Tinder og mig – et match made in Heaven?

“Du skal op på hesten igen”. Ikke verdens mest charmerende udtryk, men jeg er nu efterhånden ret godt bekendt med det. Vi nærmer os to år, siden jeg blev skilt. De romantiske eskapader har siden været – for nu at sige det diplomatisk – ualmindeligt begrænsede. Der har været perioder, hvor jeg absolut bare har villet have lov at være i fred – og det er gået helt smertefrit – og så har der været perioder, hvor jeg har tænkt, at det kunne da godt være, jeg skulle lede efter selskab igen.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.10.05

Og det har jeg så gjort nu. Med Tinder. Af alle ting. Min 19-årige kusine har ellers flere gange mindet mig om, at “det altså mest er for de unge”, men når jeg så alligevel uploader app’en, ser jeg altså også jævnaldrende – endda nogen et nøk ældre end mig. Kønnere, givetvis, men altså en anelse ældre. I denne omgang besluttede jeg at gøre en smule mere ved det. Tidligere har jeg fået fysisk kvalme af erkendelsen af, at når jeg sidder og trykker: “Nej”, “Nej”, “Nej”, “N… eller vent! Nej” så er der jo mennesker, der sidder andre steder og med lige så følelseskold beslutsomhed forkaster mig som potentielt Tinder-match. Det har taget mig noget tid at komme overens med.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.09.36

Jeg læste en statistik – jeg kan desværre ikke finde linket, men tro mig på mit ord lige her – at når der er matches, sker der i 50% af tilfældene ikke mere. Nix. Nada. Intet. I andre 35% af tilfældene svinger den ene – åbenbart typisk manden – sig op til at skrive noget bevinget i familie med “Hej søde” eller “Hvordan går det?”. Artiklen med statistikken anbefalede så, at man gjorde sig en anelse umage og forsøgte at lande i de resterende 15%. At man læste lidt på profilen, kiggede på alle – ikke bare det første billede. Og forsøgte at finde en fællesnævner, en krog, en icebreaker. Fin idé. Så jeg googlede mere. Der er apps, der kan hjælpe dig med at finde på kække opening lines. En af dem jeg i et anfald af overmod testede var: “Jeg har spurgt ‘Siri’, hvad man skriver til en pige med så sødt et smil på Tinder”. Forståeligt nok kom der aldrig noget svar. Ganske enkelt en temmeligt lam indgangs-replik. Men jeg fik ret hurtigt smag for at teste forskellige måder at gå til det på.

Kort efter at jeg var begyndt at ‘swipe’ løs, talte jeg med min ven Rasmus, som er en anelse mere tal-orienteret, end jeg er. “Det er jo bare et ‘numbers game. Det giver ingen mening at sidde og sortere og forsigtigt swipe ganske få til højre (som betyder ja). Swipe i rivende hast dem alle til højre, indtil du ikke har flere højre-swipes. Og så kan du sortere”. Egentlig et udmærket råd. Jeg må lige forklare: Når man – som for eksempel mig – ikke betaler for Tinder, er der et begrænset antal højre-swipes. Når jeg har sendt tilpas mange piger i “Du er sød-lejren”, må jeg vente 12 timer på at få nye muligheder for at swipe. Så jeg har forsøgt at tilpasse min døgnrytme, så jeg får maksimalt ud af de to gange 12 timer. Det er jo noget rod, hvis jeg først swiper klokken 13, for så skal jeg holde mig vågen til 01.00 om natten for at få nye swipes. Dét gør jeg ikke, og så går jeg ligesom ‘glip’ af en runde nye swipes. Ja, det er en underlig verden, men det giver mening, når man sidder midt i det. For mig i hvert fald.

Så jeg swipede løs, og så snart der var et match, udtænkte jeg listige åbningsreplikker. Nogle af dem førte til fine samtaler. Andre førte til absolut ingenting. Overraskende nok var der en del kvinder, der nåede at skrive før mig. Så de ligesom tog sig af den vanskelige åbningsreplik. Det er åbenbart knapt så krævende som kvinde: “Hej!”, “Hvad så”, “Hejsa” og “Hej Michael. Du ser sød ud” (!!). Krukket som jeg kan være – og ofte er – begyndte jeg at sortere selv i de beskeder, der blev sendt af sted. Hvorfor? Tjaeh, jeg sendte selv nogle, der ikke blev besvarede og retfærdiggjorde det over for mig selv med, at sådan er det nok bare på Tinder.

