Forfatter: vilster

Hurra for min mor og far

Jeg har vist nok sagt det her før. Men det kan ikke siges for ofte. I løbet af mine 27 måneder som efterskolelærer har jeg fået et indblik i de liv – og de forældre – som nogle unge vokser op med. Det har i voldsom grad forstærket min i forvejen ellers ret enorme taknemmelighed for det kæmpe arbejde og den store kærlighed, mine forældre altid har sendt min – og mine brødres – vej.

Aktuelt er anledningen deres evige hjælpsomhed. Jeg er 45 år (who knew!?), og når man flytter (som jeg gjorde for 14 dage siden) i den alder, er det ikke sådan, at man lige som det allerførste inviterer sin venneflok til at hjælpe.

For mit vedkommende selvfølgelig også, fordi jeg allerede nede i 20’erne opbrugte en kvote på højde med de fleste menneskers for et helt liv af flytninger med venners hjælp. Så jeg var sådan set klar til at flytte selv denne gang. Jeg undersøgte godt nok, hvad det ville koste at få nogen til at køre det hele til Odense. 3.500 kroner. Det var jeg for nærig til.

Så mine forældre gav et stort nap med. Endnu engang. De kørte med til Højer – 2 timer! – og farmand hjalp med at slæbe mine ting ud på traileren. Imens insisterede min mor på at gøre rent i huset. Flittigt. Pligtopfyldende. Og faktisk var hun en smule surmule, da vi sagde, at nu kørte vi altså. For hun var ‘ikke helt færdig’.

Vi fik ikke min vaskemaskine med, for sækkevognen punkterede og kunne ikke løfte noget som helst. Den fornemmelse kender vi vist alle. Så jeg kunne se frem til en tur i min lille blå ‘500’ til Odense for at låne mine forældres bil med træk og trailer og køre retur, hente vaskemaskinen og tilbage igen. Og så hjem i min egen bil. 8 timers transport.

Vaskemaskiner er egentlig også nogle vanvittige skrumler. Ikke noget at sige til, det ikke er noget, ret mange sådan lige flytter med. Men det gjorde jeg. Særligt da mine forældre forsigtigt foreslog: “Hvad med vi bare kører bilen til Højer, og så læsser vi traileren sammen, og så kører vi tilbage til Odense? Det sparer dig for alle turene.”

Oh yes, det sparede mig for alle turene. Mod at de så tog to ture. Så meget hjælp på en gang har jeg svært ved at tage imod. Jeg kan sagtens tage mod hjælp. Men det skal helst involvere, at jeg selv går forrest og står i stævnen og bærer det tungeste læs osv osv. Men de tilbød det et par gange mere, og til slut tog jeg med kolo-taknemmelighed imod. Det var klart det letteste for mig. Og de havde vist begge fornemmelsen af, at jeg trængte til det. Til ekstra hjælp. Lige dér.

Og det er, som om de altid lige præcis ved, hvornår der er brug for ‘normal’ forældre-hjælp, og hvornår der er brug for den der ekstra altomfattende og -sluttende forældrehjælp, der bare løfter alverdens ballade af skuldrene.

Fik jeg sagt, jeg er 45 år? De kommer til at være der for mig altid. Og det er verdens mest trygge fornemmelse. Og jeg er så gennemgribende, knusende og fantastisk taknemmelig. Jeg er – en af fire – verdens heldigste søn, at jeg har fået jer som forældre ♥️

Det store i det små

Donald Trump og hele det eskalerende cirkus derovre i skin-demokratiet, vi kalder USA. Elon Musk og alle de andre rum-svin, der er i gang med at fylde så meget i universet, at det selvfølgelig får konsekvenser. NB og deres helt igennem latterlige idé om, at det er ytringsfrihed at galpe, brøle og smælde hån og latterliggørelse ved enhver given lejlighed. Der er sgu nok at være optaget af for tiden.

Og I det store hele er der ikke ret meget, jeg kan gøre ved noget som helst af det. Så jeg fokuserer på at være noget for de mennesker, jeg har i nærheden. På at holde døren for andre. På at smile med øjnene når munden er skjult bag mundbindet. Til kassemanden i Kvickly. Til den rare gamle mand, der ruller vinduet ned fra sin bil, da han passerer mig på min gåtur: “Du har dælme gået en lang tur”, siger han med et imponeret nik. Og jeg smiler og svarer noget imødekommende.

