For real?? Er der mon mange mennesker, der, når de overfører penge via mobilepay, lige vælger at betale 7 kroner ekstra for den digitale overførsel ved at pakke overførslen ind i gavepapir?
Det lyder fuldstændig som de der healere på Facebook, der tilbyder fjernhealing torsdag mellem 19 og 21, hvis bare man overfører x antal kroner. Så skal de nok sende gode vibrationer i det aftalte tidsrum. Jeg er med på, det lyder som svindel, men hvem er det egentlig lige, der er den underfrankerede her?
Og nu vi er ved det. Hvad skete der egentlig med jobbet som radiovært? Hvordan blev P4 aften til et program, vi laver sammen, men hvor sammen betyder, at lytterne skriver ind med deres navn, hvor de skriver fra, og hvad de egentlig går og laver, og så kan de ønske et nummer. Det koster 1 krone plus almindelig takst.
Hvem skriver ind og betaler penge for at gøre studieværtens arbejde? Det er så vildt. Eller P4 Liga? Jeg var ret begejstret, da de rykkede fra P3 til P4, fordi jeg var ved at være for gammel til musikken på de unges radio, men det er jo de samme mennesker, der er rykket over, og den samme vanvittigt tyndbenede musik, de spiller.
Når der er Superliga-kamp – og jeg anerkender, at det er en forrygende mulighed for DR Sporten for at gøre sig selv relevant i disse tider, hvor TV-rettigheder flyder rundt i en stor pærevælling, hvis de nu kunne lave en god gammeldags reportage fra kampene. Send Andreas Kraul til Island, Færøerne, Polen og hvor de danske hold i Europa nu spiller, og så lad ham kommentere kampen fra start til slut.
Drop den evindelige sniksnak om, hvad de har fået af kage i presserummet, og spar mig for al den overflødige og evindeligt kammeratlige pludren om havearbejde, køer på vejene og alt muligt andet ligegyldigt. Kommenter. Fodboldkampen. Punktum. Spil lidt musik i pausen. Afspil en båndet nyhedsudsendelse. Og vær så klar, når 2. halvleg sparkes i gang.
Nu vi er ved DR. Dit og mit DR
Der er tæt på ingenting hos DR, som jeg orker længere. Orientering på P1 er blevet til en pludrende børnehave, der forsøger at lege ung med de unge og gøre nyhederne spiselige for med en leflende tone for et under gennemsnittet interesseret publikum, og værterne skal altid distanceret og ironisk nærme sig det publikum, de reelt burde kunne dække på P3/P4/DR1 osv.
Jeg spurgte engang Lisbeth Knudsen, da hun var i DR, hvornår de begavede fik noget for deres licens, hvis alle udsendelser skulle dummes ned til en laveste fællesnævner, og hun blev rasende.
Well, i dag er spørgsmålet mere relevant end nogensinde, men DR fortsætter ræset mod bunden, og dermed gør de sig selv overflødige, bliver privatiseret og så har vi ingen ordentlig uafhængig presse, der ikke er for profit længere.
Det er sådan set ingen kritik af hverken TV2, Berlingske eller hvad de hedder alle sammen, men de er jo altså sat i verden for at lave profit, og det er jo derfor, de alle sammen hælder mere og mere mod clickbait og besynderlige artikler, der intet har med nyheder at gøre.
I dag lod jeg mig lokke ind på en artikel, der oprindeligt var fra woman.dk – intet hate mod dem, de har fede features og portrætter, men hvad laver de på en avis-forside? – og det var et ungt dansk par, der var flyttet til Italien og talte om, hvordan vi alle kan lære noget af italienernes begreb – eller mangel på samme – om tid.
Altså? Hvorfor skal et par på 29 år, der er flyttet have taletid til det? Hvad er deres forudsætninger andet end et par måneder i Italien?
Det betyder måske mere, end man lige tror
Jeg har brugt utroligt meget energi og virkelig meget tid på at spekulere på, hvad meningen med det hele er.