Relativt hurtigt besluttede jeg at droppe ideen om at swipe bevidstløst til højre. Så jeg bruger lidt mere tid på det igen. Men det går stadig ret hurtigt, og ofte lykkes selve timing-delen glimrende, så jeg kan sidde og swipe i pausen af en CL-kamp. Praktisk. Kvadratisk. Let. Så langt, så godt. Men jeg kan jo så heller ikke løbe fra, at den kyniske libertiner, jeg var i starten af 20’erne er væk. Tilbage står en romantisk, lidt gammeldags, parforholdssøgende og -trængende mand cirka midt i livet. Men man må ikke være desperat på Tinder. Det er absolut og aldeles no-go (måske også andre steder, men det har jeg ikke undersøgt. Endnu.)

En af samtalerne udviklede sig forrygende. Hun var sød. Jeg fik ikke sagt for mange dumme ting. Vi aftalte at mødes. Hun foreslog 14. februar. Jeg var i vildrede. På Valentine’s?? Skulle jeg lægge noget i det? Ville det blive for sært? Ej, jeg ville gerne mødes med hende, og søndag var jo sådan set en fin dag. Så vi aftalte at mødes på Forlæns og Baglæns i Aarhus. Klokken cirka 20.15. Tid til en dydig kop kaffe og indledende samtale. Eller måske en bajer – hvis hun var sådan en type – og noget grineri. Torsdagen før skrev hun: “Jeg kan også mandag aften, hvis det passer dig bedre.” Det gjorde det ikke. Ellers tak. Søndag er fint. Fredag morgen skrev hun igen: “Min aftale i aften er aflyst. Skal vi mødes spontant dér?”. Det kunne jeg heller ikke. Så nej tak – lad os holde fast i søndag. Set i bakspejlet er jeg nu i tvivl, om det var et desperat forsøg på at slippe ud af Valentine’s-halløjet. Men nu er det jo for sent.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.12.03

Mig ind i et tog søndag. Afgang mod Aarhus. Vel fremme. I god tid. Sådan kan jeg være. Finder Forlæns og Baglæns. Der er helt og aldeles lukket. Kulsort. Jeg sætter mig på trappestenen. Trøsteskriver lidt med Twitter, som jeg havde delt “date-eventen” med. They got my back! Gode mennesker. Jeg når lige at opdatere, at stedet er lukket, og hun ikke er kommet endnu, så løber jeg tør for batteri. Jeg sværger; der var 38% tilbage, da jeg stod af toget. Tænkte det var rigeligt, for jeg skulle ikke bruge telefonen under daten. Selvfølgelig ikke.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.14.15

Så nu var min telefon død. Og vores mødested lukket. Jeg følte mig en del som en “Sitting Duck”. Tænk hvis hun boede lige over for og nu stod bag et gardin og fnes af mig. Tænkte: “Grimme menneske. Jeg kommer aldrig ned.” Sådan gik det heldigvis ikke. Kort efter kom hun, og, som man siger, resten er historie – eller i hvert fald hemmeligt – herfra. Det gik godt. Hun var umanerligt charmerende og sprudlende selskab. Og jeg håber, vi skal ses igen.

Til gengæld har jeg nu mistet al lyst til at swipe på Tinder. For det føles underligt forkert. Jeg er et på alle måder håbløst gammeldags menneske.

Hvad kom vi egentlig for?

Hvad skal vi med vores liv? Er det virkelig bare en helt tilfældig meningsløs, kortvarig optræden i det store fælles teater uden hverken for eller imod og uden for alvor at lave anden form for aftryk end en lille bitte prut i det helt store spil? Er det virkelig sådan?

Meningen med livet er det, du selv putter i det. Der er ingen mening – du skal skabe den selv. Aha, sådan en helt individuel mening. Jamen fedt nok. Men så alligevel ikke. Dovne Robert – som i øvrigt er begyndt at reklamere for nogle vitaminer og nu kaldes Friske Robert – havde jo en helt individuel mening om, hvad han ville putte i sit liv. Hvad hans mening med det hele var. Det slog mig ikke, som om det var helt ok. Så måske er der alligevel en fælles opfattelse af, hvad vi skal fylde vores liv med.