Jeg tror ikke på, at vi skal ændre verden ved at være som Atlas og bære det hele på vores skuldre. Jeg tror på, vi kan ændre verden ved at være gode, medgørlige, omgængelige og venlige. Et lillebitte skridt af gangen. Hver dag. Hver gang vi har mulighed for det. Hvis vi alle gør en smule. Så bliver det til en hel masse.

Bare lige et øjeblik. Et øjebliks ro. Please.

En klog ven skrev til mig forleden. Hun havde set, jeg har besluttet at forlade efterskolen i Sønderjylland og bevæge mig ud på nye eventyr. Hun skrev:
“Jeg så det godt på din blog – og tænkte, at du var sej og modig! Og hvor er det dog egentlig sigende for vores samfund, at det er en af de første tanker, der falder mig ind: at det er modigt!? Er det ikke langt mere “modigt” (dumdristigt) at bruge så stor en del af sit liv på noget, hvor man føler, at man må gå på kompromis med egne værdier… ?”

Det er jo en interessant indgang. Jeg kan supplere med, at reaktionen fra langt de fleste mennesker handler om, at jeg jo så skal finde et nyt arbejde i en ruf. “Hvad skal du så?” Spørgsmålet er jo fint og velment. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at tænke mig om. At kigge forsigtigt omkring. At sunde mig. At genskabe det menneske, jeg gerne vil være. Hvis jeg ellers finder ud af, hvem det er.

Og min indre Rasmus Modsat stejler ofte ved den slags spørgsmål. Hvorfor har vi indrettet vores liv, som om de skal følge en snor hele vejen fra start til mål? Hvorfor lader vi, som om det hele er noget, der kan planlægges? Og hvorfor tror vi, at der er faser, hvor vi kommer bagefter – at der er en fastlagt plan, som vi skal følge? Og gør vi ikke det forventede, risikerer vi, der opstår en a-synkronicitet, så vi er på afveje i forhold til tiden og til planen.

Heldigvis er jeg ret pjattet med faser fulde af usikkerheder. Jeg har lejet en lejlighed i Odense fra 1. december. Uanset om jeg skal arbejde i Odense, på Fyn eller i en af de større byer i Danmark, er Odense altid et godt udgangspunkt. Pendling er klart ikke højt på min liste over ting, jeg siger Ja tak til i mit liv, men muligheden er der, hvis der byder sig noget spændende, som jeg ikke kan sige nej til.

“Jamen, hvad så fra 1. november til 1. december? Hvor skal du bo? På gaden?”. Også dét er jo spændende. Jeg har simpelthen en måned, hvor jeg kan lave, lige hvad jeg vil, lige hvor jeg vil. Eller altså … tak for mere lort, Corona!

Jeg har været i fuldt sving med at planlægge en måned i Mexico City. Tilbage i det vidunderlige Condesa og lange dage med sol og varme. Med ude-mad som er betaleligt. Med frihed og ro, ro, ro i trygge, velkendte rammer. Har fundet bolig på Airbnb, har fundet (meget) billige flybilletter og er sådan set meget klar til afgang. Men det går ikke lige den rigtige vej med sygdomsbilledet globalt set. Så den er på stand-by.

Hvad så? Jeg kan godt lad mig overmande af tanker om, at det jo er smart at være i Odense, fordi “hvis jeg nu skal til samtale et sted”, men i det regnestykke glemmer jeg, at jeg har givet mig selv helt fri i november. At det er en måned, jeg skal bruge til at få hovedet drejet på plads, til at finde ro med mig selv, til at motionere, gå lange ture i novemberfrisk efterårskulde og til at lade dagene gå med at dvæle, læse og fjerne presset fra konstant at skulle agere i verden.

Så jeg kigger på sommerhuse, der ligger nogenlunde tilgængelige med offentlig transport plus cykel. Nuvel, november på cykel kan være en drøj omgang, men der er ingen, der har lovet, at alting altid skal være så let som overhovedet muligt. Hvis jeg drømmer om et liv uden bil, følger der også øgede strabadser og ubekvemmeligheder med. En cykeltur i stedet for bilen betyder muligvis regn eller blæst og øget tidsforbrug. Men det er ikke meget co2, jeg bruger på en cykeltur – og formentlig mindre og mindre efterhånden som formen bedres, og det hivende åndedræt mindskes. Forhåbentlig.

