Min egen banehalvdel – og de og dem

Min meditations-app fortæller mig igen og igen, at det er vigtigt ikke at lade mig frustrere eller irritere over ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Det er jo et solidt råd. Relativt let at ytre. En del vanskeligere at føre ud i livet, skulle jeg mene.

Det sker jo alt for ofte, når noget sker, at det er de andres skyld. At det er de andre, der lægger pres. At man faktisk er næsten helt og holdent uden ansvar. For eksempel med spredningen af Corona-virus. Det er jo helt vanvittigt, hvor skarpe folk er til at se, hvad andre skal og ikke skal, hvis vi skal holde smittespredningen nede.

Jeg erkender blankt, at jeg på mange måder er på de unges side, for jeg synes, det er for let at skyde på dem. De har altså ofret og ofrer stadig. For introverte særlinge som mig selv er det tæt på smertefrit at holde sig indendøre og kun se de aller-allernærmeste. Det er jo nærmest en lise at kunne hvile hjerne og krop uden at skulle undskylde for den manglende socialiseren.

Men nu er “vi” altså blevet enige om, at det hele er de unges skyld. For de er i nattelivet. De fester. Drikker. Synger. Og danser. Og det gør de jo; de unge. For det er sådan, de er wired. Men der bliver jo også afholdt loppemarkeder, runde fødselsdage, statsministerens eget bryllup og forsamlinger og fester og alt muligt andet, som ikke er drevet af unge. Det er bare, som om alt det, som de voksne – som påfaldende nok også er dem, der bestemmer – savnede, det fik de lov til, men så må ‘vi’ (aka de unge) jo også forstå, at grænsen skal gå et sted. Og det er så ved de unge.

Selvfølgelig er det oplagt, at når alkoholen kommer ind, så går forstanden ud. Men jeg tror da ikke på, at Preben og Birthe til Jonnas 50-års-fødselsdag i Skjern har holdt igen med de våde varer, og jeg tror da slet ikke på, at de ikke har skrålet med på festlige sange på melodien “Det’ Hammer-Hammerfedt’. Og jeg under dem det. Så ofte kommer hverken Preben eller Birthe ud. Så jeg under dem det. Men jeg under da også de unge mennesker at komme ud i nattelivet, så de kan flirte med hinanden, danse, føle sig i live og dumme sig. Det er jo det, man gør, når man er ung.

Jeg siger ikke, at vi bare skal give los og slippe al alvor af sinde og kaste os over livet, “som det var”. Men måske skal vi lidt oftere tænke over, hvordan vi holder os på egen banehalvdel. Hvordan kan vi selv gøre mere for at afhjælpe smittespredningen? Er der fester, fødselsdage, firmature, arrangementer, foredrag, intim-koncerter eller lignende, som man kan undvære?

Og den der med “Vi kan jo ikke sætte livet i stå”; det er jo det, vi beder de unge om. De har ikke samme glæde – ret mange af dem – ved at kravle under tæppet i den store øreklapstol med Lykke-Per, vindruer, skiver af æble og en kop Roibos-te, som vi oldinge.

De skal ud. Ud under åben himmel. Eller i hvert fald ind i natklubbens mørke, hvor alt kan ske, og spændingen stiger. Når vi beder dem holde sig hjemme af hensyn til folk i risikogruppen, så forstår jeg egentlig godt, at det kan være svært for dem at tøjle sig, når de ser, hvordan nogen [NOGEN – ikke alle] voksne og folk i risikogruppen, de opfører sig. Skal de unge sætte alt på stand-by, for at vi voksne kan fortsætte livet som før?

“Opfør dig ordentligt”

Jeg har altid navigeret efter den simple sætning: “Opfør dig ordentligt”. Og jeg har dømt andre hårdt, hvis de ikke har opført sig ordentligt. Det er først for ganske, ganske nylig, det er gået op for mig, at vi måske slet ikke er enige om, hvad “ordentlig” vil sige.

En smule chokerende at måtte erkende. For jeg synes, det er simpelt. Men hvad vil det egentlig sige? Og ved vi altid, hvad andres “ordentligt” dækker over, før vi dømmer dem?

DFs mand på Tinge

Dansk Folkepartis nye næstformand Morten Messerschmidt har lige krukket sig igennem et interview i P1 Morgen. (Tirsdag 4-8 klokken 8.25. Cirka). Han er ikke tilfreds med spørgsmålene. Han undviger. Han skælder ud. Og indikerer i det hele taget tydeligt, at han ikke gider være med.

