At leve digitalt

Forleden så jeg filmen “Anon” på Netflix. Om et fremtidssamfund, hvor alle er ratede og nøje registrerede med deres data og anden guf-info. Alting optages, lagres og bruges fx til at ‘opklare’ forbrydelser. En af karaktererne i filmen – ‘Anon’ spillet af Amanda Seyfried – havde hacket sin egen registrering, og mens alle andre synligt havde – som i et FIFA-spil – sine data stående over eget hoved, gik hun rundt med “error file” stående. 

Hun var en slags hacker, der hjalp folk med at slette de minder, de ikke ville stå til regnskab for. Utroskab fx. Filmen var ok, men hvad jeg fandt interessant var, at Anon boede i en næsten totalt analog lejlighed. Uden TV. Uden streamet musik. Men med pladespiller og LP’er. Det er en fascinerende tanke. Ikke mange ville orke det i dag – jojo, altså det med Lp’erne bevares, men at gå bevidst fra digitalt til analog. Streaming fx. Skrivemaskiner. (Hun arbejdede ikke med sit hacker-job i lejligheden!) Der er så mange ting i vores liv, der er digitaliserede, helt uden at vi skænker det en tanke. 

Hvad vil det sige, at livet er digitaliseret? For mig er det noget med, at der er tekniske løsninger, hvor der før kun var analoge. Men også at vi nu har sociale medier, mobiltelefoner, der kan alt, og lige om lidt har Google Home for alvor gjort Internet of Things til et stykke hverdags-interiør i de fleste hjem. “Hey Google, skru op for lyden på TV”, “Hey Google dæmp lyset i gangen” osv osv. 

Er det noget, vi skal flygte fra? Næh, det tror jeg egentlig ikke er nødvendigt i første omgang. Men personligt forbeholder jeg mig retten til en vis portion skepsis. Bare fordi noget er lettere digitaliseret, betyder det ikke, at det altid skal være vores foretrukne løsning.

Min personlige holdning er, at vi som race ville have godt af at give hinanden bedre tid til udviklingen. Det går meget, meget hurtigt i de her år. Så vi aner reelt ikke, hvad det gør ved os, at alting bevæger sig hurtigere end før – og formentlig kommer til at gå endnu hurtigere i årene, der kommer (Klik på linket. Det er nørdet, interessant og langt. Der er endda en del 2. Men læs det. For din egen (fornøjelses) skyld!)

Hvor forsøger jeg at lade mit liv være af-digitaliseret? Tjaeh … GDPR gjorde en del for mig. Fx har jeg forladt Endomondo. De havde nogle ideer om at flytte deres bruger-database til USA. Måske ikke i første omgang for at fifle men afgjort for senere at have muligheden for at fifle frem for at være bundet af EUs lovgivning. Så dem har jeg forladt. Men i stedet bruger jeg Garmin Connect. Det kan vel ikke kaldes af-digitalisering …? 

I det hele taget er mange af mine stædige og trodsige forsøg på at vikle mig ud af en verden, jeg føler mig mere og mere fanget i, i virkeligheden bare udskiftninger af et onde med et andet, som (endnu) ikke har trådt mig over min ømme storetå. Dumt. Kompliceret. Men samtidig også en god følelse. Jeg ‘googler’ ikke længere. Jeg duckduckgo’er. Er søgningerne lige så gode? Det aner jeg ikke. Men det føles rart at være bare lidt uden for Googles søgelys – selv om de sikkert selv indekserer alle søgninger på DuckDuckGo også. Og så er jeg jo lige vidt. 

