Der er én ting, jeg får mere og mere af, som tiden går.
Det er bevidstheden om, hvor lidt jeg forstår og har overblik over ‘det hele’.
Hvor kompleks og mangeartet verden er.
Hvor forskellige udgangspunkter alle 8 milliarder mennesker har.
Husker du Lucky?
Forestil dig at være født i Nigeria og vokse op med udsigten til, at dit liv i bedste fald ender som Lucky. Altså at du efter en farefuld og lettere kriminel periode som pirat med flere mord på samvittigheden er så heldig at få skudt dit ene ben i smadder, så fjenden tager dig med hjem til et hospital i dets eget hjemland. Her får du amputeret benet og får senere tilkendt erstatning og opholdstilladelse i landet.
Forestil dig at være født i Rusland og underlagt Putins luner og indrulleret i hans meningsløse krige mod diverse stater under det tidligere Sovjetunionen. Efter opløsningen af unionen troede du måske, at demokrati ville ramme dit land, men i stedet blev det en blanding af et oligarki og et diktatur, hvor der reelt ikke er meget andet at gøre end at bøje nakken og gøre, som der bliver sagt.
Er der egentlig det ret mange steder? Andet at gøre end at bøje nakken og gøre, som der bliver sagt?
Er selvfedme egentlig livstruende?
Forestil dig, at du er født i USA og tror på den evige sang om Land of the Free, men en dag bliver Donald Trump valgt som præsident, og landet bliver i stedet til hele verdens bølle under påskud af at sætte sig selv først.
Alle immigranter skal sendes ud, men hvem afgør helt præcist, hvem der er immigrant i et land, der ikke er mere end godt et par århundreder gammelt? Først ryger alle immigranterne fra Syd- og Mellemamerika. De er lette at få øje på og sortere fra. Derefter ryger alle araberne. Dem kan man også let finde.
Derefter begynder jo det svære arbejde, men hvem vil have tidligere russere boende? Tyskere? Og hvad med alle asiaterne?
En dag skifter præsidentskabet – måske er verden så heldig, at Trump dør af selv-fedme – og så får du en præsident, der ikke bryder sig om Sydeuropa. Så den italienske nonna, du altid praler med, bliver pludselig din exit-billet fra det land, du troede var dit.
Det rammer også Europa
Forestil dig, at den slags sker over hele verden. At det sker i hjertet af Europa, som jeg trods alt forestiller mig er hjemsted for de mest solide demokratier.
Men hvad nu hvis den næste leder af Fratelli d’Italia ikke er så pragmatisk som Giorgia Meloni men måske mere minder om en rendyrket fascist. De er jo før blevet valgt i Italien.
Så bliver der pludselig igen større mental afstand og kamp mellem regionerne, og snart bryder både Sardinien og Sicilien ud og passer sig selv. Så vil andre sydlige regioner som Calabrien og Puglien også være selvstændige, og nu er vejen åben for stridigheder internt i Støvlen.
Når stridighederne rammer i Friuli-provinsen i nord, der grænser op til Slovenien, er der en risiko for at få involveret Serbien og dermed hele det tidligere Jugoslavien.
Lige nord for denne potentielle heksekedel er Ungarn med Orban og alle hans besynderlige ambitioner om at være et røvhul. Forestil dig det hele på en gang.
Velkommen til verden anno 2025. Alt kan ske, og det gør det tilsyneladende også.
Citronmåner fejler ikke en skid
Jeg er egentlig ikke mismodig over alt dette. For det har jo været temmeligt forudsigeligt i lang tid. At mennesker med voldsomme ambitioner steg til tops i samfund og i den politiske verden, og så får de så meget magt, at de får ting til at ske.
Grundlæggende tror jeg, de fleste mennesker vil have lov at leve et liv i fred og fordragelighed. Vi kan sagtens pege fingre og håne mennesker i vores eget land, der ser tv aftenen lang og spiser citronmåne ved sofabordet, men det er trods alt sjældent, at den slags fører til krig. Måske lidt nabostridigheder over ikke at invitere. Men sjældent mere end det.
Måske er det tid, at vi slår et slag for et mere afdæmpet liv. For et liv i fred og fordragelighed. For samtaler med naboerne og med mennesker, vi møder i supermarkedet, på gaden og hos lægen.
Og måske er det tid at skrue ned for ambitionerne om at lave det næste virale hit på Youtube, Tiktok eller Spotify.
Måske er det helt ok at leve et liv, hvor man hjælper, hvor man kan, gør, hvad man kan og i øvrigt ikke laver verden mere om end højest nødvendigt.