I mine efterhånden færre og færre klare øjeblikke forstår jeg, hvor frygteligt det må være at leve i et 3. verdensland, hvor større lande, rige virksomhedsejere og skruppelløse skurke altid truer med magt, med krig og med alskens andre ulykker.
Efter et år med Den Orange Klovn for fuld skrue i jagten efter Grønland orker jeg ikke mere. Ikke et sekund mere. Jeg orker ikke alle løgnene fra den amerikanske administration. Jeg orker ikke klovnens egoisme og nedladende måde at være i verden på.
Jeg orker ikke hans evige behov for ros, for anerkendelse og for at føle sig bedre end andre. Og jeg orker da slet ikke, at det fylder alting.
Så spørg da pænt for Satan!
Hvis nu bare amerikanerne havde sat sig ned og spurgt pænt på Grønlands-delen, havde det ikke gjort mig noget som helst. Kunne de have forhandlet sig frem til en aftale med grønlænderne (og åbenbart også Folketinget), ville det have raget mig en høstblomst.
Men man skal opføre sig ordentligt, og jeg accepterer ikke en verden, hvor idioter gør, hvad der passer dem, fordi de har de største våben. Sådan har det altid været, vil nogen mene. Ikke uden kamp, vil jeg så svare.
Det mindste man kan gøre er at dø, mens man forsvarer det, man holder af.
FOR MIG, SÅ HANDLER DET JO OM, at hvis vi gerne vil bevare vores frihed og bevare det, vi tror på, så er vi også allesammen nødt til at bidrage.
Sådan sagde generalmajor Jette Albinus tilbage i august i et interview i Zetland. Det har jeg eddermame tænkt meget over siden.
For det vakte genklang. Ikke på sådan en jeg-vil-lære-at-skyde-og-gå-i-krig (hvilket jeg jo i øvrigt allerede er trænet til en smule via min værnepligt for 30 år siden), men snarere på en måde hvor jeg fik trang til at bidrage. Trang til at være en del af Forsvaret. Trang til at rejse til Grønland og vifte med et dansk flag.
Fordi Orange-klumpen ikke kunne finde ud af at spørge pænt. Fordi han helt tydeligt ikke er vant til, at et nej er et nej. Og dén slags reagerer jeg altid helt personligt på. Så skal han fandeme ikke. Nu er jeg næsten ligeglad med, hvad Grønland synes, for USA skal ikke have dem. (Jeg ved godt, de selv skal bestemme, men der må være en kant)
Hver morgen er en kamp
Jeg har i årevis holdt mig fra sociale medier. Lukket mine konti i perioder. Genåbnet igen, når noget eller nogen fik mig overbevist om, at det da også er lettere. Men jeg vil ikke.
Det er et kæmpe oprydningsarbejde at få slettet alle sine profiler og data, og det er en kæmpe opgave at sno sig ud af amerikanernes klør. Og inden en eller anden kloge-åge iler for at sige, at USA da ikke kan mærke, om jeg bruger Disney+ eller ej. Og har jeg da ikke stadig en iPhone. Så lad mig svare: Nej og Jo.
Nej til at USA selvfølgelig ikke kan mærke, hvad jeg gør. Men det er heller ikke det, det handler om.
Det handler om, at jeg har brug for at bevare en form for agens. Det føles, som om en smælderfed orange mand står og pisser hele verden op og ned af ryggen, og for mig føles det som en reaktion at fravælge alle deres produkter.
Og jo, jeg har en iPhone, men det har jeg kun, indtil den skal skiftes ud. Jeg har yngre søskende, og de skal også have en verden at leve i, så jeg skifter ikke telefonen ud, fordi jeg er muggen. Men når den skal skiftes, skal jeg have en Nokia. Helst en brugt. Helst én, der intet kan.
Hver morgen, når jeg vågner, kommer jeg i tanke om, hvordan verden ser ud, og jeg har næsten ikke energi til at kravle ud over sengekanten.
Det er udmattende at stå model til så meget idioti, og jeg minder om, at i filmen Idiocracy er det altså først i år 2500, at den amerikanske indavl fører til komplet tåbelige mennesker, der vander deres afgrøder med energidrik, fordi energidriks-firmaet har vundet udbuddet … Hvem har sat den udvikling i Fast – Very Fast – Forward?