Så dér er jeg nu. På besøg hos en god ven i København. På vej med S-toget for at mødes med en anden god ven – paradoksalt nok fra Jylland: “Vi mødes i København. Det er jo cirka på midten.” Fuld af optimisme. Og overvældet af uvished. Det er ret fantastisk på sin egen besynderlige måde.

Når værdier støder sammen

For fem år siden gik jeg rundt og spekulerede på, om ikke det ville være helt fantastisk at arbejde på en efterskole. For jeg savnede mere menneskelig kontakt i løbet af arbejdsdagen, og kommunikation – alle de fede ting ufortalt – handler ofte om noget med en computer og tekstproduktion og data og målinger og KPI og mere af den slags. I hvert fald dér, hvor jeg var.

Så jeg søgte job på efterskoler. Og var i 2018 så heldig at blive ansat på Højer Design Efterskole i Sønderjylland. Og det har været virkelig, virkelig oplevelsesrigt. Da jeg ikke selv har børn, har det været en vild oplevelse af møde de unge mennesker og dele deres hverdag. Deres problemer, udfordringer, baggrunde og sejre og successer. De unge skal nok klare sig. På trods af vi voksne. Sgu ikke på grund af. På trods af. Shit de er vilde. Omsorgsfulde. Kærlige. Reflekterede. Sociale – helt enormt sociale. Både off- og online. Totalt vidunderlige er de.

Alligevel har jeg sagt min stilling på skolen op pr. 31. oktober. Og hvorfor så det? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der er enormt værdistyret. Det har sine fordele og sine tydelige ulemper. Og jeg anede ikke, at der findes efterskoler med ultraliberale værdisæt som ledestjerne.

Men det har jeg oplevet nu, og det har været øjenåbnende, udfordrende og af og til krævet, at jeg har snoet mig efter bedste evne Der har også været sammenstød og diskussioner – når meninger mødes og det der jazz … – men det korte af det allerede lange er, at jeg nåede til et punkt, hvor mine værdier ikke længere kunne tåle at blive snoet.

“Ej Michael, er det ikke tarveligt at stoppe midt i et skoleår?”. Kender du historien om fingeren og glasset? Der er massevis af kompetente lærere, der gerne vil kaste sig ind i efterskole-oplevelsen og undervise i dansk og engelsk. Det skal nok gå det hele.

Jeg tror ikke på, at man kan gøre sig selv så u-undværlig, at alting går i skuddermudder, hvis man skrider. Og hvis det gør, er der noget fundamentalt galt med konstruktionen, og så er det nok meget godt, det kommer ud i dagslyset alligevel.

Så nu står jeg lige om lidt – når min måneds opsigelse udløber 31.10 – og skal finde på noget nyt at lave. Og jeg skal hilse fra “45 år” og sige, at det føles en hel del mindre stressende end i de fleste yngre aldre. Det skal nok gå. Jeg er ikke kræsen. Jeg kan se mig selv lave alt muligt.

Det kunne være skægt at rode med kommunikation, tekst, ord og sætninger igen. I en eller anden form. Det kunne også være dejligt at få sved på panden og ømme muskler med for eksempel opvask, træhugning (hedder det i virkeligheden brændekløvning?) eller havearbejde. Pleje-“familie”. Et bosted for unge mennesker. Klub, Eller jeg kunne forestille mig at være portør, fyrpasser eller lærervikar. Og jeg kan sagtens forestille mig at lave noget, jeg aldrig har prøvet før og ikke har fantasi til at forestille mig. Det kunne da være skidesjovt.

Min plan B er lidt mere fluffy, men den lyder sådan her: Når året er omme, og hvis der ikke er en oplagt arbejdsmæssig himmerigsmundfuld i sigte at matche med, så sælger jeg den lille bil og flytter til udlandet et års tid – og så skal der skrives mindst én bog. Gerne flere. Og nydes lys, luft og solskin. Det er faktisk ikke en tosset plan B. Fluffiness til trods.

Men jeg vil nu allerhelst blive herhjemme hos alle jer andre. I er mere end ok. Jeg er ret tosset med “mine” mennesker. Både dem, der er helt tæt på og dem, der er i kredsen rundt om dem, der er tæt på. Og dem, jeg kender fra engang, som jeg stadig holder meget af. I ved hvem, I er. Hvis I ikke ved det, så siger jeg det nu:
I er dejlige ♥️

Og det vil da være endnu mere dejligt, hvis I tænker (lidt ekstra?!) på mig i den kommende tid, hvis der popper noget spændende op. Projekter. Vikariater. Job. Eller hvis du har en god idé, du altid har tænkt: “Hvorfor gør Michael egentlig ikke det her?”, så er det nu, du siger til.