I det hele taget er det vanskeligt. Jeg håber, at jeg med nytårets sletning af min sidste sociale medie-profil får bedre tid, overskud og overblik over, hvordan jeg kommer til at leve et mindre digitaliseret liv. Der er intet galt med digitalisering. Men ligesom det er dumt at tro, at alle skoleelever udvikler sig med samme hastighed, fordi de er produceret samme år, så tror jeg heller ikke, alle mennesker udvikler sig med samme hast og i samme takt med digitaliseringen. Derfor har jeg besluttet, at jeg forsøger at sænke hastigheden en anelse. Bare en smule. Please … 

Jeg tror, det bliver fredeligt uden sociale medier

Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden … 

Ifølge Wiki er sociale medier:

Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.

Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden. 

Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste. 

Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt. 

Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?

Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).

Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.

Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig. 

Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.

Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det. 

For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang. 

Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv. 

Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)

Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.

Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok. 

Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂 

(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)


Digitalisering af penge

Hm. Det her er en af de ideer, som jeg helt sikkert havde en glødende tanke om, da jeg noterede den. Jeg tror, jeg er noget mere i tvivl i dag. 

Jeg har slettet MobilePay, og jeg benytter ikke WeShare heller. Er det besværligt? Ja for pokker. Er det helt og aldeles uoverkommeligt? Næh. Sådan er det ikke. Hvorfor er de slettet? Fordi Danske Bank!

Fordi det virkede så bekvemt bare at skælde ud på Danske Bank, da de blev taget i grundig hvidvask. Min forargelse var stor, og jeg lovede aldrig mere at benytte Danske Bank. Og det står jeg ved. Mange var enige, men det virkede også som en gratis omgang. Det koster jo ikke noget at skælde ud på en bank, man alligevel ikke bruger.

Så jeg undersøgte, om de stadig ejede MobilePay eller ej. Mange siger, at de har solgt det. Men der er sket det, at det er blevet en selvstændig virksomhed, som stadig er ejet af Danske Bank. Mere behøver jeg sådan set ikke at vide. Farvel MobilePay. 

Hvad betyder det så i forhold til en digitalisering af mit forhold til penge? Tjaeh, jeg ville faktisk foretrække at få mine penge udbetalt i en pose fra arbejdspladsen, så jeg ikke behøvede involvere en bank. Jeg synes ikke, de har vist sig hverken troværdige eller har gjort sig fortjent til min tillid og dermed de par klatskillinger, jeg har stående i banken.

Ville det gøre mig sårbar over for indbrud og røveri? Selvfølgelig. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror ikke, der er andre veje i 2018 end at stemme med sine fødder, sine handlinger og sine ord. 

Er jeg helt mod digitalisering? I den nuværende form; ja. Men hvis en troværdig Nationalbank bød sig til og kunne have mine penge stående – uden renter for indlån ville være fint med mig – og så måske konstruere en app eller piske en chip ind i håndleddet på mig, så jeg ikke behøvede hverken kontanter eller kort for at kunne bruge mine penge, så ville jeg være på sådan en løsning med det samme. Men det er nok ikke lige rundt om det næste hjørne med sådan en løsning … 

At skrive eller at blive læst

Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort. 

Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix. 



Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it. 

På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.

Listen ser sådan her ud:
Digitalisering af penge
Leve ‘uden’ sociale medier (!)
Digitalt
Mit liv – planer
– Frygt som styreform
– Livsmål 
– Mennesker eller maskiner
– Budget – penge nok? Til hvad?
– Fodbold, fællesskab, hold
– Familie
– Venskab
– Kærlighed eller at leve uden
– “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret?
– GDPR – mit liv på nettet
– Nej til det hele; online-bekendelser

Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt … 

Vi får se. 


Hvad er det egentlig, vi vil lære de unge mennesker?

Ja, det burde jeg jo sådan set kunne svare på. Og det kan jeg nogenlunde på egne vegne. Men jeg står ikke (helt) alene. Der er officielle krav. Der er officielle forventninger. Fra Undervisningsministeriet. Fra eleverne. Fra elevernes forældre. Fra censor (nok først aktuelt til sommer). Og så er der alle mine egne ønsker for, hvad jeg kan give de unge mennesker med videre hernede fra Danmarks allersydvestligste hjørne …

Som en slags disclaimer må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg er formet af halvfemsernes uddannelsessystem. I gymnasiet afleverede jeg stadig håndskrevne opgaver, og min store opgave i 3G blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine – en Olivetti, som jeg var meget glad for (gad vide, hvor den egentlig er blevet af …?)