Ulandsfrivillige. Det giver da mening. Sygeplejersker. Det giver mening. Det gør alting jo ud fra den betragtning, at man udfylder en rolle i fællesskabet. Kasseassistenter har jo også på den måde en berettigelse. Skraldemænd (eller hvad de nu vil kaldes af fine titler for tiden) har jo i allerhøjeste grad en berettigelse. Men hvad så med kommunikatører? Hvad er det lige, vi gør af godt? Andet end at genere penge til et eller andet forvildet, forvirret og forskruet system. Er det godt nok? Er meningen så bare, at man skal finde sin plads i hamsterhjulet og gøre sit bedste?

Jeg aner det jo ikke. Jeg spørger sådan set bare. Jeg håber helt personligt, at meningen er noget med mennesker. Noget med at være tæt på, støtte, holde om og holde af de mennesker, vi elsker. Det er i hvert fald noget af det, der giver allermest mening for mig. Men jeg ved det jo ikke. Hvor skulle jeg vide det fra?

Alt det de andre ikke kan

Noget af det, der gør mig allermest træt af politik og politiske diskussioner, er, at det altid handler mest om at fortælle, hvorfor de andres forslag ikke hænger sammen. Det gør mig simpelthen så sjældent klogere.

Jeg ved jo godt, at jeg personligt er meget mere lydhør, når Enhedslisten sabler endnu et blåt forslag, fordi det er umenneskeligt, kynisk og i øvrigt underfinansieret, mens jeg er noget mindre villig til at lytte og da slet ikke villig til at se fornuften, hvis det er Liberal Alliance, der fortæller, at der ikke er råd til røde forslag, og at de er lalleglade, naive og i øvrige underfinansierede.

Men altså; jeg kan godt savne, at det handler meget mindre om de andre og meget mere om det enkelte partis egne ideer. Hvad er det for et samfund, de enkelte partier drømmer om? Hvordan ville Danmark se ud, hvis der nu var 90 mandater til Dansk Folkeparti? Eller hvis der var 90 mandater til SF? Hvad er det for et samfund, de gerne vil have?

Måske nøler de med at melde så klart ud, fordi de jo risikerer at blive holdt op på tingene: “Jamen I lovede, at trækprocenten ville komme under 10!!” – men uden 90 mandater kan LA jo ikke holde et sådant eventuelt løfte, ligesom Enhedslisten ikke kan garantere at indføre borgerløn, med mindre de tildeles et absolut flertal. Men jeg er da alligevel interesseret i at høre, hvad de gerne vil. Hvad de drømmer om. Hvad er deres visioner for Danmark? Ud over som det ser ud for nuværende at være på tværs, når andre partier mener noget.

Lige nu kan jeg godt sidde med en fornemmelse af, at de alle sammen på Tinge har en idé om vækst, flere penge og meget mere arbejde til alle. Er det mon sådan, det forholder sig? Er det dét, de vil?

Altså; jeg kan jo ikke love, at jeg vil knuselske dem alle sammen, hvis de fortæller om deres reelle hensigter, men jeg kan garantere, at det vil forøge min respekt for de stensikkert hårdtarbejdende mennesker ganske voldsomt. Men måske er min respekt bare ikke noget at stræbe efter … Eller også er det sådan, at jeg bare skal gå i partiprogrammerne, og dér kan finde de ultimative drømmescenarier for de enkelte partier. Måske.

“Jeg har ikke brug for udvikling”

Jeg synes næsten selv, det er provokerende bare at skrive det. “Jeg har ikke brug for udvikling”. Citatet er fra Svend Brinkmanns “Stå fast”, som jeg på opfordring er ved at gennemlytte (ja, lydbog er et hit lige nu hos mig). Det er ret interessante tanker, han bringer til bords, og det er da nok også derfor, at hans bog og han selv har fået så meget gennemslagskraft.