Jeg vil allerhelst rykke sengen til mit elskede Fyn. Men Danmark er jo for filen ikke større, end at jeg er åben for alle lokationer. Stik fingeren i vejret, hvis du ser noget og tænker: “Det ville være et fint match”. Ikke? Please 🙏

Jeg holder helt vildt med Julie – men jeg har jo selv lige været et skarn

Der er en historie i omløb om den 18-årige fodbolddommer, Julie Alsbro, som har haft en mildest talt dårlig oplevelse i forbindelse med en serie 4-kamp, hun dømte. Hun blev både overfuset verbalt og spyttet på, så nu er spilleren både i karantæne de næste seks kampe og meldt til politiet for hændelsen.

Mit hold hernede i syddanmark har været så heldige at have Julie Alsbro som dommer en enkelt gang. Jeg gjorde en del ud af at tale med drengene før kickoff, at jeg ikke ville have ballade relateret til, at hun var stort set jævnaldrende og af det modsatte køn. De skulle respektere hende mindst lige så meget som andre dommere. Det var slet ikke noget problem. Hun er med afstand den bedste dommer, jeg har oplevet i de snart to år, jeg har været i det sønderjyske fodboldmiljø.

Jeg er vild med, at hun får sendt en massiv sviner af sted i artiklen fra TVsyd, hvor hun fortæller, at hun drømmer om at dømme i Superligaen, og det ser hun sådan set frem til:

Med drømmen om at rykke længere op i rækkerne forudser hun også, at der bliver færre usportslige hændelser.

“Jeg tror, at jo længere man kommer ned i serierne, jo mindre respekt er der for dommeren. Det er ikke lige så pæn fodbold, og så må man have det mere i munden eller i tacklingerne. Jeg tror også, at når man kommer højere op, så handler det mere om fodbold end at gå og spytte på dommeren, konkluderer den unge fodbolddommer.“

Så der er fuld opbakning fra min side til den kompetente dommer. Og så er det jo, at jeg er nødt til at minde mig selv om, at jeg for tre uger siden selv blev bortvist fra en kamp. Der er ikke noget at sige til mit forsvar. Man skal anfægte dommeren. Og jeg er nu i tvivl, om jeg så overhovedet kan/må sige noget kvalificeret om Julie Alsbros situation.

Kan man på den måde jonglere med flere bolde? Kan man fx være fortaler for at bekæmpe sort arbejde samtidig med, man får lavet sit badeværelse af en bekendt til ‘vennepris’? Kan vi rumme de her modsætninger og slet ikke registrere hykleriet? Er det i virkeligheden en af vores arts fineste egenskaber? At vi så let vender det blinde øje til egne fejl og mangler men lynhurtigt identificerer og (meget) gerne påtaler andres?

Afsluttende – ikke et forsvar men en afrunding! – vil jeg gerne sige, at jeg fik 1 (en!) spilledags karantæne, og den pågældende dommer fik bedømmer på (de hedder ikke bedømmere længere – nu hedder de dommerudviklere. Samme som skraldemand/renovationsassistent. It is what it is. No matter what you call it. Svinekød er stadig ulækkert, selv om de forsøger at frame det som grisekød) i næste kamp, hvor han brillerede med to gange gult/rødt i to situationer, hvor spilleren fik først gult og siden yderligere gult og dermed rødt inden for under 1 minut. Begge gange.

Den første scorede et mål, fik gult kort og så et mere i samme minut. Man må jo antage, det første faldt for overdreven jubel, og det andet for højlydt undren over kortet … Men det er gætværk. Bekræfter mig dog bare i, at han smider om sig med kort i stedet for at lede kampene. Og stadig angreb jeg ham ikke personligt! Jeg gjorde bare opmærksom på, han dømte dårligt.

Nå, det var vist et sidespor. Jeg ønsker alt det bedste til Julie. Og minder mig selv om, at vi skal opføre os ordentligt – når vi engang kan enes om, hvad ordentligt er.

Er vi flokdyr eller ej?

“Vi har brug for at komme ud at socialisere med andre. Mennesket er jo et flokdyr”. Sådan har jeg hørt flere argumentere for total åbning af samfundet – ofte fulgt af den lidt vanskeligere fordøjelige tilføjelse, at så mange dør jo heller ikke af Corona.

