefrem sådan en, der bliver luftet hurtigt uden nærmere omtanke …
Nå, jeg er nu hverken fortaler for det ene eller det andet. Jeg er vel allermest fortaler for et både-og, hvis jeg endelig skal fortale noget, men det har jeg nu intet behov for.
Jeg har langt mere behov for, at vi taler om, hvorfor det er så vigtigt for os at tale. Hvorfor vi er så imponerede af folk, der taler, snarere end folk, der formår at tie stille.
Hvorfor er det finere at tænke højt, før man har tænkt sig om, end at tie stille for at tænke sig om og så senere eventuelt dele sit perspektiv, hvis der ellers er noget, man synes, er deleværdigt.
Næste gang, du har mulighed for at tie stille – mit gæt er, at det er oftere, end man lige tror – så prøv det. Giv dig selv chancen for at lade noget synke ind, bundfælde sig og så bliver du også nødt til at give hjernen mulighed for at rumstere og overveje, om du rent faktisk har noget at sige, som du vil dele med verden.
Og at være en lyd er ikke nok til at kvalificere til at være deleværdigt. Det skal gerne være noget nyt, noget forfriskende, noget brugbart. Er det ikke det, så kan verden måske klare sig helt uden dit perspektiv, og du kan spare en lyd eller to ved simpelthen at bidrage med stilhed.