Som seriøst indspark til et samfund og en samtid der i rasende fart er på vej frem, op, videre, vildere, mere, gladere, selvudviklende ser jeg rigtig mange gode perspektiver i det. Men hvordan indarbejder man lige sådan noget i sin helt egen hverdag? Tjaeh … jeg kan rigtig godt lide hans tanker om, at man skal forsøge at se lidt ud over egen næsetip. Forpligte sig på nogle fællesskaber, der rækker ud over ens egen kalender-app og særligt ud over ens egne interesser. At der er pligt. At der er ting, man ikke har lyst til, som man bare må gøre.

Særligt det sidste er opsigtsvækkende for mig, der meget, meget længe har pralet af og forsøgt at holde fast i, at jeg er styret af mavefornemmelse og lyst. Skal jeg virkelig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til? Af pligt? For at være et “ordentligt menneske”? Virkelig …? Jeg kan godt til tider savne fornemmelsen fra dengang, jeg var medlem i en fodboldklub. “Min” klub blev det ret hurtigt, og jeg lærte folk at kende. Både de cool. De knap så cool. De voksne, de flittige og de dovne. Men vi var sammen, I vores klub. Det har jeg da lyst til at genoplive, men jeg ved jo også godt, at det medfører timevis af kedelige aftener som center boldhenter, som tut-bestyrer eller til møder om den ene eller den anden petitesse. Måske er livet en stribe petitesser? Måske er lykken i hverdagen?

Eller hvad ville der ske, hvis jeg rent faktisk tog mig sammen og meldte mig som ‘voksen-ven’? Dét har jeg længe haft lyst til. En slags lege-onkel for børn og/eller unge mennesker med brug for voksent selskab (jeg kan godt selv være i tvivl, om jeg rent faktisk kan kvalificere som voksent selskab men mon ikke …). Det ville da helt sikkert skabe en form for forpligtelse af den længerevarende og sikkert også nogle gange kommende på tværs-agtige facon. At forpligte sig til fx et ugentligt møde er jo samtidig at sige, at så er der altså andre ting, der skal i baggrunden. Næppe noget problem de dage, hvor det eneste, jeg går glip af, er Sporløs eller ostepops i sofaen, men hvad med de aftener, hvor der er fødselsdag i familien, eller hvor der er landskamp på tv – eller Juventus!!?? Forpligtelser. Voksent liv. Velkommen til. Jeg er ikke længere sikker på, det er så kedeligt, som jeg troede engang.

Samsø – fortællinger og røverhistorier

”Jeg vil gerne bede om en pose ’Ørby-hjerne’.” Jeg lærer formentlig aldrig rigtig samsk, men jeg lærer hele tiden nye ting om øens historik, indre fortællinger, og jeg lærer i lyntempo, at det ikke er alt, jeg hører, jeg nødvendigvis skal tro på. Dét er jeg vild med. Og udfordret af.

Ørby, som jeg bor i, har – som alle øens andre byer – sine tillagte eller pålagte særheder, og én af dem går på, at vi fra Ørby ikke er så skideskarpe på øverste etage. Så ’Ørby-hjerne’ kan du bede om hos trælasten, når du er på jagt efter savsmuld … Eller måske var det sådan engang, at Ørby blev set på som en lille smule underfrankerede på øverste etage. Da jeg forleden var til Fortællecafé hos Smagen af Øen, blev ørbyerne (måske hedder det sådan? Måske har jeg fundet på mit eget ord) beskrevet som sådan lidt vilde, skæve og sådan nogle, der gerne fester. En fin udvikling fra underfrankerede, hvis du spørger mig.

Da jeg i påsken var på Ræven (værtshus, remember!) med en virkelig god ven og hendes kæreste, reagerede lokale med et “Er du fra Ørby? Jeg synes da også nok, dine øjne sidder lidt tæt” – underforstået, at der er en hel del indavl hernede, og det kan man se på udseendet. Åbenbart helt uagtet, at jeg kun har boet lidt mere end 5 uger i byen. Dét har allerede smittet af på mit udseende. I “ørby’sk” forstand om man så må sige.