Så vi er et flokdyr. Et dyr, der har behov for fællesskab. For andre mennesker. Bevares. Lad os da endelig sige det. Det har jeg også hørt før. Men er kapitalismen designet til flokdyr eller til individualister? Kapitalisme handler om at tage vare på sig selv – og måske sine allernærmeste – og så ellers se stort på alle andre, for “de kan jo bare tage vare på dem selv. Dovne hunde”.

Jeg forsøger egentlig yderst sjældent at blande mig i andre menneskers affærer. Trods mine af og til utvetydige og højlydte meninger. Jeg tror grundlæggende på, at det enkelte menneske må vælge og stå på mål for sine handlinger og gerninger. Men jeg bliver lidt forvirret af det her.

Er vi flokdyr, der har brug for at holde bryllupsfester, konfirmationer, gå til fodbold og koncerter? Eller er vi individualister, der klarer os bedst alene? Eller er det måske sådan, at vi er det ene, når det er mest opportunt, og det andet, når det tjener vores interesser bedst? Jeg dømmer ikke det fjerneste – jeg forsøger bare at forstå. Hjælp?

Hvem vil jeg være i fremtiden?

Jeg har fået en amerikansk psykologi-phd-gut op under neglene. Pludselig fik jeg et nyhedsbrev fra ham – jeg har formentlig selv meldt mig til på et tidspunkt – og han havde et budskab, som plantede en tanke bagerst i hjernemassen.

Så nu arbejder jeg med hans overvejelser, tekster og film. Det handler om, at man skal bruge sin fantasi til at tænke over, hvem man gerne vil være i fremtiden. Han påstår, at meget forskning viser, at mange af os tror, vi vil være nogenlunde de samme i fremtiden, som vi er i dag. Så han beder mig kigge tilbage 3-5-10 år for at iagttage mit tidligere jeg og se, om jeg har forandret mig.

Pointen er naturligvis, at jeg har forandret mig ret meget, og det har de fleste. Både fysisk og mentalt. Formentlig. Og så er meningen, at man skal gøre det samme med sin fremtid. Forestille sig, hvor man gerne vil hen. Og sortere alle de andre – “lettere opnåelige udgaver af sig selv” – versioner fra, så man ikke lader sig nøje med et liv, der ikke er, hvad man ønsker, men hvis vigtigste kvalitet er, at det er nemt at leve.

Det lyder jo som noget direkte fra Kupon-nyhederne. Det er jeg ikke blind for. Men jeg ved også godt, at når jeg spidser ører og fokuserer min opmærksomhed på det her, så handler det om, at jeg i en periode har været i tvivl om, hvad min fremtid skulle byde på – altså, hvad jeg ville forsøge at dreje den i retning af.

Jeg sprang fra kommunikation til efterskole for lidt mere end to sæsoner siden. Det er ret fantastisk, men jeg har samtidig en nagende fornemmelse af, at det næppe er det, jeg skal lave resten af mit liv. Jeg læste (endnu) en fremragende artikel på Zetland forleden, der handlede om ‘omsorgstræthed‘, og det vakte tankerne til live fra mine første måneder på efterskolen.

Varme og omsorgsfulde kolleger mindede mig konstant om, at jeg skulle være forsigtig med at engagere mig for voldsomt, for så risikerede jeg at løbe tør for kræfter. Kæphøj som altid svarede jeg, at jeg ikke havde skiftet fag for at dosere mig vej til pensionen, og at jeg kløede på, til jeg ikke havde flere kræfter, og når jeg nåede dertil, ville jeg finde noget andet at lave – underforstået at jeg altså nok nåede dertil før pensionsalderen.

Nuvel, nu er det et par år senere, og med artiklen om omsorgstræthed kom jeg igen til at tænke på det med at dosere sig selv eller måske risikere at løbe tør for empati. Jeg synes, det lyder helt, helt rigtigt, at man kan løbe tør for empati. Det vil være meget forståeligt, synes jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om det er dér, jeg er nået til, men jeg har i hvert fald lyst til at pille-rode i, hvad jeg egentlig gerne vil.

Som med de fleste job for de fleste mennesker er jeg et sted, hvor der er rigtig meget, jeg er helt tosset med, og så er der nogen ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne ændre det, men sådan er det nok for mange.