Så vi tager den lige endnu engang. Manden har tidligere (2007) været nødt til at trække sig fra Dansk Folkeparti. Fordi han sang nazi-sange og heilede i Grøften i Tivoli. Det var jo “bare fis”, som han selv sagde efterfølgende. Ikke desto mindre tog et flertal af de personer, som DF dengang selv ville kalde fremtrædende medlemmer af partiet afstand fra manden. Der jo altså senere blev tilgivet.

Og selv om han stadig undersøges for svindel med EU-midler – MELD & FELD – er han altså nu udnævnt til DFs nye næstformand. Så han er nu en fodfejl fra Thulesen Dahl fra at være leder af partiet. Med næsten lige så mange grimme sager i bagagen som Lars Løkke Rasmussen. Men det gik jo også fint for “den dygtige taktiker fra Græsted” i årevis.

Man kan sagtens få en fin karriere i politik, selv om man er helt og aldeles ufin både i kanterne og en hel del tættere på kernen.

PS: “Må politikere ikke begå fejl?” Selvfølgelig. De er jo i meget høj grad også mennesker. Men det ville være skønt, hvis der var lidt flere konsekvenser for dem end en sporadisk næse eller en orlov, når de synes, lidt for mange har fokus på deres fiksfakserier. Jeg savner, at partierne trækker klare linjer og har en stærkere selvjustits i forhold til alle de her svinestreger. De må gerne lave dem. Det gør det meste af resten af samfundet. Men det kan ikke være rigtigt, vi ikke kan finde 179 mennesker, som i det mindste i deres tid i Folketinget kan holde deres sti ren og i øvrige selv lyde som om, de er interesserede i at overholde regler, love og konventioner.

Vi er heldige. Er det fortjent?

Det er en lang historie, der ligger bag, hvorfor det er så længe siden, jeg har skrevet noget herinde. Jeg er … eh, i en form for proces. En proces, der både handler om, hvor uvigtig jeg og mine tanker er. Og samtidig handler om, hvor vigtigt det er at gøre og/eller være noget, mens man er her. Det ændrer ikke ved, at jeg holder fast i mit mest standhaftige motto fra de seneste mange år: Det bestemmer jeg selv.

I dag skal det blot helt kort handle om de tanker, der udsprang hos mig fra denne historie på dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/par-fik-hjaelp-til-faa-foerste-barn-nu-skal-de-betale-nummer-det-er-ikke-fair

Om det er fair eller ej, vil jeg ikke forholde mig til. Der er givetvis en stribe komplicerede faktorer, der spiller ind i de enkelte sager i de her situationer. Og som yngre – og i øvrigt altid i fodboldverdenen – er jeg tilhænger af, at man kun kan løse de problemer, man bliver stillet over for (eller vinde over de hold, man møder – den er mest brugbar i slutrundesammenhæng eller andre situationer, hvor lodtrækningsheld kan føre til, at nogen skal skamme sig over at være kommet let til en finale, nogen mener, de ikke burde være kommet til: Man kan jo kun vinde over de hold, man møder!)

Men jeg tænker nu alligevel, at det er ret tankevækkende at være født i en del af verden, hvor det her er nyhedsstof. For et par måneder siden hørte jeg i DRs fremragende podcast ‘Genstart’ den fremragende freelancejournalist Kristian Almblad fortælle fra Brasilien, at et af de meget store problemer med Corona-nedlukningen i Brasilien var (formentlig stadig er), at lossepladserne lukkede ned, og mange af de fattige fra favelaerne “arbejdede” ellers med at få rundt på lossepladserne og finde ting og sager, som de så kunne sælge videre for en skilling.

Det her er jo med al mulig respekt for det stakkels ægtepar, som finder det urimeligt, at de skal betale for deres barn nummer to, men det er svært ikke at se det påfaldende i, hvor forskellige livssituationer man kan befinde sig i – om man nu er født i Danmark eller Brasilien.

Jeg er ikke tilhænger af, at man skal skamme sig over at være så heldig at være født i Danmark, men jeg er tilhænger af, at vi med lidt større ydmyghed sætter pris på vores helt vanvittige held. Og jeg savner klart dokumentation fra de mennesker, der konstant mener, at resten af verden bare kan tage sig sammen og gøre som os. For så simpelt tror jeg simpelthen ikke på det er.