Skærmbillede 2015-04-14 kl. 18.31.09

I det hele taget er der en enorm geografisk stolthed. Og Samsø er jo en gigantisk ø i den forstand med bunkevis af kulturforskelle og faldgruber. Nordøen og Sydøen er tæt på at være to forskellige verdener. Sydøen – som er der, jeg bor – bliver set på (nok mest af dem fra Nordøen) som sådan lidt fine på den. Men også som festlige og måske endda lidt højtråbende. Set nordfra i hvert fald. Omvendt ser ’vi’ hernedefra på nordboerne som indelukkede, måske endda lidt påholdende og en anelse puritanske.

Der er rygter om, at nogle fra Nordøen aldrig har besøgt Sydøen – krydset Kanhave, som det hedder, Kanhave er kanalen der deler øen og giver søens folk flugtmulighed fra Stavns Fjord skulle de blive trængt af udefrakommende. Fra fastlandet måske – men det er altså bare rygter. At der til gengæld oprindeligt var hele tre versioner af samsk på øen, er ganske vist. Nordsamsk, som helt i tråd med den øvrige beskrivelse, er lidt bondsk og drevent at høre på, mens sydsamsk er lettere i trådet, og endelig er der så Ballen-fint, som vel er til sydsamsk, hvad Hellerupsk er til københavnsk. Cirka.

Ovenstående er jo alt sammen rygter, løgnehistorier og andenhåndsfortællinger, men jeg er overmåde begejstret for historikken, stoltheden, nysgerrigheden og iveren for at grave i egen fortid, lysten til at finde og fastholde rødder og holde liv i folkeviddet. For det er skam dybt, dybt alvorligt – dog alt sammen fortalt med kærlighed og glimt i øjet.

Læs selv troldesagn: http://www.visitsamsoe.dk/om-samso/samsos-historie/troldesagn-pa-samso/samso-sagn-bishoj/ 

 

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.

10 markante oplevelser i 2014

Det startede skidt. Siden blev det værre. Og til sidst var det sådan set svært at se, hvordan det på nogen som helst tænkelig måde kunne blive værre. Og det blev det så. Så kort kan jeg opsummere mit 2014, som ellers var året, hvor jeg fik løbet mit allerførste maraton, og det skulle jo ellers nok kunne hive den samlede sum af året en anelse op.

Det er ikke meningen, det skal være ren negativitet, for der er heldigvis meget at glæde sig over, men når jeg løber ind i et år som 2014, minder det mig om, hvor lidt modgang jeg egentlig har mødt i mit liv i øvrigt. Jeg var egentlig i gang med et meget, meget, meget langt indlæg med alle nedturene – inspireret af altid ærlige og reflekterede Laura Jul – men så blev det for deprimerende selv for mig at læse, så nu har jeg delt det op i forhåbentlig mere spiselige bidder. Here goes:

1/ Året startede hos psykolog med en depression udløst af stress, mente den ivrige psyko-hjælper
2/ Å ja og samtidig med depression udviklede jeg også drypvise udslag af fedmegigt (podagra, kalder nogen det)
3/ I maj forlod min (nu ex-) hustru mig
4/ I juni blev min sommerferie – planlagt til herlige 4 uger lang – aflyst dén fredag, hvor jeg skulle have gået på ferie
5/ Bodelingen efter skilsmisse involverede også kattene – jeg fik Mille, men jeg kunne ikke beholde hende
6/ Mens jeg var på – synes jeg selv en meget velfortjent – ferie, var der oversvømmelse i kælderen hos min ex – hvor mine få tilbageværende ejendele stod
7/ Jeg boede 2,5 måned på min mosters gæsteværelse (det var IKKE en nedtur – det var faktisk skidehyggeligt, men jeg nærmer mig 40 år. Det er i hvert fald en anelse ukonventionelt)
8/ Skat og jeg tog os en tango om et fradrag, vi ikke var helt enige om
9/ 3 uger efter at jeg endelig havde fået en lejlighed i København (efter 3 års pendlen Odense-Brøndby), blev jeg opsagt hos Danske Spil
10/ Og derfor sagde jeg lejligheden op og måtte flytte endnu engang

Men der er ingen grund til at tude, for der var også virkelig dejlige ting i 2014 – og 2015 bliver helt sikkert et bedre år.

