Min meditations-app fortæller mig igen og igen, at det er vigtigt ikke at lade mig frustrere eller irritere over ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Det er jo et solidt råd. Relativt let at ytre. En del vanskeligere at føre ud i livet, skulle jeg mene.
Det sker jo alt for ofte, når noget sker, at det er de andres skyld. At det er de andre, der lægger pres. At man faktisk er næsten helt og holdent uden ansvar. For eksempel med spredningen af Corona-virus. Det er jo helt vanvittigt, hvor skarpe folk er til at se, hvad andre skal og ikke skal, hvis vi skal holde smittespredningen nede.
Jeg erkender blankt, at jeg på mange måder er på de unges side, for jeg synes, det er for let at skyde på dem. De har altså ofret og ofrer stadig. For introverte særlinge som mig selv er det tæt på smertefrit at holde sig indendøre og kun se de aller-allernærmeste. Det er jo nærmest en lise at kunne hvile hjerne og krop uden at skulle undskylde for den manglende socialiseren.
Men nu er “vi” altså blevet enige om, at det hele er de unges skyld. For de er i nattelivet. De fester. Drikker. Synger. Og danser. Og det gør de jo; de unge. For det er sådan, de er wired. Men der bliver jo også afholdt loppemarkeder, runde fødselsdage, statsministerens eget bryllup og forsamlinger og fester og alt muligt andet, som ikke er drevet af unge. Det er bare, som om alt det, som de voksne – som påfaldende nok også er dem, der bestemmer – savnede, det fik de lov til, men så må ‘vi’ (aka de unge) jo også forstå, at grænsen skal gå et sted. Og det er så ved de unge.
Selvfølgelig er det oplagt, at når alkoholen kommer ind, så går forstanden ud. Men jeg tror da ikke på, at Preben og Birthe til Jonnas 50-års-fødselsdag i Skjern har holdt igen med de våde varer, og jeg tror da slet ikke på, at de ikke har skrålet med på festlige sange på melodien “Det’ Hammer-Hammerfedt’. Og jeg under dem det. Så ofte kommer hverken Preben eller Birthe ud. Så jeg under dem det. Men jeg under da også de unge mennesker at komme ud i nattelivet, så de kan flirte med hinanden, danse, føle sig i live og dumme sig. Det er jo det, man gør, når man er ung.
Jeg siger ikke, at vi bare skal give los og slippe al alvor af sinde og kaste os over livet, “som det var”. Men måske skal vi lidt oftere tænke over, hvordan vi holder os på egen banehalvdel. Hvordan kan vi selv gøre mere for at afhjælpe smittespredningen? Er der fester, fødselsdage, firmature, arrangementer, foredrag, intim-koncerter eller lignende, som man kan undvære?
Og den der med “Vi kan jo ikke sætte livet i stå”; det er jo det, vi beder de unge om. De har ikke samme glæde – ret mange af dem – ved at kravle under tæppet i den store øreklapstol med Lykke-Per, vindruer, skiver af æble og en kop Roibos-te, som vi oldinge.
De skal ud. Ud under åben himmel. Eller i hvert fald ind i natklubbens mørke, hvor alt kan ske, og spændingen stiger. Når vi beder dem holde sig hjemme af hensyn til folk i risikogruppen, så forstår jeg egentlig godt, at det kan være svært for dem at tøjle sig, når de ser, hvordan nogen [NOGEN – ikke alle] voksne og folk i risikogruppen, de opfører sig. Skal de unge sætte alt på stand-by, for at vi voksne kan fortsætte livet som før?