Faktisk var det vel først, da jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i foråret 2002, at det faldt mig helt naturligt at skrive opgaven på min ny-indkøbte bær (nærmere slæb-)bare computer – og selv printe den ud på min til prøven medbragte printer.
[Gnæk og knirkende knæ] “Jo, små venner, sådan så verden ud dengang. Og man kunne de fleste steder i Danmark stadig finde fast ejendom til under 1 million kroner. Jo man kunne. Og en lærers primære ordforråd bestod af andet end “Schhhh” og “læg telefonerne væk””. 

Klip til i dag. Klip til et klasseværelse, hvor alle har en bærbar med. For det har de fået besked på. For det har man jo. For undervisningen skal være digital. For fremtiden er digital. Og det er der måske nok ikke nogen vej uden om. Medgivet. Men om det virkelig er den allerbedste måde at lære på i alle situationer …?

Jeg er – i bedste fald – i tvivl. Jeg har forsøgt mig med de veltilrettelagte forløb, der ligger grydeklare på online-platforme, og som matcher kravene til både årsplan, læring og alt muligt andet godt. Og de kan bruges. Men de reducerer også på mange måder læring til et spørgsmål om at gennem- og fuldføre de opgaver, der hører til et forløb. Det må endelig ikke være analogt. Og under ingen omstændigheder kedeligt. Det skal være sjovt at blive bedre. Og det må det gerne. Men det må ikke altid være forudsætningen. Når lyst og pligt hører op, skal vilje tage over. 

Måske er det også alt, alt for svært for de unge mennesker at fokusere, når de har computeren i sving. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det er ikke at gå på Facebook, Twitter og alt muligt andet, når møder bliver en smule lange i spyttet. Mon ikke elever har det på samme måde? Måske synes de bare, at lærere (voksne i det hele taget?) er ualmindeligt lange i spyttet hele tiden? Så tror da pokker, det kan være vanskeligt at koncentrere sig i timerne. Hvordan sikrer man, at de følger med at lyst, spænding og nysgerrighed i det digitale læringsforløb uden at tage på surf-rundtur ved først givne lejlighed?

Måske er vores definition af ‘kedelig’ i fare for at blive for snæver. For let at anvende. For let at hive op af lommen, når man møder noget, man ikke har mødt før. Fx når man – som mine 10. klasses esports-drenge har gjort det i danskundervisningen de sidste par uger – løber ind i et skuespil af Ludvig Holberg (Erasmus Montanus!) fra 1722. 

– Det er keeedeligt
– Hvorfor taler de så mærkeligt?
– Jeg forstår det ikke!
– Sikke grimt de staver

Jeg er på ingen måde afvisende over for, at det er mig, der har op til flere – måske endda mange mangler – som underviser, men det er altså sært, at de stejler så helt vildt intenst og vedholdende over for nye ting. Så jeg har forsøgt mig med en slags “pisk/gulerod-taktik” i løbet af mine første 3 måneder som lærer.

Vi har for eksempel brugt en lektion på at se deres sports-helte spille turnering. Til gengæld har jeg slæbt dem gennem både analyse og oplæsning af Athena Farrokhzads langdigt ‘Europa‘. De har fået lov at bruge undervisningssted til at stille frustrerede spørgsmål til deres store skriftlige opgave i efteråret, og vi har set Big Mommas House, da de var afkræftede, udmattede og ikke kunne hænge sammen efter besøgsweekend og Efterskolernes Dag.