 

Bye Bye Vanløse -> Hej Hej Samsø

Jeg tumlede rundt i december efter opsigelsen hos Danske Spil. Opsigelsen var med effekt 1. april, så jeg havde sådan set fin tid til at sunde mig, men det var hårdt i december. Hvad skulle jeg? Hvad kunne jeg? Noget overhovedet? Hvad ville jeg?

Heldigvis har jeg rigtig, rigtig mange gode mennesker omkring mig. Tæt på. Som netværk. Som familie. Som venner. Som meget nære venner. Og som mennesker. Jeg fik mange gode råd. Meget sparring. Og på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at jeg i stedet for at betragte skilsmisse, opsigelse, rodløshed og generelle faglige utilfredsheder som faste elementer, jeg nu skulle tackle bare et andet sted, så var det jo faktisk en mulighed for at gøre noget andet. Radikalt andet. Så jeg begyndte at løfte hagen, udvide horisonten og se mig omkring. Begyndte også at kigge mere på, om det var et job, jeg havde lyst til snarere end, om det var et job, jeg måske havde en chance for at få. Hvorfor skifte noget lort ud med noget andet lort? Nu var chancen der.

De overvejelser førte også til, at jeg skyndte mig at sige lejligheden i Vanløse op. Den var for dyr. For determinerende i forhold til, hvad jeg skulle. Blive i København. Blive på nogenlunde – mindst – samme lønniveau. Og deraf fulgte jo også at jeg skulle blive i en gren af mit fag, hvor jeg havde erfaring og CV til at få nogenlunde samme løn. Dét havde jeg ikke lyst til. I hvert fald ikke lyst til at være bundet af.

Så jeg sagde lejligheden op. Krydsede fingre for, at jeg ville finde et nyt job og dermed have en ny retning på plads, før end jeg skulle være ude fra Vanløse, men ellers måtte jeg løse det. Billigt. For noget var gået op for mig. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være rig. Tror ikke, jeg har lyst til at gøre det, der skal til for at skabe umiddelbar rigdom. Jeg vil hellere sænke mine udgifter. Og dermed have frihed til at flytte, skifte job, rejse, tage orlov eller alt muligt andet. Frihed. Også økonomisk. Ikke på Eurojackpotmåden med 310.000.000 kroner på bankbogen men på Michael Vilster-måden, hvor udgifterne er så lave, at friheden alligevel er stor. Dét er i grunden en ret rar erkendelse.

Jeg begyndte at søge job globalt. I Vancouver. I Düsseldorf. I Stockholm. I London. På Bornholm. Og på Samsø. Dét sidste job fik jeg. Så derfor rykker jeg altså nu til Samsø. Dét ligner et eventyr. 3.700 indbyggere. Miljø- og lavenergivenlige visioner. Tanker rettede mod fremtiden. Nærvær. Et vildt internt bytte/køb/salg-miljø. Der er en intimitet i omgangen mellem beboerne. En nødvendighed i samarbejdet. Og en vilje til fremtiden, som jeg er enormt tiltrukket af. Det vil jo vise sig, om jeg er Samsø værdig – om jeg har det i mig at blive en flittig, bidragende og aktiv del af et så intimt nærmiljø. Men jeg vil gerne. Og jeg har tænkt mig at gøre et benhårdt forsøg på at blive “en mand af øen”. En af ‘deres’ egne.

Så Bye Bye Vanløse blev til How are You Doin’, Samsø? Og jeg glæder mig.

Oversvømmelse. Selvfølgelig

Sidst i august 2014 blev det endelig tid til at snuppe noget af dén ferie, jeg måtte aflyse tidligere på sommeren. Og det var dejligt. 14 dage på Cypern i solskin med intet andet at foretage mig end at slappe af. Jeg løb en dejlig morgentur hver dag. Slikkede masser af sol ved poolen i selskab med rare englændere (og et par irer) der havde været på samme hotel op mod 20 år i træk. De var søde. Lod mig være i fred. Jeg læste masser af bøger. Og når solen gik ned, løb jeg en aftentur. Virkelig skønt. Måske var der fremgang på vej, tænkte jeg. Dér i slutningen af august. Jeg blev klogere.