Så jeg skal vel i gang med at undersøge, hvad det er for elementer, der får mig til at flyve ud af sengen om morgenen med smil på læben og bælle blå juice for at tanke energi til endnu en dag, og hvilke elementer, det så er, der får mig til at slæbe mig nølende ud fra dynen med mismod hængende i mundvigene og ondt, ondt, ondt i pjækketarmen fra første vågne minut. Det må man da kunne sortere en anelse i.

Måske viser det sig, at jeg har virkelig mange vidunderlige elementer og meget, meget få vabler på tommeltotterne. Så er jeg måske det rigtige sted og skal bare justere med den lille unbraco-nøgle. Eller også viser det sig, at jeg må have gang i den store bulldozer og en æske tændstikker og “brænde det hele ned”, som et medlem af innovationsrådet lidt uheldigt fik sagt. (Men ingen er jo forpligtede ud over deres evner.)

Nå, det blev lidt langt denne gang. Men det er jo også søndag 🙂

Går man så pludselig de facto ind for dødsstraf?

Hele det her Jeppe Kofod-hejs er virkelig vanskeligt at finde top og bund i. Der er så mange elementer, der er i spil. Så lad mig starte med mit personlige standpunkt baseret på to år i selskab med efterskole-elever, hvoraf nogen af dem har været og stadig er piger.

Mit udgangspunkt og min oplevelse er: Når de er 15 år gamle, så er de BØRN. Uanset hvor fuld man er, uagtet hvad loven siger om seksuel lav-alder, og komplet ligegyldigt hvor moden pigen ser ud og virker af sin alder. Når man er 15 år gammel, er man stadig et barn. Selv om man ikke er det i lovens bogstavelige forstand, så er man, hvis man er over 30 år gammel og sammen med en person på 15 år, på afveje. Det var min personlige holdning. Hvorfor synes jeg så, det er svært?

Noget af det jeg har brugt uforholdsmæssigt meget energi på at tænke over, handler om, at hvis man ikke tror på rehabilitering; hvis vi ikke tror på, at folk kan være ude i noget snavs og så lære af en dom og medfølgende straf, så burde vi vel af ren samfundsøkonomisk kalkuleren henrette dem i stedet for at fastholde dem et helt liv i fængselssystemet. Hvis man tror på, at folk kan bedre sig, så må man jo også give dem en chance for et anstændigt liv efterfølgende.

Men jeg synes, der er forskel på at have et anstændigt liv og så blive bedt om at bestride et af samfundets allerfineste hverv i Folketinget. Det er, som om vi glemmer, at det at være på Tinge er den fineste tillidserklæring, vi kan give til hinanden, og det synes kræver, at man lever op til mere end lovens bogstav. Dér skal man leve op til ånden, og man skal have sin sti renere end de fleste. Ellers må man lave noget andet.

De tanker affødte jo naturligt, at jeg måtte overveje, hvilke job jeg så synes er uvigtige nok til, at man kan passe dem, hvis man bliver straffet (det er vel i øvrigt på sin plads her at påpege, at jeg skam godt ved, at Kofod ikke er straffet, og det er han primært, fordi han ikke har gjort noget ulovligt, men det er altså de her tanker, der kom ud af det hos mig. Bær over eller klik væk 🙂

Og jeg kunne da selvfølgelig ikke finde et job, som jeg ville sige; det er mindre værd end andre job, så det kan vi give til alle de skidte typer. Så det må jo handle om tillidshverv. Ville jeg for eksempel synes, det var ok, hvis Klaus Riskær blev direktør for Nationalbanken? Nej. Eller hvis han stillede op til Folketinget, ikke blev valgt ind men så efterfølgende kunne hæve 1 million kroner om året og grine af os alle sammen, mens hans gæld står urørt, og han nu lever fint for penge, vi andre har betalt. Nej. Slet ikke. Nå, det var et sidespor; Riskær får min urintemperatur til at stige hurtigere, end efterskole-elever forsvinder, når der står fredags-rengøring på skemaet …

Skal Jeppe Kofod så fyres fra sin ministerpost for en 12 år gammel sag? Årh det her med årstal er altid noget underligt noget. Hvis 12 år er for længe siden, hvad så med 10 år? 5 år? Hvem skal fastsætte de grænser? Skal der være grænser for folkedomstolens fordømmelse? Eller må vi acceptere, at den slags ændrer sig over tid, og at det ikke er en undskyldning for at være et røvhul, at “det var en anden tid”?