Og nu har vi altså også læst Erasmus Montanus. Læst om Holberg. Set små filmklip med hjælp til forståelse af Erasmus Montanus. Vi har sammen grinet af og undret os over al den latin, der er i stykket. De har læst et par af akterne højt for hinanden som rollespil. Og i dag skulle de så se stykket på film. På dr.dk/bonanza ligger der simpelthen en version fra 1973. I skrigende sort/hvid. Med stort set ord-til-ord opførelse af stykket (som altså blev skrevet i 1722).

Og hvordan gik det så? Som altid, når jeg skal noget med teknik, fik jeg det ikke til at virke, så vi kunne se det sammen, så de fik lov at gå i hyggerum, opholdsrum, sidde i klassen eller på eget værelse og se skuespillet. Fik de alle set det? Det tror jeg ikke. Så der er lektier til på torsdag. Sådan må det være – selv om jeg dybest set ikke tror på lektier. Jeg tror ikke på, at det hænger fast eller giver udvikling, når de primært gør det for at slippe for mine sanktioner – i bedste fald bare for min skyld. Så jeg foretrækker, at de ikke har lektier for. Det gør de vist også … 

Men dem, der rent faktisk så stykket, fortalte, at de kunne genkende det fra vores oplæsning, at det hjalp med visualiseringen, så de bedre kunne kæde de mange mærkelige ord sammen med handlinger, og at de nu kunne genkende (forsøgene på) humor(-en). Det er jeg mere end tilfreds med som udbytte. Langt mere end tilfreds. 

Er der altid en plan? Nej da. Jeg forsøger. Jeg klynger mig til en form for plan. Men de her unge mennesker er jo netop mennesker. Med liv. Med udfordringer. Med gode dage. Og med dårlige dage. Og jeg værgrer mig mod at stille en stribe ensartede krav til dem, fordi “det nu er blevet torsdag i november”, og de så skal kunne en hel masse, der stemmer overens med undervisningsministeriets krav til 10. klasse.

Som udgangspunkt er det fint, at 10. klasse blandt andet skal hjælpe eleven med afklaring og at blive uddannelsesparat. Men bliver de det af faste rammer og – som rygtet siger blandt de dansklærere, jeg følger på sociale medier – af at der er mere og mere fokus på fagtekster og journalistiske genrer til eksamenerne.

Deres store opgave går ud på at lave en uddannelsesplan til sig selv. Eleverne hører “projekt, karakter, eksamen”, når de i virkeligheden skal dokumentere, at de kan bruge internettet til selv at finde vej i uddannelsesjunglen. Det kan de godt. Hvis der er noget, jeg er sikker på med den her generation, er det deres anvendelse af nettet.

Hvor vil jeg hen med det her? Godt spørgsmål – men som jeg vist har påberåbt mig før; så er det her stedet til (nogle af) mine ufærdige tanker. Det er ikke sikkert, det nogensinde bliver færdigbagt, men nu er det i hvert fald processeret fra hjerne og hjerte til fingre og tastatur. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Om noget … 

(En helt anden historie er, at jeg har svært ved at forlige mig med, hvor mange af de her unge mennesker (på den efterskole jeg er nu; min empiri er spinkel, men samfundsdiskursen antyder, at problemet ikke er isoleret til  en skole, enkelte elever eller andet forsnævrende) der har ‘ondt i livet på den ene eller anden måde, og hvor naturligt det er blevet for dem. Det er bare et vilkår i livet, at det er svært, gør ondt og er ensomt. Det smerter mig grueligt – men det må jeg fortælle mere om en anden gang. For nu; Adieu)

Jeg kan ikke styre det

Da jeg i 2007 læste et semester i Ohio, USA, oprettede jeg en Facebook-konto. Da jeg kom hjem til Danmark igen, gik der ikke lang tid, før jeg slettede den. For der var ikke mange mennesker på dengang.

Da jeg så havde slettet min profil, gik der ikke længe, før det begyndte at vokse i Danmark. På den måde har jeg aldrig rigtig været smart med trends og timing. 