Jeg har ikke besøgt hele verden, men fra min tid i Mexico er det min klare opfattelse, at de både er flittige, ivrige, idérige og alt muligt andet, som burde berettige til et liv, hvor man ikke tjener sin primære indkomst ved at skære frugt ud for at sælge det til ventende biler ved en lysregulering eller for den sags skyld guide biler til ‘ledige’ parkeringspladser, som man har spærret med et par kegler. Det virker ærlig talt ikke dovent.

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?

Hvornår strejker vi alle sammen?

Om fredagen får jeg to nyhedsbreve fra Dagbladet Information – ét om bøger og ét om klima. Det er ofte nyheder. Det er ofte en form for opsang. Og måske er det også en form for hvidvaskning og blåstempling af mig selv – jeg kan nok læse med på den dannede litteratur, og jeg har forståelse for tidens klimaudfordringer.

Men sådan decideret rystet i mit fundament plejer jeg ikke at blive af nyhedsbrevene. I dag fik det lidt bedre fat end sædvanligt, og jeg har valgt blot at dele indholdet:

Kilde: https://mailchi.mp/a1903e69c861/hvornr-begynder-den-generation-der-har-skabt-klimaproblemet-at-strejke-i-solidaritet-med-deres-egne-brn?e=dbe577d7f8

Fredagsbrev – uge 4

Såeh, jeg gør her et forsøg på at grundlægge en vane: At dele mine bedste eller mest skøre eller mest interessante oplevelser fra ugen, der er gået med dig i en form for ugebrev. Og jeg synes, fredag er en god dag til et ugebrev.

I Mentored Mark Zuckerberg. I Loved Facebook. But I Can’t Stay Silent About What’s Happening.”
Indrømmet, den er vand på min mås med min nylige exit fra facebook, men desuagtet synes jeg, det her er spændende læsning. Roger McNamee har været involveret i facebook i mere end 10 år og fortæller her om udfordringer, problemer og misbrug.
Fra artiklen:
A growing percentage of children prefer the hyperstimulation of virtual experiences to the real world. Products like Instagram empower bullies. Texting has replaced conversation for many kids.

Jeg elsker The Atlantic. Jeg bliver som regel meget klogere på ting, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i. Her er en kort artikel om sårbarhed. At vi selv har meget svært ved at vise sårbarhed, fordi vi føler, det gør os udsatte og svage, mens vi opfatter andre mennesker, som viser sårbarhed, som stærke og modige. Særligt spændende er eksemplet med arbejdssituationer – at det kan tage måneder at genopbygge sin troværdighed, hvis man viser (for meget) sårbarhed på arbejdspladsen – for jeg lægger altid vægt på mine svagheder, når jeg skal præsentere mig for andre mennesker. Læs selv artiklen her: https://www.theatlantic.com/health/archive/2019/01/beautiful-mess-vulnerability/579892/ og gør så lige også dig selv den tjeneste at gense Brené Browns TEDtalk “On vulnerability”: https://www.ted.com/talks/brene_brown_on_vulnerability?utm_campaign=tedspread&utm_medium=referral&utm_source=tedcomshare (der er danske tekster!)

Den her artikel nåede lige at snige sig med. En historie fra fredagens Zetland. Om Troels Bech. Og om ledelse. Og om fodbold. Drejer fodboldtræning sig egentlig mest om at vide en masse om det taktiske og tekniske? Eller handler det om at være leder? At bygge sammenhold og fællesskab og at sætte retning mod fælles mål? Som jeg forstår det, mener Troels Bech det sidste. Og jeg er enig. Måske er der adgang til artiklen her. Måske. Det er noget med, medlemmer kan dele artikler, så der er adgang. Så jeg håber, det virker: https://www.zetland.dk/historie/seElMvyp-mebdZE36-01857

Det er vist alt for denne uge. Åh ja, en sidste ting: Jeg er i gang med at læse Charles Bukowskis: “Kvinder”. En fremragende bog og meget genkendelig som Bukowski. Go Read It!

God weekend og pas på jer selv.

Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor

Et link til Zetland: Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor

Jeg håber, det virker. Måske er der en spærring. Hvis der ikke er, tror jeg, det er ok som medlem af Zetland at dele artikler.

Det er i hvert fald et fint eksempel på kvaliteten af deres journalistik. Fremragende, synes jeg. Og selvfølgelig særlig interessant for mig, fordi jeg var hos politiet, da sagen kørte. Kun med et begrænset bidrag i form af en pressemeddelelse om de ramte i den sydsjællandske politikreds men alligevel …