Desværre var der, mens jeg var væk, et ordentligt regnskyl, der forårsagede oversvømmelse i kælderen hos min eks-hustru – hvor mine få tilbageværende ting ellers galant havde fået lov at stå, indtil jeg fandt et nyt sted at bo – og med et slag var mine få ting blevet til forsvindende få ting. Jeg startede fra scratch. Absolut scratch. Jeg ved jo godt, at Camilla ikke bryder sig om rengøringsmidler stærkere end Neutral sæbe fra Føtex. At hun slet, slet ikke begiver sig i kældre, med mindre det er bydende nødvendigt, og det er en oversvømmelse altså ikke 🙂 (Jeg kommer lige i tanke om en fantastisk historie fra dengang, Camilla boede i den kælder, hvor jeg også har boet – Åløkkehaven – og vi havde vist været på tur – måske ferie – og kom hjem til en lejlighed, hvor der var de vildeste edderkopper løs i kælderværelset. Camilla iførte sig plastposer på fødder og hænder, bevæbnede sig med en deodorant og sprayede de der stakkels edderkopper til døde. Hun er ikke meget for traditionelle rengøringsmidler :)) Og så var hun i øvrigt på weekendtur, da oversvømmelsen skete, så skaden var vokset til råd, fugt og mug, da hun kom tilbage.

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 17.55.44
Ikke fra den reelle kælder men sådan her føltes det
Skærmbillede 2015-02-14 kl. 17.55.33
Heller ikke selve kælderen, men bare så du får en fornemmelse

 

Ud med langt, langt det meste. Det gjorde faktisk allermest ondt, at jeg havde ‘bundet’ alle kasserne med et par lag med bøger. Jeg smed mange bøger ud. Øv. Det føltes helt forkert.

Omvendt nåede jeg trods alt også at tænke, at det ville gøre enhver fremtidig flytning lettere, fordi jeg jo ingenting havde at flytte. Og forsikring? Næh, jeg havde opsagt min forsikring, da jeg flyttede ud, faktisk fordi jeg regnede med, at hvis der skete noget – fx en oversvømmelse – ville det blive vanskeligt at få det dækket med noget, der let lød som en røverhistorie: Nejmen mine ting står opmagasineret hos min ex-hustru, ikke på min egen nuværende adresse. Så jeg opsagde forsikringen. Og så skete oversvømmelsen. Selvfølgelig. Sådan ét år var det.

Farvel Mille – og I andre

Jeg ved ikke, om jeg decideret altid har været et kattemenneske, men jeg ved, at jeg blev enormt knyttet til vores tre katte. Som jo også kom til at lide under Camillas og min ‘bodeling’. Regnestykket var ret enkelt: Ronja var tosset med Camilla, så de to blev sammen. Mille var tosset med mig. Så hun var min. Og så var der Karlsson tilbage, og han kunne sådan set med begge, men Mille gad ham ikke – oftest afsløret i en skarp, lynhurtig klo lige over næsen på ham. Karlsson rykkede med Camilla. Også fordi jeg jo af gode grunde ikke kunne være sikker på, at jeg landede et sted, hvor jeg måtte have en kat med. Så smartest at Camilla ligesom fik så mange som muligt.

Vi fandt heldigvis et fint sted til Mille, hvor jeg – godt nok med bankende hjerte og tårer i øjnene – overlod hende til et nyt liv. Øv. Når man har lovet at tage vare på et andet væsen, skal man gøre det. Jeg svigtede her. Omstændighederne gjorde det for svært, så jeg ikke kunne leve op til ansvaret. Undskyld Mille. Nu er hun på landet, er blevet udekat og alle rygter siger, hun er blevet glad, lykkelig og endda en smule omgængelig. Måske er hun endda holdt op med at savne mig … mon dog 🙂

Tribute to the cats:

IMG_0132 IMG_0126 IMG_0130 IMG_0131 IMG_0129 IMG_0127 IMG_0128 IMG_0125 IMG_0124 IMG_0123 IMG_0122 IMG_0121 DSC_0012 DSC_0011 DSC_0010 DSC_0009 DSC_0008 DSC_0007 DSC_0006 IMG_1053 IMG_1052 IMG_1051 IMG_1050 IMG_1049 IMG_1048 IMG_1047 DSC_0028 DSC_0027 DSC_0026 DSC_0025 DSC_0024