I dag er Facebook jo i flot selskab med Instagram, Twitter, Youtube, Vimeo, Reddit, Linkedin, Snapchat, Whatsapp, WeChat og meget, meget mere.

Og sikke vi kommunikerer. Med alle mulige mennesker. Nogen, vi kender og har kendt hele vores liv. Nogen, vi har kendt i 5 minutter og ikke talt med i årevis, som vi pludselig genfinder. Og nogen, vi aldrig har kendt før, men som vi møder online, fordi vi er i de samme cirkler, grupper eller chatrum. Sådan er verden så mangfoldig i 2018. Og det er jo skæppeskønt. 

Men jeg har svært ved at styre det. Det handler faktisk ikke kun om sociale medier. Jeg har generelt svært ved at styre mine impulser. Særligt også når det kommer til sukker. Og så altså online-tid. Jeg kan ikke finde ud af at sætte rammer. Ligesom jeg ikke kan aftale med mig selv, at jeg bare spiser en smule af min plade chokolade eller pose chips eller cola.

Så kan jeg heller ikke sige, at nu må jeg være så og så længe online. Enten er jeg med, og så lader jeg mig sluge med hud og hår. Surfer rundt på alle platforme og ser billeder, videoer – både med katte og med fodboldøvelser. Med pjat og med seriøse budskaber – og læser lange indlæg og (oy caramba!) og de dertil hørende kommentarspor. Så jeg bruger meget tid online. Alt for meget tid.

Derfor har jeg som de fleste andre fornuftigt tænkende væsener brugt tid på at overveje, om tiden er givet godt ud på sociale medier, på Facebook, i grupper, i Messenger osv osv … Det synes jeg egentlig ikke, den er. Altså; jeg er glad for at være med i de grupper, jeg er med i (også selv om det er få), jeg er glad for at skrive med de mennesker, jeg skriver med på Messenger, og jeg kan godt se, det er smart at være tilgængelig med et søgefelt, et par klik og en “beskedanmodning”.

Men for mig – helt personligt – er det slidsomt at læse alt det skidtsnak, der finder sted. Det er drøjt at læse debatformen, der ganske ofte minder om skyd først – spørg bagefter-taktikken. Og det er voldsomt at orientere mig blandt alle de mange mennesker, firmaer, organisationer og institutioner, som jeg nysgerrigt og videbegærligt gerne vil vide mere om. Så jeg er i tvivl. 

Jeg har lukket (min) Linkedin. For nyligt forlod jeg også Instagram. Så har jeg til gengæld genåbnet Twitter. Og er næsten holdt op med at bruge Facebook. Men er selvfølgelig stadig på Messenger. Det er et ømtåleligt emne. Hvis jeg skipper Messenger, er det så, fordi jeg ikke er interesseret i de mennesker, jeg kommunikerer med dér? Næh. Slet ikke. Når jeg er hoppet af Instagram, er det så fordi jeg er træt af de mennesker, der bruger platformen? Næh, men i en sortering og rangordning er billed-kommunikation ikke blandt mine foretrukne. Og så videre og så videre. Jeg er vild med de mange dejlige mennesker, som jeg primært – og for manges vedkommende udelukkende – har kontakt med via sociale medier.

Oftere og oftere tager jeg nu alligevel mig selv i at spekulere på, om ikke livet for mig – FOR MIG, andre gør slef som de vil – kunne være mindst lige så godt, hvis jeg fandt ud af at kommunikere mindre online, og når jeg så gør det, at gøre det via andre platforme.

Det kunne for eksempel være noget så gammeldags som mail. Eller sms. Eller måske ligefrem ringe til folk. Kan man så pleje sine 200, 300, 400 venner fra Facebook lige så godt som nu? “Lige så godt”? Det tror jeg egentlig nok. Kan jeg pleje det endnu bedre, hvis jeg minimerer feltet og lader fomo være fomo og fokuserer på jomo? Måske. Jeg tror det. Jeg tror det stærkere og stærkere.