Mange har budt ind med en færdigpakket løsning i stil med, at det har den mening, man selv giver det. Men ærlig talt; Kig på et standard-liv.
Barndom/ungdom som i bedste fald er uden alt for mange strabadser og skærmydsler fulgt af 20’erne, hvor man lander i en form for enten uddannelse eller job, og så kører toget derfra.
Årene går, og man drømmer om en ejerlejlighed som med tiden skal udskiftes med et rækkehus for endelig at blive til et parcelhus.
Så ønsker man sig måske til tider et hus på landet for at kunne trække friværdi ud, men så er det måske heller ikke federe at bo langt fra sit job og pendle hver dag.
Så man ender med et sommerhus i stedet og prioriterer at holde både efterårs-, jule- og vinterferie ud over de 3-4 ugers sommerferie. Hvor man skal rejse til fjerne eksotiske egne, som man enten har set på Instagram eller hørt Bente fra regnskab tale om, fordi hun og hendes nye mand, Carsten, var der sidste år, og det var SÅÅÅÅÅ godt.
En dag går man på pension, og man frygter at gå i stå og at få tiden til at gå, men hurtigt viser det sig for mange, at de snildt kan fylde dagene med aktiviteter og sammenkomster med venner og bekendte. Livet glider forbi, og en dag er det slut.
Der er kun den mening, man selv giver det.
Men er det virkelig det? Er det meningen? Er der en mening? Eller skal vi bare skrabe til os og knokle så meget, vi kan for at kunne holde op med at knokle en dag? Helst så tidligt som muligt. Jeg aner det ikke, men jeg synes ærlig talt, at det i det mindste er værd at bruge lidt tid på at spekulere over.
Should I Stay Or Should I Go?
Jeg drømmer om udlandet. Om dage med færre bekymringer og flere solskinstimer. Om et simplere liv. Om at jeg har mindre dårlig samvittighed i min hverdag.
Hov, hvad var det? Solskin forstår vi alle. Simplere liv, jovist. Men dårlig samvittighed?
Jo, den er god nok. Jeg har en tendens til at ruminere og vende og dreje alle samtaler og transaktioner, jeg er i. Det gælder både min familie, mine venner og folk, jeg møder på gaden, i parken eller i supermarkedet.
Fik jeg nu sagt noget dumt? Det gør jeg som regel. Blev de kede af det? Det tror jeg altid, de gør. Hvorfor er jeg sådan et fjols? Nogle spørgsmål er bedst ubesvarede.
Tiden og erfaringen har lært mig, at de færreste tænker så meget over det, som jeg gør, og at jeg derfor med fordel kunne lægge noget af det fra mig, fordi andre mennesker ikke tænker så meget over den slags, som jeg gør. Det er lettere, hvis du bekymrer dig mindre.
Jo tak for tip, kaptajn indlysende. Jeg har jo sådan set forstået, at andre er skideligeglade for det meste, men det hjælper jo ikke, når det i virkeligheden handler meget mere om, hvordan jeg selv føler det ved den slags møder.
Ved den slags samtaler, hvor jeg tror, jeg gør andre kede af det. Om de så bliver det eller ej, er jo ikke det væsentlige, for al den energi, jeg bruger på at tænke over det, er ægte nok.
En psykolog sagde engang til mig: Samfundet skal altså ikke betale for, at du kan sidde her og påstå, at resten af verden er fjolser, hvis du ikke i det mindste vil arbejde på at ændre dig selv.
Mit svar – jeg har været mere kæphøj, end jeg er nu – var, at hvis det nu rent faktisk var de andre, der var noget galt med, ville det da være tåbeligt at ændre på mig selv. Og at jeg tog anstød af, at der partout skulle være noget galt med mig for at få lov at samtale med en psykolog. Logik har aldrig været min stærke side.
(Foto: Photo by Damiano Baschiera on Unsplash)