Eller bliver vi nødt til at sige, at det er ok at have været et røvhul, hvis man bedrer sig? Og har man så bedret sig efter 12 år? Eller hvis man har accepteret et vellønnet ben i Bruxelles i en periode? Er det straf nok? Er det overhovedet en straf? Ej, det er ikke let. Bare jeg dog helt unuanceret kunne vælge det ene eller det andet. Hvor må livet være let som overbevist …

Trafiksikkerhed? Hykleriet er tommetykt hos Liberal Alliance

Ultraliberalisterne fra Liberal Alliance er altid interesserede i at minimere staten og fællesskabets styrke. Penge skal ud til den enkelte, for det der med en kollektivitet er noget rod, og de føler sig åbenbart stærke nok til at klare sig helt individuelt. Det er jo deres demokratiske ret, og jeg føler trang til at rose dem for helt åbent at stå ved deres asociale og egoistiske synspunkter.

Men selv for dem kan kæden åbenbart hoppe af. Se blot nedenstående fra 25. august hvor partiet reagerer på, hvad man må forstå er et økonomisk anliggende for staten, mens LA jo bare vil have øget trafiksikkerhed.

Regeringen kan formentlig på tal og statistikker fra politiet se, at danskerne er ligeglade med de økonomiske konsekvenser ved at køre for hurtigt, så nu skal trafiksikkerheden øges ved flere færdselskontroller. For LA er det tæt på røveri, for de ved jo godt, at når de kommer fræsende på de danske veje i fuld fart, stiger risikoen for at måtte betale en bøde.

Det får dem til at kreere et opslag, hvor de pludselig taler om sikkerhed i trafikken. Kvalmen sidder højt i svælget, for de er jo flintrende ligeglade med trafiksikkerhed. Hvis det betød noget som helst for dem, ville de køre efter hastighedsbegrænsningerne. For de er der for at give de bedste betingelser for så få færdselsuheld som muligt. Og hvis det bekymrer LA’erne, kan de jo overveje noget så radikalt som at køre efter reglerne.

Men det gider de ikke. For som med de finansielle konstruktioner der så ofte præger ultraliberalisternes tilgang til samfundet, så handler det ikke om at følge reglerne. Det handler om at bevæge sig på kanten af reglerne, så man kan slippe for at bidrage til fællesskabet. Som når internationale selskaber ikke betaler skat, fordi de flytter over- og underskud mellem landene. Det er ikke ulovligt. Men alle ved jo godt, at det ikke er meningen, at man skal kunne nasse et sted uden at betale sin andel til fællesskabet. “Jo, for det er ikke ulovligt, og så må man godt”. Ja, men så er man en lort med ører, og det må man så finde sig i at blive kaldt.

Ligesom man er et fjols uden respekt for andre menneskers liv, hvis man insisterer på, at det er en menneskeret at måtte køre for hurtigt i trafikken. For fart dræber. Tror LA virkelig, at folkene fra færdselspolitiet sidder og opfinder fiktive grænser, fordi – og jeg hører denne ofte, og det er så dumt, det næsten ikke fortjener at blive nævnt – “så skal de have fyldt kassen til julefrokosten igen”.

Om noget så er alt, hvad der kommer fra LA præget af, at de skal have pengene ud af fællesskabet og ned i deres egen personlige kasse, og det er helt fint – som sagt; det er deres demokratiske ret at deltage i fællesskabet ved at ville dekonstruere fællesskabet af alle kræfter. Nu vil der helt sikkert være en masse fra LA, der bliver fortørnede, og anføre, at “jeg aner ikke, hvad jeg taler om”.

Ved I hvad? Jeg kalder det, som jeg ser det: Alt, der kommer fra ultraliberal side handler om at undslå sig at være en del af et fælles rige.

Den manglende selvindsigt ved udtrykket: “Fartkontrol handler om sikkerhed, ikke statskassen” skriger til himlen. Hvis man er LA’er handler alt om en selv, egen-profit og egoisme. Så skal man edderbrodereme stå ved det. Ikke forsøge at pynte på sin selviske tilgang til trafikken, hvor det er vigtigere, at man kan indhente de 5 minutter, man er kommet for sent ud af døren end at passe på andre menneskers liv.

Jeg har lyst til at bide i min pude, nive mine kinder og slå næven hårdt i bordet. Det er så frustrerende dumt.