Hvad nu hvis andre mennesker ikke gider maile? Eller sende sms? Jamen, så vil vi måske ikke hinanden nok? Eller også er det mig, der (igen) er helt galt på den. Jeg ved det ikke, men jeg går og pønser på et andet setup. På en anden måde at bruge tiden på. 

Og jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er fordi, jeg ikke elsker (næsten) alle dem, jeg er venner med på Facebook, følger på Twitter osv osv. Faktisk er det jo, fordi jeg elsker jer så meget og vil jer så meget, at jeg ikke kan styre mig. Det er hverken jer eller platformen. Det er mig. Igen. 

Har læst fin artikel på Medium om at droppe Facebook helt. Det anbefaler skribenten, at man gør over et par måneder, så man ikke fra den ene dag til den anden står og mangler alle sine forbindelser. Tænk, hvis ens login til Justeat røg? Eller man skulle lave nyt password til Endomondo!!? Hillemænd, det ville være kompliceret … (ironi-høne anvendt!!! Slap af Mester Jakel, det er sgu da en joke. Det sidste her altså. Ikke det hele. Det er alvorligt nok. For mig)

Hey; jeg har ikke slettet noget endnu. Ved sgu ikke, om jeg tør. Men hvis jeg gør. Så bliver det nytårsaften. Farvel og tak. Med kransekage, nytårstale og hele baduljen. Hvis altså. Hvis … 

“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til. 

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet. 

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage. 

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele. 

Hvor meget ærlighed kan vi egentlig klare?

Jeg kan enormt godt lide Karl Ove Knausgård. Jeg var ret begejstret for ‘Min Kamp’ – og så selv om jeg indrømmer, at visse passager undervejs tog lidt længere tid at læse end andre. Og noget af det jeg har tænkt rigtig meget over, er den grad af ærlighed, der var i bøgerne. Nu aner jeg jo ikke, om han har fundet på det hele, det har han sikkert, men det der med at være så hudløst ærlig, er der noget tiltrækkende ved. Det eliminerer ligesom en masse bøvl og bump i kommunikationen.

Omvendt er der selvsagt også noget helt igennem brutalt og hensynsløst ved at være ærlig, ærlig, ærlig. Tænk hvis jeg en dag spiste noget af min mors mad, og jeg ikke kunne lide det. Og jeg så var nødt til at sige det til hende. Tænk hvis man sagde tingene lige ud til sine potentielle partnere. Hør, jeg er skidebekymret for, om du egentlig er god nok til mig. Jeg vil gerne se dig igen, men jeg har godt nok en hel masse tvivl. Ikke fordi jeg ikke kan lide de ting, du siger, men fordi jeg synes, din uddannelse er alt forkert for mig. Eller “Jeg dater ikke økonomer – det gider jeg ikke”. Superærligt. Men altså, hvordan skulle det dog ikke gå? Der ville jo blive en kæmpe bunke udfordringer.

Jeg er begyndt at skrive dagbog. En lille fedtet notesbog, jeg har købt til formålet. Med Eiffeltårnet på forsiden. Ja, for jeg er jo lidt sådan en romantiker, bilder jeg mig ind. Og slap dog lige af nogle sandheder, jeg får formuleret for mig selv på de sider. Meget af det kniber det med at genlæse, for – hånden på hjertet – min håndskrift er ikke, hvad den var engang (læsbar!) – men bare det at tænke tankerne, formulere for mig selv, hvad der foregår på indersiden. Hvad jeg spekulerer over. Og jeg sidder ofte og pusler med tanken om at gøre det hele offentligt. Jeg tror ikke, jeg selv ville have problemer med det, men de mennesker jeg omtaler, ved jeg jo ikke, hvordan ville reagere. Det er fristende. Skræmmende. Og fristende igen.